Logo

arv og miljø

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

Når oprindelsen af et adfærdsmønster eller en morfologisk struktur skal bestemmes, er det nødvendigt at trække en skillelinje imellem den nedarvede kontrol (resultatet af den forløbne evolution) og miljøets indvirkning på det enkelte dyr (herunder dets erfaring). Det er dog ikke muligt at skelne helt imellem disse to påvirkninger, da det er velkendt blandt arvelighedsforskere, at tilsynekomsten af en arvelig egenskab bl.a. afhænger af genets (arveanlæggets) omgivelser. Ikke blot vil sådanne faktorer som fosterets næringstilstand påvirke fremtoningspræget, men også kromosommiljøet har stor virkning. Ikke desto mindre er det nyttigt at prøve på at fastslå, i hvilket omfang et adfærdsmønster skyldes medfødte faktorer, og i hvilken grad det bestemmes inden for individets levetid. Således kan man se, hvor stor en del af adfærden, der skal generhverves i hver generation.

Avlsforsøg kan give oplysninger om, hvordan adfærd nedarves. Det er muligt at krydse en hun af fårekyllingen Gryllus bimaculatus og en han af G. campestris, og resultatet bliver bastarder. Et element i campestris' forplantningsadfærd er hurtige bevægelser af hannernes følehorn efter parringen. G. bimaculatus-hannerne gør ikke sådan. Resultatet af krydsningerne viser, at denne adfærd skyldes et gen, en simpel Mendelsk dominant, og den er derfor nedarvet. Andre dele af adfærden, såsom bevægelse af forkroppen, synes at være kontrolleret af flere gener, og der sker ikke en simpel udspaltning ved krydsningerne.

Artikel billede

Variationer i form hos dafnien Daphnia kan forbindes med ændringer i vandets temperatur, skønt det ved første blik ser ud til at dreje sig om forskellige arter eller racer.

Udvælgelse inden for en bestand af bananfluer, D rosophila, efter de individer, der viser den største, og dem, der viser den mindste reaktion på tyngdekraften, fører til racer med større og mindre reaktion end i en normal gruppe. Dette tyder ikke blot på, at reaktionerne er genetisk bestemte, men også at de er resultat af et samvirke mellem flere gener.

De kendte morfologiske mutationer af Drosophila er ofte forbundet med adfærdsvirkninger. F.eks. udfører en gul mutanthan under parringsspillet flere vingevibrationer, men mindre slikken end en vildtypehan. Og dette kan være grunden til den gule mutants relative mangel på held ved parringer. Mutantgener kan medføre morfologiske ændringer, som påvirker adfærden. Den tilstand, der hos mennesket kendes som fenylketonuri, skyldes et recessivt (vigende) gen, der indvirker på den måde, kroppen behandler fenylforbindelser på. En vigtig bivirkning er, at hjernens biokemi påvirkes med evnesvaghed til følge. Et andet eksempel er den »dansende mus«. Disse dyr går rundt og rundt i cirkler, når de forstyrres. Denne adfærdsmæssige virkning skyldes en misdannelse af det indre øre, frembragt gennem andre virkninger af et recessivt gen.

Et iøjnefaldende adfærdsmønster udføres af rosen hovedet dværgpapegøje, når den skal transportere redematerialer. Denne art stopper materialet ind mellem sine fjer, især på den nederste del af ryggen. Fischer's dværgpapegøje derimod bærer det i næbbet. Bastarder mellem disse to arter har det største besvær med at behandle redemateriale, og selv efter tre år bliver de ikke helt effektive. Den blanding af de to transportrnetoder , som vises af bastarderne, tyder stærkt på, at adfærden styres af flere gener.

Ved forsøg, som har til hensigt at. påvise miljøets indflydelse, står forsøgslederen over for problemet med at opdrætte et dyr og afskære det fra en del af de normale miljøpåvirkninger, uden dog at gøre hele situationen så kunstig, at resultaterne er meningsløse. En bogfinke, der er håndopdrættet uden for andre bogfinkers hørevidde, synger en helt anden sang end den bogfinke, der har hørt de lyde, andre bogfinker frembringer. Selv under isoleringen kan fuglen gøre erfaringer med hensyn til lyde ved at høre de lyde, den selv frembringer. Lyderfaring påvirker altså udviklingen af sangen, idet forsøget viser, at en bogfinke, der er opdrættet for sig selv, har en anden sang end en bogfinke, der er opdrættet af forældrene.

Sådanne tidlige erfaringer kan ikke udelukkes som bestemmende for adfærd, selv på et meget tidligt tidspunkt. Det er muligt f.eks., at bevægelser, som pånødes et fuglefoster inden i ægget, kan forme den måde, den hakker på lige efter klækningen. Tilsynekomsten af denne adfærd så hurtigt efter, at ungen forlader ægget, giver indtryk af, at den må være nedarvet og ikke kræver erfaring eller øvelse for at udvikles. Men fosteret er modtageligt for erfaring selv inden i ægget; f.eks., når hjertet udspiles, skubber det ungens hoved opad, og når det trækker sig sammen, sænkes ungens hoved, en bevægelse, der meget ligner den, der bruges, når ungen hakker med næbbet.

Meget specifikke erfaringsvirkninger forekommer under prægning, idet ungen på et vist tidspunkt i sit liv synes særlig tilbøjelig til at lære udseendet hos den voksne, som den vil følge, at kende.

Almen erfaring spiller også en rolle. Rotter, der har haft mange genstande i deres bure til at klatre på og undersøge, vil senere hen være bedre til at finde rundt i labyrinter end dyr, der er blevet opdrættet i et tomt bur. Aber, som holdes isoleret og således fratages den normale legeerfaring med brødre og søstre, er meget vanskelige at parre, og selv når det lykkes, mangler hunnerne den normale moderlige indstilling til ungerne og kan endog trampe på dem. Moderadfærd kunne synes at bero på et ufravigeligt, medfødt grundlag, da den er af så stor biologisk betydning. Men der findes rapporter om lignende sammenbrud af denne adfærd, f.eks. hos rotter, der er blevet forhindret i at slikke og rense deres egen krop.

Eftersom miljøet kan have en så uventet indflydelse på adfærden, bliver det endnu vanskeligere at skelne imellem, hvad der kan tilskrives arv, og hvad der kan tilskrives dyrets egne erfaringer. At de fleste adfærdsmønstre synes at være under kontrol af mange gener gør problemet større, for avlsforsøg frembringer ikke klare resultater.

Artikel billede

Grise af samme kuld. Den til venstre er velnæret, den højre er underernæret, hvilket betegnes som vantrivning.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 2.379 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?





Effektiv reklame - klik her