FAMILIE: Dipodidae. ORDEN: Rodentia. KLASSE: Mammalia.
Det dyregeografisk mest interessante af de danske pattedyr. En ganske lille gnaver, beslægtet med springmusene. På størrelse med dværgmusen, hoved og krop ca. 6 cm, hale 9 cm, vægt i reglen 6-7 g, men kan være omtrent det dobbelte, når dyret er fedt lige før vintersøvnen. Kendes på en sort rygstribe, der normalt udvider sig til en plet på baghovedet, samt den meget mere end kroplange hale (ca. 1½ gang hoved plus krop), i stærk modsætning til brandmusen, der også har rygstribe, men en kort hale, ca. ¾ af kroplængden. Desuden adskiller den sig fra alle ægte mus ved at overlæben ikke er kløvet i midtlinien. Oversidens bundfarve er brungul eller gulliggrå, undersiden lysere.
Den findes i Jylland, men spredt og sjældent, undtagen i Thy, hvor den kendes fra mange lokaliteter. Artens hovedudbredelse er i Sibiriens skovområde. I Tyskland, hvor birkemusen først i den seneste tid er konstateret enkelte steder, er den da også fundet i tæt underskov, f.eks. ved vandløb i skove (den kaldes her og i Rusland for skovbirkemus). Helt anderledes i Jylland og i Norge og Sverige. Her er den knyttet til ret åbent land, f.eks. med spredte birke. I Norge lever den i et fjeldområde fra nord for Trondheimsfjorden til de centrale fjelde ud for Sognefjorden og er truffet op til et godt stykke over skov: grænsen. Hertil svarer også et fund i de Østrigske Alper lige på skovgrænsen. I Sverige har den sin hovedudbredelse i det såkaldte Bergslagsområde mellem det sydlige Dalarne og Närke. På nær et enkelt fund på en lysning omgivet af skov, er der også her tale om ret åbne landskaper.
Det er nærliggende at tænke sig, at birkemusene her i Norden, ligesom i Østalperne og Karpaterne, er rester af en bestand, som har overlevet sidste istid i Europa og har bredt sig i hælene på den vigende is, medens de østtyske, skovboende birkemus er kommet østfra med den sammenhængende skov. Det ville forklare dens helt forskellige slags levesteder. Men først med en (endnu manglende) undersøgelse af, om der er raceforskelle mellem disse bestande indbyrdes, kan man komme spørgsmålet nærmere.
Birkemusen klatrer fortrinligt, idet den bruger halen som støtte og forankring. Den kan dog ikke hænge i halen. Den sover vintersøvn 6-8 måneder. Antagelig kan den kun få et kuld unger (ca. 6 unger) pr. sæson. Den har overvejende natlig aktivitet. Føden er dels bær og frø, dels mange insekter.
Endnu en art af slægten findes i Europa, nemlig steppe-birkemusen, Sicista subtilis, der fra de sydrussisk-østeuropæiske stepper når til Neusiedler-Søen i Østrig. Skønt det blev opdaget allerede 1913, at den er skarpt adskilt fra vor art, bl.a. ved parringsorganernes bygning, har sammenblanding af de to arter givet anledning til gisninger om vor birkemus som et levn fra en steppetid efter istiden. Birkemusene har af nogle zoologer været sammenfattet med de nordamerikanske hoppemus som en særlig familie, om end i nær tilknytning til springmusefamilien. Men den opfattelse, som forfægtes af bl.a. sovjetiske zoologer, at alle disse bør indbefattes i springmusefamilien; er vistnok rigtigere.
Et morsomt træk i springmuseadfærden er, at birkemusen, når den sidder med hævet forkrop, støtter på halen på nøjagtigt samme måde som springmusene gør.
.............................................................................................................