FAMILIE: Cuculidae. ORDEN: Cuculi. KLASSE: Aves.
Tre arter af gøge, slægten Crotophaga, som lever i lysninger og åbne områder i det tropiske lavland. i det sydøstlige USA, Central- og Sydamerika. De er af middelstørrelse og har for det meste sort fjerdragt, let skinnende med bronze, grønt eller blåt iblandet. Halen er lang og ser ud til at sidde løst på kroppen, hvorimod benene og vingerne er forholdsvis korte. Fuglene har ofte et ynkeligt og klodset udseende. Det mest iøjnefaldende træk er næbbet, som hos den almindelige ani, Crotophaga ani, er meget højt og sammentrykt. Set fra siden er det stort og krumt, forfra smalt og bladformet. Hos den grubenæbbede ani, C. sulcirostris, er det knap så højt og forsynet med flere langsgående riller på hver side. Hos den store ani, C. major, er den smalle, flade kant stærkt reduceret og begrænset til næbbets basis. Anier er meget selskabelige og holder sædvanligvis sammen og bevæger sig omkring i små grupper inden for et område. Grupper af almindelige anier forsvarer deres område mod ubudne gæster af deres egen art, men de to andre arter ser ud til at være mere tolerante. De søger i høj grad deres føde på jorden, hvor de løber, hopper og flakser omkring. Deres føde består af insekter, især græshopper, men også små firben og bær af forskellig slags. I landbrugsområder følger de det græssende kvæg for at fange de insekter, kvæget forstyrrer, og de springer også op for at tage blodmider på kreaturernes ben. Flyvningen er svag og langsom med basken, der skifter med vandret svæven. De mindre arter synes ret hjælpeløse i stærk blæst, men den store ani er en fin flyver. Når de opholder sig i træerne, sidder de med svingende og rystende hale, og når de hviler, klumper de sig sammen i en tæt gruppe. I sådanne situationer pudser de hyppigt hinandens fjer.
Anierne har forskellige umusikalske fløjt. Klynkende og jamrende, eller skrattende og klukkende hos den almindelige ani, og mere skingrende og skræppende hos den grubenæbbede ani, mens den store ani udstøder hæse strubelyde og boblende fløjt.
En gruppe anier bygger sædvanligvis rede i fællesskab, skønt et enkelt par til tider kan finde på at bygge for sig selv. Reden, der bygges i et træ, er skålformet og lavet af kviste, med en indre skål af finere materiale. Hvis flere fugle deltager, bliver hele konstruktionen meget omfangsrig. Grønne blade bruges som endelig beklædning, og både kviste og blade kan tilføjes under rugningen. Der ligger flere hunner i en rede. En enkelt fugl lægger fire eller fem æg, og man har fundet indtil 29 i en rede. I en sådan bunke æg udruges de underste ikke nok og klækkes derfor ikke. Æggene har blå skal, men den blå farve er dækket af et hvidt lag, som på steder er så tyndt, at et blåligt skær kan ses. Endvidere kan æggene blive ridsede under udrugningen. De adskillige hunner, som gruppen omfatter, er fælles om både udrugningen og plejen af ungerne.
.............................................................................................................