Logo

amøber

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Artikel billede

Amøbe set under mikroskop. Kernen er den store, mørke plet, de store lyse blærer er vakuoler, der undertiden står i forbindelse med det omgivende vand, desuden ses pseudopodier og mørke næringspartikler tydeligt.

ORDEN: Amoebida. KLASSE: Sarcodina. RÆKKE: Protozoa.

Encellede dyr, karakteriseret ved deres bevægelsesmåde, der foregår ved hjælp af pseudopodier. Amøben udsender en bred tunge af celles lim og flyder derefter ind i den, det der betegnes som amøboid bevægelse. Amøberrie har været kendt siden 1755, men der hersker en betydelig usikkerhed med hensyn til de forskellige medlemmers status inden for gruppen. Amøben, som Rosel von Rosenhof opdagede i 1755, var en stor ferskvandsform, som først blev kaldt »der kleine Proteus« og senere en mængde navne inklusive Chaos og Proteus. Hvilken organisme det end var, var det ikke den, vi kender i dag som Amoeba proteus, og som blev beskrevet i 1878. Problemet er, at der findes et antal store ferskvandsamøber, der afviger betydeligt fra hinanden, men disse forskelle havde man ikke erkendt for hundrede år siden. Ethvert historisk tilbageblik er sløret af forvirring, og det er bedst at begynde med situationen, som den er i dag. Den bedst kendte af de store ferskvandsamøber er Amoeba proteus, der er den protozo, man almindeligvis studerer i skolerne. Den er meget almindelig i Danmark. Amoeba proteus har en enkelt kerne, men der findes også et antal store amøber, som har talrige kerner, f.eks. Pelomyxa. Ud over disse store ferskvandsamøber findes der også et antal mindre amøber, som lever i damme og vandløb. Eksistensen af alle disse forskellige slags amøber har som nævnt medført en betydelig forvirring, idet dele af den ene forms livscyklus er blevet udlagt som tilhørende den anden.

Artikel billede

øverst: Cytoplasmastrøm anskueliggjort ved springvandsstrømmens bevægelsesteori. Nederst til venstre vises teorien, som antager, at cytoplasmaet trækker sig sammen og således trækker dyret fremad. Nederst til hejre: En molekyllinje, der skaber bevægelse, som roterer dyret frem.

En amøbe formerer sig ved deling i to lige store dele. Den begynder med at blive kugleformet, derefter deler kernen sig i to. De to halvdele af kernen bevæger sig bort fra hinanden, cellen deles derefter på midten, og der er nu to separate amøber med hver sin kerne. Denne proces, som kaldes tvedeling, foregår på mindre end end time.

Nogle amøber kan formere sig på en anden måde. Kernen opdeles i hundredvis af små kerner, og hver enkelt kerne bliver omgivet af en smule af celleslimet, cytoplasmaet, der udskiller en sej væg, alt sammen inden for den oprindelige celle. »Cysterne«, som de kaldes, kan overleve, selvom vandet, de lever i, udtørres. Cyster kan spredes af vinden eller føres med af dyrefødder for at oprette nye samfund. Større cyster dannes ofte, uden at formering foregår, hvorefter hele cellen omgiver sig med en tyk væg. Nogle amøber har også kønnet formering, men dette har man aldrig konstateret hos Amoeba proteus. Amoeba proteus lever enten på bunden af damme, i overfladehinden eller bevæger sig hen over blade og andre nedbrydningsstoffer. Det er en stor amøbe, der er over ½ mm lang og bevæger sig hjælp af et enkelt bredt pseudopodium. Dens bevægelse er retningsbestemt, og i bagenden er der et ujævnt område, hvor ekskretionsprodukterne ophobes. Når A. proteus bevæger sig, kan en ophøjet stribe ses i dens længderetning. Et eller andet sted i amøben findes en pladelignende kerne. Der er to slags cytoplasma. Størstedelen er kornet af udseende og kaldes endoplasma, mens der i spidsen af pseudopodierne og andre steder under amøbens overflade er et klarere lag, ektoplasma. Inden i cytoplasmaet findes der et hulrum, en vakuole, som kan trækkes sammen, et antal fødevakuoler og mange krystaller. Amøben ernærer sig ved fagocytose, dvs. den omgiver sin føde med pseudopodierne og sluger den. A. proteus' vigtigste føde er ciliater, flagellater og andre små organismer som f.eks. hjuldyr og alger. Under laboratorieforhold indtager A. proteus flydende fødestoffer ved en proces, der kaldes pinocytose, men det er sandsynligvis uden betydning for disse amøber s tilværelse. Da den lever i ferskvand, har A. proteus hele tiden det problem, hvordan den slipper af med det overskydende vand, som den indtager passivt ved osmose. Vandet samles i små vakuoler, som efterhånden sender deres indhold af sted til den sammentrækkelige vakuole, som udstøder vandet. Det er muligt, skønt usandsynligt, at den sammentrækkelige vakuole tager sig af ekskretionen af affalds produkter, men det er mere sandsynligt, at disse afgives over hele kroppens overflade.

Amoeba discoides ligner A. proteus meget, men er en smule mindre uden ophøjede striber. Amoeba dubia er den mindste af de tre og afviger fra dem, ved at amøben bevæger sig ved hjælp af flere pseudopodier på - samme tid. Disse forskelle er, selvom de er ubetydelige, store nok til, at eksperten kan skelne imellem disse amøber. Pelomyxa palustris er helt anderledes. Den varierer betydeligt i størrelse, fra 0,1-3 mm, og indeholder et stort antal kerner samt talrige fødevakuoler , der sædvanligvis er fyldt med alger. P. palustris bevæger sig ved hjælp af cytoplasmabølger i stedet for pseudopodier, som den kun sjældent danner. Den er ofte sort, men det er ikke en diagnostisk egenskab. En anden flerkernet amøbe, Pelomyxa carolinensis eller Chaos carolinensis, kæmpeamøben. måler indtil 5 mm i længden. Den bevæger sig ved hjælp af pseudopodier, der har ophøjede striber ligesom hos A. proteus, og denne lighed, som i virkeligheden er meget overfladisk, har bidraget meget til den forvirring, som hersker blandt dem, der studerer denne gruppe. Man kender intet til, at disse store ferskvandsamøber danner cyster, og alle beretninger om cystedannelser skyldes forveksling med andre amøber.

En helt separat gruppe af amøber benævnes under et Limax-amøber. De er meget små og bevæger sig ved hjælp af et enkelt pseudopodium. Alle disse amøber danner tykvæggede cyster. De findes i ferskvand og i jordbunden. Den bedst kendte Limax-arnøbe er Naegleria, der har et flagellatstadium i sin livscyklus. Når jordbunden er fugtig, lever den som amøbe; hvis jordbunden bliver oversvømmet, udvikler den to flageller og svømmer i vandet; og hvis jordbunden udtørres, trækkes flagellerne tilbage, og dyret danner en cyste. En anden slægt, Acantamoeba, en jordbundsamøbe. har vist sig at være sygdomsfremkaldende, hvis pattedyr indånder dem. Her er øjensynligt et tilfælde af tilfældig parasitisme.

De ægte parasitter tilhører familien Endamoebidae. Der findes et antal slægter og arter, der lever i indvoldene hos hvirvelløse dyr og hvirveldyr, hvor de sædvanligvis er uskadelige og danner cyster, som senere afgives til omgivelserne og nedsvælges af nye værtsdyr. Det vigtigste medlem af denne familie er Entamoeba histolytica, som forårsager amøbedysenteri hos mennesket.

Alle amøber bevæger sig ved hjælp af pseudopodier på en måde, der kaldes amøbebevægelse. skønt der er nogle få, som sjældent bruger denne måde (se Pelomyxa palustris, ovenfor). Denne bevægelsesmåde har været genstand for stor opmærksomhed, da den er fælles for mange celler, f.eks. de hvide blodlegemer og kræftceller. Amoeba proteus er blevet indgående studeret som model for cellebevægelighed, skønt det er blevet mere og mere klart, at der ikke findes en enkelt slags amøbebevægelse. Når A. proteus bevæger sig ved hjælp af et enkelt pseudopodium, kan den betragtes som et rør af cytoplasma, hvori den centrale del af cytoplasmaet er mere flydende end den ydre del. Den inderste del kaldes plasmasol Og den yderste plasmagel. Når A. proteus bevæger sig, klemmes det flydende plasmasol fremad og breder sig ud i forenden som et springvand. Dette er den såkaldte fontænezone. Her bliver det flydende plasmasol til mindre flydende plasmagel og strømmer bagud. I den bageste ende af amøben foregår det modsatte. Disse kendsgerninger accepteres af de fleste forskere på dette område, men det er stadig en gåde, hvorfra kraften til denne bevægelse kommer. Den ældste og populæreste teori hævder, at plasmasolet består af sammenfoldede molekyler, der retter sig ud i fontænezonen og foldes igen i arnebens bagende. Denne teori gør gældende, at bevægelseskraften kommer bagfra og driver plasmasolkernen fremad. Kritikere af teorien hævder, at en amøbe må arbejde fra forenden, og den vigtigste alternative teori hævder, at plasmasolet trækkes fremad af plasmagelets sammentrækning i forenden. Andre teorier omfatter muligheden af en forskydningsmekanisme, der får de inderste molekyler til at bevæge sig fremad langs kemiske baner som ved muskelsammentrækning. Ingen af teorierne har endnu vundet universel anerkendelse.

.............................................................................................................

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 2,9 (17 stemmer)
Siden er blevet set 3.437 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Rørsanger - Acrocephalus scirpaeusUdbredt i Mellemeuropa, herunder Danmark; østpå til Centralasien
• Skovskade - Garrulus glandariusUdbredt i hele Europa, i Asien indtil Kina og i Nordvestafrika. Især i løv- og blandskov...
• beira - Dorcatrogus megalotisEn art dværgantiloper, der lever i Somaliland

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os

Smæk insektet!