Logo

albatros

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

albatros

FAMILIE: Diomedeidae. ORDEN: Procellariae. KLASSE: Aves.

Sortbrynet albatros på reden. 14 arter af store, langvingede svævende havfugle, som omfatter familien Diomedeidae, en af familierne af stormfugle. De varierer i længde fra 17-135 cm, men de ser meget større ud, når de flyver, på grund af deres lange vinger. Den største af arterne, vandrealbatrossen, Diomedea exulans, har det største vingefang af nogen nulevende fugl, indtil 3,5 m. Vingerne er meget smalle i forhold til deres længde, og er aerodynamisk meget effektive, men de er vanskelige at slå med og kræver en forholdsvis stor flyvehastighed for at fungere effektivt. Albatrosserne findes derfor i særlig grad over de mest blæsende områder af havene og føler sig helt hjemme i »de brølende fyrrer«, som blæser næsten konstant fra vest til øst over de sydlige oceaner. Vindene var af stor betydning for sejlskibene på vej til og fra Australien, men har været af den samme eller større betydning for de sydlige albatrosser i meget længere tid. Med deres hjælp flyver albatrosserne jorden rundt med større lethed end nogen flyvemaskine.

albatros

Sortbrynet albatros i sin karakteristiske svæveflugt

albatros

Kortet viser retningen af de fremherskende vinde over de sydlige oceaner. Disse vinde udnyttes af albatrosserne.

albatros

Vandrealbatrossens vingefang sammenlignet med 1. kongeørn, 2. grågås og 3. en mand, der holder den mindste fugl, en kolibri, i sin hånd.

Ordet »albatros« er afledt af det spanske og portugisiske »alcatraz«, der i lang tid var benævnelse for store havfugle, især pelikaner, i Iberia og dele af Vestindien. »Alcatraz« synes videre at være kommet fra det arabiske »alcadous«, taget fra græsk for vandgryde eller -spand og refererer til pelikanens rummelige pose. Da portugisiske sømænd første gang krydsede Sydatlanten i det 15. århundrede, mødte de flokke af albatrosser for første gang og gav dem det samme navn, som de gav andre store havfugle. Ordet blev brugt lige så vilkårligt blandt de tidlige britiske søfarere, og . er blevet stavet på forskellige måder som alcatraze, algatross, albitross og albatros, idet man først for nylig besluttede sig for det nu almindeligt accepterede albatros.

albatros

Gråhovedet albatros, Diomedea chrysostoma

Albatrosser er kraftigt byggede med hvid eller brun fjerdragt, ofte med en mørkere brun farve på vingerne, ryggen og halen. Hovedet er stort og har et stærkt, kroget næb med næsebor igennem hornede rør som hos alle arter af stormfugl enes orden. Benene er korte, bagtåen er rudimentær eller mangler helt, og de andre tre tæer har svømmehud. Kønnene ligner hinanden, undtagen hos vandrende albatros, hvor hunnen har mørkere tegninger, mens den fuldvoksne han - det kan tage den 10 år at blive helt kønsmoden - er helt hvid med undtagelse af de sorte vingespidser. Der findes kun to almindeligt accepterede slægter af albatrosser: Diomedea med 12 arter og Phoebetria, de sodfarvede albatrosser, med to, som bl.a. afviger fra hinanden i halens længde. De fleste albatrosser lever over de sydlige oceaner, men Galåpagos-albatrossen, D. irrorata, yngler ved ækvator, og tre arter, nemlig den korthalede albatros, D. albatrus. Laysan-albatrossen, D. immutabilis, og den sortfodede albatros, D. nigripes, yngler på Øer i det nordlige Stillehav. Ellers viser albatrosser sig kun som løsgængere nord for ækvator. Albatrossernes meget lange vinger og korte ben gør dem ret klodsede på land. Hvis der ingen vind er, kan de ikke flyve. Hvis de prøver på at flyve ved små vindhastigheder, ellers hvis de forulempes, kaster albatrosserne i lighed med andre stormfugle undertiden deres maveolie op. Til andre tider, især på ynglepladserne, synes de at tage menneskers indtrængen med sindsro, selv når de dræbes i tusindvis. Af disse grunde og sandsynligvis også, fordi deres ansigts egenskaber giver udtryk for et noget fikseret, næsten menneskeligt »udtryk«, er albatrosserne længe blevet betragtet som temmelig dumme fugle. Således har søfolk givet et antal arter navnet »gooney«, der ligesom »gooner afledt af »goney«, det gamle engelske ord for en ret dum person. Andre arter kendes som »mollieseller »mollymawks« , der muligvis stammer fra det hollandske ord »rnallernok¤ en dum måge. En anden formodning om afledningen af »mollyrnawkog dets mange varianter er, at det kommer fra det hollandske »mallemugge«, de småbitte fluer, der sværmer rundt om tændte lamper. De enorme flokke af stormfugle mindede de hollandske hvalfangere om disse insekter, så de gav dem samme navn, og navnet blev overført til albatrosser. Men afledningen »dum mågeforekommer i det mindste rigtig, fordi albatrosserne i århundreder i havet omkring Japan har været kendt som »bakadorieller narrefugle.

albatros

Den svævende flugt af en albatros, der flyver med vinden.

albatros

Svævningen hjælpes også af opdriften, der skabes af bølgerne.

Albatrosser har tendens til at optræde i flok, og med undtagelse af Phoebetria ruger de i kolonier. Når de ikke opholder sig på ynglepladserne, tilbringer de den meste tid over det åbne hav, hvor de tilbagelægger enorme afstande under deres søgen efter føde. De indtager sædvanligvis føde, mens de sidder på vandet, men kan også samle føden op i flugten eller dykke fladt. De fanger de fleste slags havdyr, der forekommer i overfladen, og sætter pris på tiarmede blæksprutter. Hornskeden på albatrossernes næb, der er sammensat af separate hornplader, og især overnæbbets krumme spids egner sig glimrende til at gribe det glatte bytte. Albatrosserne har en meget alsidig smag og vides at have taget de fleste af de spiselige stoffer, som havet leverer, fra de geleagtige blærer af den portugisiske orlogsmand, med de lange vedhæng af sviende fangtråde, til de runde stykker af spæk og fiberagtigt materiale, der er skåret ud af sidefligene på hvalernes haler for at fastgøre bugserkæderne. De er især glade for fedt- eller olieholdig føde og har mange steder draget betydelig fordel af de enorme mængder af blod og affald, der i årenes løb er kommet fra hvalkogerierne.

albatros

Unge af en Laysan-albatros

Videnskabelige observationer af albatrossernes ædevaner lader formode, at de har en veludviklet lugtesans. Dette understøttes af den for en fugl store udvikling af lugteorganerne og de tilknyttede områder i hjernen, en udvikling, der deles af andre stormfugle og muligvis står i forbindelse med næseborenes rørform. Arterne af slægten Diomedea yngler i kolonier på mange hundrede eller tusinde individer, for det meste på afsides liggende oceanøer. Rederne varierer fra et simpelt hul skrabet i jorden, til en konisk høj, der er 30 cm eller mere i højden, og er lavet af grønsvær eller jord med en hulning i toppen og foret med fjer og græs. Der lægges et æg, som er hvidt og ofte med rødbrune pletter, især i den tykke ende. Kønnene deler udrugningen, der tager fra omkring 65 dage hos de mindre arter som Laysanalbatrossen og sortfodet albatros til 70-80 dage hos de større arter som vandrealbatrossen og kongealbatrossen, D. epomophora.

Albatrosserne har omstændelige parringslege, der omfatter indbyrdes bukken og basken med vingerne og, hos visse arter, en mangfoldighed af kaldelyde - skrig, støn, kvækken og skrydende lyde. Lyde frembringes også ved at klapre med næbbet. Fugle, der danner par, fortsætter med deres indbyrdes optræden under hele yngleperioden og pudser hyppigt hinandens fjer.

Alle albatrosser, undtagen Galápagos-albatrossen lægger æg mellem september og januar, det sydlige forår. Selv arterne i det nordlige Stillehav gør det, skønt uden påviselig grund, undtagen måske som en vane, de har beholdt efter deres stamfædre, idet disse arter sandsynligvis har deres oprindelse på den sydlige halvkugle. Da forholdene ikke har betinget en ændret yngletid, har de beholdt deres stamfædres rnønster. Det kan også tænkes, at sommertemperaturerne på de Øer, hvor de nu yngler, er for høje for dem. Galápagos-albatrossen, der har navn efter sit levested, Galápagosøerne, og er den eneste helt tropiske art, lægger æg i maj og juni. Måske knytter dette sig til den relative rigelighed af føde på den tid af året. Den har, i lighed med Galåpagospingvinen, sandsynligvis kun været i stand til at kolonisere øhavet i kraft af den kolde Humboldtstrøm, der går op langs Sydamerikas vestkyst og ud imod Galápagosøerne, idet den. frembringer en grænse linie af koldt og varmt vand nær ved Øerne, hvor der er stor produktion af plankton og derfor af fisk. Galápagosalbatrossen synes at flyve sydpå for at søge føde i dette område. Albatrossernes yngleperiode er meget lang, så lang at de større arter ikke kan yngle hvert år. Tiden, fra ægget klækkes, til ungen flyver første gang, er hos de mindre arter 21;2-3 måneder, men hos de store arter er den helt op til 8-9 måneder. F.eks. har man observeret, at kongealbatrossen kræver en periode på 243 dage for at være flyvefærdig. Begge forældre mader regelmæssigt ungen med opgylpet føde i den første uges tid, senere ikke slet så hyppigt, idet de derefter overlader dem til sig selv længere og længere ad gangen. Således har man observeret en mærket vandrealbatros som man vidste stadig madede sin unge, så langt væk som 4200 km fra reden. Sådan en afstand er ikke lang for en albatros, og det er sandsynligvis ikke et isoleret eksempel. Ligesom andre store, længelevende fugle lægger albatrosser kun et æg pr. sæson, og de har udsigt til et langt liv, når først den sårbare periode, indtil de er flyvefærdige, er overstået. Dette genspejles i den åbenbare villighed, hvormed de voksne rejser over lange afstande, mens deres unger stadig ligger i reden. De må have en høj sandsynlighed for at vende tilbage, da en albatrosunge med kun en af forældrene i live sandsynligvis ville sulte ihjel.

Den største fare, albatrosungen står overfor, er storkjovernes efterstræbelse, mens forældrene er borte. Dette er en almindelig risiko i havfuglekolonier og volder sædvanligvis ikke overdreven skade, skønt man ved, at storkjover og kæmpestormfugle i 1895 dræbte 95 ud af 100 unger af vandrealbatrossen på Goughøen i Sydatlanten. Imidlertid var dette sandsynligvis en undtagelse.

Den vandrende albatros begynder at lægge æg i slutningen af december, men nogle individer lægger ikke deres æg før i februar. Efter udrugningen vokser ungerne meget hurtigt, idet deres vægt tiltager med indtil 100 gram om dagen, og i løbet af omkring seks uger vejer de det samme som forældrene. De lades ofte alene i længere og længere perioder under den sydlige vinter, og omkring oktober begynder de at bevæge sig omkring i kolonien og prøver vingerne. Ungerne må så give plads til et nyt kuld, men bliver i nærheden af kolonien i nogen tid, mens de udvikler deres selvstændighed og flyveevner. Når den tid kommer, da ungerne er store nok til at klare sig selv, er det forår igen og for sent for forældrene at yngle. Derfor forlader de kolonien indtil det følgende forår, og således lægger den vandrende albatros kun æg hvert andet år, idet en halvdel af bestanden skiftevis yngler hvert år.

albatros

Vandrealbatros på ynglepladsen

albatros

To vandrealbatrosser »næbbes«, som led i deres parringsleg.

albatros

Vandrealbatrossen i færd med at gå på reden. Man ser dens enlige æg.

De to arter af Phoebetria, den sodfarvede albatros, P. fuscá, og den antarktiske sodfarvede albatros, P. palpebrata, yngler også på oceanøerne, men ikke i store kolonier. De findes især på de tempererede subantarktiske breddegrader i Sydatlanten og Det indiske Ocean. Deres reder er godt 15 cm i højden og af form som en keglestub med en fordybning i toppen. Alligevel når den udvoksede unge uden for redens kanter. I modsætning til andre albatrosser bygger Phoebetriaarterne deres reder på utilgængelige klippeafsatser, og viser et af de få eksempler hos albatrosser på en adfærdsændring forårsaget af menneskets forstyrrelse.

Phoebetria-albatrosserne kan skelnes fra Diomedea-albatrosserne på deres næsten ensfarvede mørke fjerdragt, en ufuldstændig hvid øjenring og på deres særdeles smalle vinger samt den forlængede hale, der allerede er omtalt. Deres almindelige dimensioner bidrager til et enestående herredømme i luften, og som R. C. Murphy siger i sit klassiske tobinds værk, Oceanic Birds af South America: »I en familie af uforlignelige flyvere indtager de sodfarvede albatrosser den højeste udmærkelses tinder«. Den store ornitolog Gould lagde også mærke til, hvorledes deres graciøse bygning bidrog til deres flyvnings ynde. De to arter har samme størrelse og udseende og har samme flyveevner, idet de manøvrerer bedre og almindeligvis er lettere på vingerne end de andre albatrosser. De holder sig svævende over skibe meget hyppigere end andre arter, og af og til flyver de endda imellem masterne.

De sodfarvede albatrossers enestående flyveegenskaber står uden tvivl delvis i forbindelse med deres brug af utilgængelige ynglepladser. Deres reder ligger hyppigt på klippeafsatser ud til havet og med et brat fald ned til dette. Ikke blot er ungen nødt til at være nært knyttet til reden i de lange uger, dens udvikling varer, men den skal også, når den tid kommer, være i stand til at hæve sig op i luften, uden den lange øvelse, som Diomedea-arten får. Dette gælder især den antarktiske sodfarvede albatros.

De fleste albatrosarter er trækfugle, idet de flyver over hele Stillehavet og de sydlige oceaner, mens de i det store og hele følger passatvindene, når de ikke yngler. Af navigationshensyn kunne de gøre brug af fremherskende vinde, men det synes, som om i hvert fald ynglefuglen i lighed med andre fugle besidder en veludviklet evne til at styre efter solen og stjernerne uafhængig af jordens overflade. Som eksempel kan det nævnes, at en Laysan-albatros, der som et forsøg blev bragt omkring 6000 km bort fra sin rede, vendte tilbage i løbet af 32 dage.

Hvorledes albatrosserne anvender vinden under flugten.

Det er tydeligt, at det, der gør albatrosserne enestående blandt fugle, endog blandt havfugle, er deres evne til vedvarende sejlende, svævende flyvning. Denne er afhængig af høj flyvehastighed og er en af de vigtigste grunde til, at albatrosserne findes i de mest blæsende havområder. Albatrossernes vinger har det højeste sideforhold (forholdet imellem længde og bredde), som findes hos fugle, fra 20 til 25 sammenlignet med omkring 5 for hønsefugle så som fasaner. Det er denne form, som i særlig grad er egnet til svævning, idet luftmodstanden er omvendt proportional med sideforholdet. Albatrossen er i virkeligheden på en beundringsværdig måde indrettet til »dynamisk stigning«, en flyvemetode, der gør brug af hastighedsforskellen imellem vinde ved havets overflade og de vinde, der forekommer i en vis højde over overfladen, normalt indtil 15 m. Vinden har sædvanligvis den samme retning i forskellige højder, men nær havoverfladen nedsættes dens hastighed på grund af friktion. Albatrossen drager fordel heraf ved at svæve med vinden i en vinkel, idet den vinder fart i forhold til havets overflade. Lige før den rammer vandet, foretager albatrossen en drejning, idet den undertiden rammer vandet med en vingespids. Fremdriften i dens flugt med vinden bærer albatrossen oppe, men den føres op til sit normale 15 m niveau af den opdrift, den modtager af vindens voksende hastighed. På denne måde kan albatrossen flyve adskillige kilometer ved en række svævninger og stigninger uden et eneste vingeslag. Den kan også svæve langs bølgedalene, idet den tager de opadgående vinde fra bølgekammene til hjælp. Vingens form og forholdsvis lille areal resulterer i, at andre albatrosser end Phoebetria ikke har særlig stor styreevne, kun lige nok til normalt behov. I stille vejr må albatrosser blive på jorden, men da de kun trues af få rovdyr, er dette uden betydning.

Albatrosser kontra flyvepladser.

Albatrosserne som gruppe har i årenes løb lidt betydeligt under menneskers virksomhed, især i det 19. og 20. århundrede. Fra tidernes morgen har mennesket brugt fuglen som føde, idet både kødet og æggene er velsmagende. Men de synes ikke at have været udsat for masseudryddelse i tidlig tid, sådan som pingviner og andre var det. Og der udviklede sig endog et par mindre tabuer mod at dræbe dem, som anført i Coleridge's Ancient Mariner, der er skrevet på Wordsworths forslag, efter at han i en bog om opdagelsesrejser havde læst en beretning om følgerne af at dræbe en albatros. Selv i vore dage nærer mange søfolk uvilje mod at dræbe en albatros.

Albatrossernes alvorlige lidelser begyndte i den sidste del af det 19. århundrede, da deres fjer blev meget efterspurgte til modevarer og sengeudstyr. Det gik værst ud over de tre arter i det nordlige Stillehav, og mange nationaliteter deltog i udryddelsen, deriblandt amerikanere og canadiere samt især japanere. Den korthalede albatros, som i grunden hører til i det vestlige Stillehav, led særlig meget og blev næsten fuldstændig udryddet, hvorefter vulkanudbrud udtyndede den sidste bestående koloni på Torishima i 1939 og 1941. Siden da har beskyttelsen fra den japanske regerings side imidlertid væ

ret effektiv, og de fugle, som har været til havs under udbruddene, har grundlagt kolonien igen.

De to andre Stillehavsarter gik det også hårdt ud over, men deres antal var større, og beskyttelse blev iværksat tidligere. Den største albatroskoloni lå på Laysanøen, nogle tusinde kilometer vest for Hawaii, og her var udryddelsen så enorm og så udbredt, at præsident Theodore Roosevelt i 1909 fik udlagt Laysanøen og andre af Leeward Islands som dyrereservater. Alligevel var en formindskelse af efterspørgslen efter fjerene og en voksende offentlig uvilje mod disse drab nødvendig, før nedgangen i bestanden kunne komme under kontrol. Den anden verdenskrig blev en alvorlig trussel for mange albatrossamfund i Stillehavet. Fuglene blev dræbt i hundredtusindvis som en bivirkning af den normale krigsførelse, og i det mindste på en ø spiste den sultende japanske garnison hele kolonien.

Forholdet imellem Laysan-albatrosserne og mennesket på Midway-lagunerevet har været en broget historie. I 1935 oprettedes en mellemlandingsstation på Midway for' fly, der krydsede Stillehavet. I begyndelsen levede både fugle og mennesker ret godt i hinandens selskab, men under krigen og siden er brugen af startbaner vokset betydeligt, og fuglene er blevet en fare - især for jetfly, idet en fugl kan ødelægge en jetmotor totalt, hvis den bliver suget ind i den. Desværre blev startbanerne anlagt hen over albatrossernes traditionelle ynglepladser , og det er meget vanskeligt at ændre disse fugles grundvaner. På et tidspunkt blev det foreslået, at hele bestanden af albatrosser på Midway skulle udryddes, men det ville have betydet en udryddelse af en tredjedel af verdens bestand af Laysan-albatrosser (den samlede bestand er på omkring halvanden million). Denne handling blev heldigvis aldrig udført. Imidlertid har visse forsøg med fødselskontrol resulteret i ødelæggelse af mange tusinde fugle, men meget få fly, om nogen i det hele taget, er gået tabt på grund af fugleangreb.

Omtrent halvdelen af Sand Island's overflade i Midway-lagunerevet er blevet dækket med en metal brolægning, som flyene kan lande på, og for at udrydde albatrossernes ynglepladser. I forbindelse med denne brolægning er Øens overflade blevet planeret af bulldozere, og meget af vegetationen er blevet fjernet. Ud over afskaffelsen af ynglepladserne har forsøgene på fødselskontrol medført ødelæggelse af alle albatrosser inden for et område på mindst 250 m fra midten af operationsstartbanerne. I 1959-1960 var kontroludryddeisen omkring 15% af den ynglende bestand, i alt omkring 34.500 par. Men procentdelen af ynglende fugle, der blev udryddet, giver ikke et komplet billede af virkningen på kolonien, idet man har opdaget, at fugle, der har

44

mistet magen, efter al sandsynlighed ikke bygger rede året efter. Desuden ved man ikke, hvor mange eventuelle ynglefugle der er gået tabt som fostre eller unger, men det samlede antal må nødvendigvis være mindst flere hundrede tusinde.

Desværre synes en af grundene til planeringen af startbanearealerne på Sand Island, nemlig afskaffelsen af opdriftsforholdene, som fuglene benyttede sig af, ikke at have været den rigtige løsning på problemet med fuglenes trafik tværs over startbanerne, idet albatrosserne vedbliver at krydse banerne, men nu i en lavere, farligere højde. Det ville være en bedre løsning af fremme vegetationen, ikke mindst træbevoksningen, så nær på startbanerne som muligt, idet man så vil være i stand til at holde fuglene over flyenes startog landingsniveau. Denne løsning ville også være meget at foretrække ud fra et almindeligt økologisk synspunkt.

Det er tydeligvis meget vanskeligt for albatrosser og fly at anvende det samme terræn uden betydeligt besvær for den ene eller anden part eller for dem begge. Et eksempel herpå er situationen på den anden Midwayø, Eastern Island, hvor en sand skov af kabler, der afstiver radiornaster , kan afskaffe helt op til en sjettedel af verdens bestand af Laysan-albatrosser. Iyngleperioden 1964-{i5 var den samlede bestand af denne art under 30.000 par på Eastern Island. Antallet af

albatrosser, som blev dræbt ved at flyve ind i kabler imellem den 15. november 1964 og den 22. maj 1965, var omkring 3.000. Som vi ved, er albatrosser ikke videre manøvredygtige, og deres flyvning afhænger af vindene. Under visse forhold kan de ikke undgå at flyve igennem området med radiomasterne, med døden som det sandsynlige resultat. Efter et uvejr, hvis retning tvinger fuglene til at flyve igennem masteområdet, ligger i hundredvis af døde albatrosser spredt på jorden. De sodfarvede terner, Sterna fuscata, dør ligeledes i tusindvis. Radiornaster er ikke de eneste farer, som havfugle udsættes for fra menneskenes side. Millioner af fugle fra hundredvis af arter dør ved verdens fyrtårne hvert år, når de støder ind i dem på deres nattetræk, blændet af lyset. Men problemet med kablerne til Midways radiornaster synes at være nemmere at løse end problemet med dødsfaldene ved fyrtårnene. Uheldigvis repræsenterer bureaukrati ofte en form for usaglighed. Vi kan mærke os denne kommentar fra professor H.1. Fisher, den fremragende amerikanske biolog, der har foretaget et indgående studium af Midway-albatrossernes problem: »En anmodning om at sætte vimpler på en enkelt gruppe barduner som en prøve installation for at kontrollere deres effektivitet blev afslået. Ingeniørerne mente, at smalle strimler af tynd plastik ville yde for stor modstand mod kraftige vinde og kunne få et kabel til at briste. Det kunne imidlertid se ud, som om vimplernes virkning ville være betydelig mindre end slaget fra en albatros på 3 kg, når den støder ind i et kabel med en fart af 90 km i timen. Og ingen af de tusinder af fugle, der er fløjet ind i kablerne, har nogen sinde knækket et af dem. Historien om Laysan-albatrosserne på Midway-lagunerevet illustrerer naturfredningens vanskeligheder og indviklede forhold i den moderne verden.

Skønt der til stadighed er millioner af albatrosser i det nordlige Stillehav, trænger meget få af dem frem til Nordatlanten, og ingen af dem yngler der. Sådan har det ikke altid været, idet man har fundet en forstenet albatros, D. anglica, både i England og det Østlige Nordamerika. Dette fund fordunkles kun af Gigantornis fra Nigerias eocæntid, en mulig albatros, hvis brystben var dobbelt så stort som hos den største nulevende albatros. Det kunne se ud, som om albatrosserne engang var i stand til at flyve nordpå fra de sydlige oceaner, næsten lige så nemt til Nordatlanten som til det nordlige Stillehav, men i dag udgør det vindstille ækvatoriale kalmebælte en effektiv barriere. Der rapporteres kun 2 eller 3 fugle om året på den østatlantiske kyst, men i det mindste er de nu velkomne og forfølges ikke som i den historiske tid. Et berømt eksempel er den sortbrynede albatros, D. melanophrys, der besøgte sulekolonien på Myggenæs på Færøerne fra 1860 til 1894, da den blev dræbt. Et andet individ af den samme art har boet i sulekolonien på Bass Rock ud for Østskotland i somrene 1967, 1968 og 1969. Med yderligere beskyttelse kan albatrosserne slå sig ned i Nordatlanten igen.

En yderligere egenskab hos albatrosserne, som skal nævnes, er deres vane med, i lighed med andre stormfugl e, at kaste det olieagtige mave indhold op, når de forulempes, især mens de er unge. De fleste, om ikke alle albatrosarter har denne vane, som sandsynligvis stammer fra de almindelige alarmreaktioner hos hvirveldyr, som tømmer maven i nødstilfælde. Dette nedsætter antagelig dyrets vægt og fremmer således flugten. Hos albatrosserne er det olieagtige maveindhold særlig ubehageligt for de fleste andre dyr, og da det kan stødes ud med kraft og ret nøjagtigt, udgør det et effektivt, afskrækkende middel over for ubudne gæster.

.............................................................................................................

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,8 (76 stemmer)
Siden er blevet set 19.462 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• bidevindsejler - VelellaEn slags gople, der hører til gruppen rørgopler. De lever i de varmere dele af oceanerne...
• Tornskade stor - Lanius excubitorVidt udbredt i Europa, Asien, Nordamerika og Nordafrika
• birkemus - Sicista betulinaDet dyregeografisk mest interessante af de danske pattedyr. En ganske lille gnaver,...
• Vipstjært Hvid - Motacilla albaVidt udbredt i hele Europa, Asien og Afrika

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.
495004-02-2015 17:01:26 Vagn Olsen
har hørt den kan komme op i 10 km højde,kandet passe
495116-01-2015 13:32:07 Cornelius krüger
Mange tak. Det har hjulpet mig meget her i skolen :) Denne webside kan godt anbefales
495204-03-2014 10:28:16 bent madsen
jeg begyndte at sejle i 50 og dengang talte man om at albratros ikke leve niod ækvator er der noget om snakken..
495319-04-2013 20:09:51 Hanne Meyer
Spændende, informativ side. Mangler dog lige svar på, hvorfor de stakkels albatrosser spiser plastik og andet affald. jvf. youtube klippet fra Midway.
495418-02-2013 14:38:35 JegErSejEllerErJeg
Altså man fik meget viden men kunne man måske gøre det lidt kortere? Bare konstruktiv kritik ;-D

Fortæl dine venner om os

Smæk insektet!