Logo

alarmeringsadfærd og farereaktioner

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Artikel billede

Denne adfærd afhænger ofte af dyrets erfaringer. Et ungt dyr søger ofte dækning ved kraftig støj, eller hvis det ser en genstand bevæge sig på en uvant måde. Hvis disse fænomener ikke ledsages af noget ubehageligt for dyret, bliver det gradvis vænnet til dem, (se tilvænning) og holder op med at reagere. Fugle bliver vant til et fugleskræmsel, men enhver ny påvirkning, som f.eks. en forandring af fugleskræmslets plads, vækker deres reaktion. Modsat er der bevis for, at unge fugle er nødt til at lære, hvilke andre dyr de skal tage sig i agt for.

Tilvænning kan foregå med forskellig hastighed ved forskellige påvirkninger.

Artikel billede

Påfugleøje Smerinthus ocellatus, der sidder stille (Øverst) viser kun kryptisk mønstrede vinger. Hvis den opskræmmes (herover), skiller den bagvingerne og afslører et par truende »øjne«, som har tilstrækkelig virkning til at skræmme en fugl bort.

F.eks. vil børsteormen Branchiomma, som bor i rør, trække sig tilbage i røret, når lysstyrken oven over det reduceres. Skønt tilvænning til en sådan aftagen foregår hurtigt, foregår tilvænning til skygger meget langsomt. Skygger kunne svare til stimuli fra mulige rovfisk;, og derfor er reaktionen beskyttelse i form af flugt fra eventuel fare. Ikke desto mindre finder der selv her en sondring sted. Børsteormen trækker sig kun tilbage i sit rør, hvis skyggen bevæger sig hen over den med en vis hastighed. Skygger, der bevæger sig med andre hastigheder, fremkalder ikke denne beskyttelsesreaktion. - Og denne adfærd svækkes ikke ved gentagelse. Således udvælges en særlig gruppe af påvirkninger, som kunne stamme fra en fisk, der lever af disse orme, som permanent farereaktion.

Reaktionen på fare varierer stærkt hos dyr. Børsteormen trækker sig tilbage i sit rør, idet den således beskytter hovedets tentakler, som en fisk kunne bide af. Kemiske stimuli fra en søstjerne får en kammusling til at svømme bort, idet skallerne lukkes med en sådan kraft, at vandet sprøjtes ud på hver side af hængslet og skaber en jetfremdrift. Natsommerfugle jages af flagermus, der bruger deres ekkolodningssystem til sporing af dem. En flagermus udsender en serie af meget høje pibetoner og lokaliserer insektet ved hjælp af ekkoet fra disse pibelyde, når de kastes tilbage fra dets krop. Men disse natsommerfugle kan opfatte lyden af denne piben, og når de gør det, reagerer de ofte ved at flagre ned til jorden. De reagerer på denne måde på båndoptagelser af flagermusenes piben såvel som på piben fra virkelige flagermus. (Nærmere beskrevet under adfærdsfysiologi.) Reaktion på fare vil ofte være' fuldstændig ubevægelighed. da rovdyr meget hyppigt kun kan finde deres bytte, når det bevæger sig. Når ubevægelighed kombineres med beskyttelsesfarver, forøges camouflagens virkning betydeligt.

En særlig slags reaktion over for fare er afledningsmanøvrer. En tiarmet blæksprutte udsender en blæksky, når den opskræmmes. Denne handling forklaredes engang som et røgdække, som blæksprutten kunne bruge til at undslippe bagved, men det forekommer sandsynligt, at den meget iøjnefaldende blækmasse i virkeligheden afleder rovdyrets angreb ved at tiltrække dets opmærksomhed, mens blæksprutten undslipper. Afledningsmanøvrer er særlig veludviklede hos fugle, især mens de ruger eller har unger. Deres opførsel former sig sædvanligvis som en overdrevent iøjnefaldende optræden af den voksne, som afleder rovdyrets opmærksomhed fra de forholdsvis lidet iøjnefaldende unger, der enten ligger stille eller farer i skjul. Det ser ud som om den er kommet til skade, idet den udfører usædvanlige og tydeligt ikke-koordinerede handlinger, som bevirker, at angriberen får øje på den. En amerikansk naturforsker, A. A.

Saunders, opholdt sig ved bredden af en sø, da han fik øje på en brudeand med ni unger ude på søen. En høg slog ned for at angribe dem. Ællingerne svømmede hurtigt bort i alle retninger, men moderen strakte halsen frem, lagde sig over på den ene side, baskede med en vinge i luften og svømmede i rundkreds, som om den var kommet til skade. Høgen vendte og dykkede igen i retning af anden, men kolliderede med nogle buske, som det lige netop var lykkedes anden at nå hen til. Høgen flaksede bort og slog sig ned i et træ nærved. Da anden igen kom til syne, angreb høgen atter, men uden held. Selv da to af ællingerne forlod deres skjul og jog hen over åbent vand, tog høgen ikke notits af dem, så optaget var den af moderen. Til sidst fløj den væk, og anden kunne atter samle sit kuld omkring sig. Et opskræmt dyrs adfærd kan tjene som advarsel for andre, som da søger skjul. Den hvide hale hos en kanin, der er skræmt, bliver til et iøjnefaldende, bevægeligt signal, og andre kaniner, som ser den, er på deres post. Undertiden stamper en kanin i jorden med bagbenene, når den opskræmmes ved synet af en ubuden gæst. Alle kaniner inden for hørevidde reagerer ved at fare i skjul. Mange fugle har særlige kald, som advarer ikke blot medlemmer af deres egen art, men også andre om overhængende fare. En strejfende kat skræmmer en solsort op, som så skælder ud på katten. Alle fugle i nærheden letter, hvilket er den sikreste måde til at slippe væk fra et rovdyr på jorden. Den samme solsort reagerer over for en høg ved at udstøde en pibende lyd. De andre fugle reagerer ved at søge beskyttelse mod angreb fra luften. Bogfinkens alarmeringskald viser mange af denne pibelyds egenskaber. Det består i hovedsagen af en tone, til forskel fra andre af artens kald, og denne tone har et svingningstal, som synes at gøre det yderst vanskeligt at afgøre hvorfra lyden kommer. Så mens alle andre lyde ville have ført rovdyret til fuglen, der udstøder alarmeringslyden, har angriberen det største besvær med at lokalisere fuglen, der udstøder en høj pibetone.

På denne måde ofrer fuglen; der giver alarmeringen, ikke sig selv for de andre. Alarmeringskald er særligt interessante eksempler på kommunikation, da de udgør signaler, som ikke er begrænset til en art med hensyn til forståelse. Alle spurvefugle i området vil reagere på bogfinkens advarselslyde såvel som på solsortens, og selv kaniner lærer dem at kende og farer i skjul.

Kemiske stoffer alarmerer nogle dyr på næsten samme måde, som lyde alarmerer fuglene. En elritse, der angribes af en gedde, afgiver et stof i vandet fra den sårede hud. Dette får andre elritser til at svømme bort. Det påvirker også nogle få beslægtede arter, men det har ikke den samme universalvirkning som en sangfugls alarmeringslyd. Duftstoffer, der alarmerer andre, udsendes af myrer fra forskellige kirtler, afhængigt af arten. Hos Pogonomyrmex er stoffet virkningsfuldt over en afstand på 3-5 cm. Andre myrer nærmer sig, hvis det forekommer i lave koncentrationer, men trækker sig tilbage fra stedet, når duftstoffets koncentration er høj.

Artikel billede

Opskræmmes en knæler vil den indtage denne groteske stilling, beregnet på at skræmme rovdyr.

Artikel billede

En knæler i sin vanlige afslappede stilling.

Artikel billede

Artikel billede

Præriehunde, der søger føde, har vagtposter siddende på kraterkanterne. Ser de en prærieulv, sender deres skrig alle ned i hullerne.

.............................................................................................................

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 2.942 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Murløber - Tichodroma murariaI Syd- og Mellemeuropas bjerge, især Alperne og Pyrenæerne; ikke i Danmark. Mod øst fra...
• astrilderDet almindelige navn for fuglefamilien Estrildidae, der omfatter pragtfinker, græsfinker,...
• Regnspove Stor - Numenius arquataI Europa med undtagelse af det sydligste, på Island, østpå til Vestsibirien. Overvintrer i...
• ayu - Plecoglossus altivelisAyu er en ejendommelig lakselignende fisk, der lever i Japan. De fleste af laksefiskene...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os

Smæk insektet!