Logo

aber - Anthropoidea

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

Bavianhun i færd med at pusle sin lille unge.

 

En underorden af primater, de såkaldte »højere primater«: aber, menneskeaber og mennesket. De adskiller sig fra halvaberne (de lavere primater) ved deres reducerede lugtesystem og kortere snude, i det mindste hos de fleste former, deres større hjerne og større intelligens, fremadvendte øjenhuler, som giver stereoskopisk, tredimensionalt syn, og større manuelle færdighed. I stedet for den fugtige, nøgne mule med overlæben forbundet til gummen en tilpasning for lugtesansen, der forekommer hos halvaber som hos mange andre pattedyr - har aberne behåret næse og fri overlæbe, således at lugtesansens udbygning er gået tabt og erstattet af en langt større bevægelighed af ansigtet: kommunikation ved hjælp af ansigtsmimik er højt udviklet hos aberne.

Spøgelsesaben er den eneste halvabe, der har en lignende mule, og kan være nært beslægtet med abernes stamfader. Aberne udgør en meget uensartet gruppe, der ud over mennesket og menneskeaberne omfatter nogle meget forskellige dyr, der alle sammen populært sammenfattes som »aber«. De klassificeres på følgende måde:

Infraorden 1: Platyrrhini (vestaber)

Familie: Callitrichidae (egernaber)

Slægter:

Callimico - Goeldis egernaber

Saguinus - Tamariner (egernaber)

Leontideus – Gyldne egernaber

Callithrix – Alm. egernaber

Cebuella - Dværgegernaber

____________________________

Familie: Cebidae

Underfamilie: Cebinae (sapajuer)

Slægter:

Callicebus - Springaber

Pithecia - Rævehaleaber

Cacajao - Uakarier

Cebus - Capucineraber

____________________________

Underfamilie: Aotinae

Slægter:

Aotus - Nataber

Saimiri – Dødningehoved aber

____________________________

Underfamilie: Atelinae

Slægter:

Alouatta - Brøleaber

Lagothrix - Uldaber

Ateles - Edderkopaber

____________________________

Infraorden 2: Catarrhini (østaber)

Overfamilie A: Cercopithecoidea (hundeaber )

Familie: Cercopithecidae

Underfamilie: Cercopithecinae

Slægter:

Cercopithecus - Marekatte

Erythrocebus - Husaraber

Macaca - Makakaber

Theropithecus - Geladaer

Cercocebus - Mangabeyer

Papio - Bavianer

____________________________

Underfamilie: Colobinae (slankaber)

Slægter:

Colobus - Guerezaer

Presbytis - Hulmaner

Pygathrix - Kostumeabe m.fl.

Nasalis - Næseaber

____________________________

Overfamilie B: Hominoidea

Familie: Pongidae

Slægter:

Hylobates – Gibbonaber

Pongo – Orangutanger

Pan - Gorillaer og chimpanser

____________________________

Familie: Hominidae

Slægt:

Homo - Mennesket

____________________________

Forskellene imellem vestaber og østaber synes at være ret hårfine og betydningsløse, men da de altid synes at forekomme, må de alligevel være af stor betydning. Det er umuligt at påvise, at noget fossil, der kan klassificeres som hidrørende fra aberne, er deres fælles stamfader, og sandsynligheden taler for, at de to infraordener af aberne udviklede sig seperat fra halvabefamilien Omomyidae i eocæn- og oligocæntiden. Alle vestaber har tre præmolarer (»uægte kindtænder«, der skiftes) på hver side af hver kæbe således, at den almindelige tandformel er:

2. 1. 3. 3.

2. 1. 3. 3.

(nogle vestaber har imidlertid kun to ægte kindtænder i stedet for tre).

Østaber har kun to uægte kindtænder (forkindtænder), og tandformlen er derfor:

2. 1. 2. 3.

2. 1. 2. 3.

Tendensen hos Østaber er store, krumme hjørnetænder hos hannerne, men små hjørnetænder hos hunnerne (mennesket og gibbonaberne er undtagelser herfra).

Vestaber har ret korte hjørnetænder hos begge køn.

Hos Platyrrhini (vestaber), der betyder fladnæset, er næsens skillevæg meget bred, med næseborene vidt adskilt. Hos Catarrhini (østaber), der betyder »med nedadvendt næse«, er skillevæggen smal, og næseborene vender fremad og nedad. Dette er en af de få måder, hvorpå man ved et enkelt blik kan skelne imellem de to grupper på grundlag af udseende.

Tommelfingeren hos vestaberne er ikke særligt bevægelig, og sidder på linie med de andre fingre. Når en genstand samles op, holdes den lige så gerne imellem fingrene og håndfladen eller imellem anden og tredje finger som imellem tommel- og pegefinger. Hos østaberne er tommelfingeren bevægelig og kan i det mindste delvis modstilles, og genstande kan ofte samles op med betydelig behændighed.

Alle aber har en menstruel cyklus med månedlig blødning, men hos østaberne er blødningen meget mere udpræget, og hunnerne gennemgår også cykliske forandringer af huden omkring kønsåbningen, undertiden svulmer huden op og fyldes med en vandlignende væske. Omomyidaefamilien opstod i eocæntiden og bredte sig hurtigt, således at dens område strakte sig tværs over Eurasien og Nordamerika. Den overlevede i Nordamerika indtil miocæntiden, hvor den sidste kendte repræsentant, den højt udviklede Ekgmowechashala, kulminerede. Imidlertid fandtes der allerede i oligocæntiden meget avancerede former, som f.eks. Rooneyia fra Texas. Ved slutningen af den øvre oligocæn havde Omomyidae bredt sig til Sydamerika, som i en forholdsvis kort periode var forbundet med Nordamerika, før det endelig blev afskåret derfra indtil pleistocæntiden. Allerede dengang foregik der en tilpasningsudstråling af former. Slægten Dolichocebus fra den øvre oligocæntid, den første slægt af vestaber, er genkendeligt en egernabe. I miocæntiden opstod stamfædrene til de tre Cebidaeunderfamilier. De eneste væsentlige forandringer, der kræves for at forvandle en nordamerikansk omomyid fra den tidligere eller mellemste oligocæntid til en vestabe, er en forstørrelse af hjernekassen og en formindskelse af ansigtets skelet og kæberne. Den kendsgerning, at hovedgrupperne allerede var til stede i miocæntiden, viser, hvor udprægede og gamle vestabernes hovedgrupper er. Det tyder også på, at vestaberne, da de kom til Sydamerika, hurtigt forgrenede sig således, at de udfyldte tomme pladser. Blandt de levende platyrrhiner er familien Callitrichidae på mange måder den mest primitive, med mange følehår (vibrissae), blandt andet en tot på håndleddet, hvor ingen andre aber har dem. Egernaber har kløer på alle fingre og tæer undtagen storetåen, der har en negl som hos de fleste andre primater. Der hersker i dag uenighed om, hvorvidt egernabernes kløer er primitive (arvet fra præprimat-stamfædre) eller specialiserede (en temmelig ny udvikling af egernaber, fra stamfædre med negle). De fleste egernaber mangler de bageste ægte kindtænder, men dette er også tilfældet hos nogle Cebidae, så denne forskel er mindre fundamental. Egernaber er små egernlignende aber med kort ansigt. De lever gerne parvis sammen, og føder almindeligvis to unger ad gangen i modsætning til de fleste andre primater.

Cebidae (sapajuerne) er noget større aber med negle på alle fingre og tæer, men disse er ofte ret konvekse og næsten kloagtige. De er meget vanskelige at klassificere og inddeles ofte i seks eller syv underfamilier, næsten en for hver slægt! Den klassifikation, der bruges her, er baseret på studier foretaget af J. Anthony, R.I. Pocock og P. Hershkovitz. Underfamilien Cebinae er ret uspecialiseret: de har ikke gribehaler, forstørrede øjenhuler eller nogen af deres slægtninges avancerede egenskaber. De har alle sammen temmelig flade, små ansigter, store afrundede hjernekasser og groft eller silkeblødt, langt hår. Hånden udgør altid et enkelt griberedskab, med tommelfingeren nøje på linie med de andre fingre. Halen er almindeligvis lang med et tykt hår lag og bruges som balanceorgan, skønt nogle kapucineraber kan hænge i den. Kapucineraben, den mest »avancerede inden for underfamilien, er yderst intelligent og ligger ved intelligensprøver kun en smule under menneskeaberne, hvilket er betydeligt højere end aberne i den gamle verden.

Underfamilien Aotinae omfatter to slægter med store øjne og lange, flade hjerneskaller, veludviklede følepuder på hænderne, og en kort, tæt, opretstående pels. Douroucouli eller nataben er det eneste natdyr af de højere primater. Følgelig har den færre ansigtsudtryk end andre aber, men et meget mere sammensat repertoire af stemmelyde.

Underfamilien Atelinae er de højest specialiserede af den nye verdens aber. Alle medlemmerne har lange, udprægede gribehaler, som på undersiden hen imod spidsen har nøgen hud, der danner »fingeraftryk«, som gør det nemmere at gribe fat. Halen er yderst følsom og bruges som et femte lem, både ved bevægelse og for at stabilisere dyret, når føde indtages.

Egernaber og nogle sapajuer, så som springaber og nataber, bevæger sig på en vimsende måde, ofte i en galoperende gangart. Benene er betydeligt længere end armene, og det er værd at huske, at deres direkte stamfædre, omomyiderne, var »lodrette klatrere og springere«. Hos kapucineraber og rævehaleaber har forog baglemmer, næsten samme længde, og de er i større grad virkelig firfodede. Endelig bevæger Atelinae, mest udpræget edderkopaberne, sig i det mindste delvis ved hjælp af armsving. Edderkopabernes arme er længere end deres ben; undertiden går de på alle fire, og undertiden svinger de sig imellem grenene ved brug af armene og halen, mens bagbenene hænger frit ned.

De tidligste Østaber stammer fra eocæntiden, dvs. de opstod fra deres omomyidstamfædre, før end vestaberne opstod fra deres. Den tidligste slægt inden for østaberne, Amphipithecus fra Birmas øvre eocæntid, havde stadig væk tre præmolarer ligesom dens omomyidstamfædre og ligesom vestaberne. Dette var også tilfældet hos Parapithecidaefamilien fra oligocæntiden, hvis rester findes i stor mængde i aflejringer i Fayum, Ægypten. Allerede i oligocæntiden fandtes der imidlertid nogle former med det reducerede antal præmolarer:

Propliopithecus fra den mellemste oligocæntid og dens efterkommer, Aegyptopithecus, fra den øvre oligocæntid, begge fra Fayurn. Den sidstnævnte form, i det mindste hannerne, havde temmelig store hjørnetænder ligesom de fleste østaber. En komplet hjerneskal af Aegyptopithecus blev for nylig fundet i Ægypten af Elwyn Simons fra Yale, og den er således blevet den bedst kendte primat fra oligocæntiden. Ansigtet var stadig langt, og hjernekassen lille, men visse særpræg bebuder afgjort senere østaber. De to overfamilier inden for Østaberne kendetegnes hver især af stærke tilpasningssærpræg: Cercopithecoidea (hundeaberne) har kindtænder, der er blevet udstyret med kanter til tygning af hård føde, og hannerne har en skarp kant, der afgrænses af en rille på bagsiden af hjørnetænderne. Hominoidea (menneskeaber og mennesker) har primitive tænder, men et arm- og benskelet som er meget specialiseret til deres bevægelsesform, armsving.

Armsving, uafhængigt udviklet hos menneskeaber og hos Atelinae, der tilhører vestaberne, medfører ændringer af musklerne og skelettet, som er gennemgående og let genkendelige. Den mest specialiserede armsvingabe er gibbonen, og denne er også den eneste østabe, der bruger armsving som normal bevægelsesmåde gennem hele sin levetid. (Blandt de »store menneskeaber« bruger gorillaer kun armsving, mens de er unge, og chimpanser og orangutanger bevæger sig kun nu og da ved hjælp af armsving). Ved »armsvingskomplekset« forstås en ændring af dyrets anatomi: brystkassen er meget bred, skulderbladene placeret på ryggen, og bevægeligheden i skulderen er øget, så det pågældende dyr har en større rækkevidde med armene. Albueleddet er på den anden side meget stabilt, men håndleddet er løst og bøjeligt. Da dyrets stilling er lodret det meste af tiden, kræver dette visse ændringer af hovedskallen (der skal være i balance for enden af rygsøjlen) og bækkenet. Lændehvirvlerne er meget store og få i antal, således at lænden bliver ret massiv, og korsbenet (det sammenvoksede ben, hvor rygsøjlen og bækkenet mødes) er stort og omfatter et antal ryghvirvler. Endelig er de indre organer ophængt i en anden retning end hos firbenede dyr og må understøttes; følgelig mangler halen. Dennes rester er sammenvoksede og vendt indad, så de danner en benhylde, halebenet.

Gibbonaben svinger sig af sted i armene som en normal bevægelsesmetode, og det er meget fornøjeligt at betragte dens adræthed og rytme. I lighed med gibbonaben lever orangutangen i træer, men den er for tung til at bevæge sig ret meget ved hjælp af armsving. Chimpansen og gorillaen er foruden deres armsvingsspecialisering også specialiserede til at leve på jorden: de går på alle fire, idet de støtter på fingrenes mellemled, en bevægelsesform, der kaldes »knogang«. Mennesket regnes til en særlig familie, Hominidae, for skønt det stadig bærer præg af det armsvingskompleks, som det har arvet fra de mere abelignende stamfædre, er det yderst specialiseret til at gå på to ben. Eftersom man kender tænderne hos de fleste fossiler, og tænderne hos den gamle verdens andre aber er mere specialiserede end hos menneskeaber, er det nemmere at sige, om en given fossilform er en specialiseret hundeabe, end hvis det drejer sig om en specialiseret menneskeabe. Derfor karakteriseres de fleste fossilerede østaber som menneskeaber ved negative træk: miocænslægten Dryopithecus, som er meget almindelig i aflejringer i Afrika, Indien og Europa, har primitive, abeagtige tænder, men efterhånden som dens lemmer bliver bedre kendte, bliver det tydeligere og tydeligere, at den til at begynde med var firfodet ligesom hundeaber, og at dens armsvingende særpræg udvikledes i løbet af miocæntiden. Først helt hen i den mellemste miocæntid finder vi spor af tænder fra hundeaber. Det ser således ud til, at menneskeaberne kom først, og hundeaberne udviklede sig fra dem.

De primitive tænder hos menneskeaberne egner sig for stamprimaternes frugtkost. De specialiserede tænder hos hundeaberne egner sig udmærket til en meget grovere, mere sej vegetation, så som blade, og det kunne tyde på, at da disse aber udvikledes, var de bedre til at æde blade end menneskeaberne og fortrængte dem derfor. Menneskeaberne specialiserede sig så i frugtædning, hvilket de gjorde ved at udvikle evnen til at hænge i armene ude i enden af grenene, hvor frugten vokser. Den relativt store mængde af hundeaber i dag genspejler i hvor høj grad de fortrængte menneskeaberne, idet de førstnævnte er langt de talrigste og heldigste. Det er også en kendsgerning, at der fra tiden efter miocæn kun er fundet hundeaber som fossiler. Menneskeaber blev med andre ord så sjældne, at de synes at mangle i aflejringer fra pliocæn og pteistocæntiden.

Det er bemærkelsesværdigt, at opdelingen aber /menneskeaber foregik i den gamle verden på en tid, den mellemste miocæn, da hovedgrupperne inden for den nye verdens aber (vestaber) allerede var opstået og etableret. Den gamle verdens hundeaber er en ret fast sammentømret gruppe, hvor kun de to underfamilier markerer en afvigelse af nogen betydning. De tre slægter inden for menneskeaber er betydelig mere forskellige, og især gibbonaberne kan have udviklet deres forskel, før alle de »store menneskeabers anatomiske særpræg udvikledes.

Menneskets stamfædre udskilte sig først fra menneskeabernes helt hen ved slutningen af miocæntiden: slægten Ramapithecus, der nu anerkendes som det tidligste menneske, er blevet fundet i Kenya, Indien og Kina. Man mener, at orangutangens stamfædre sandsynligvis allerede havde udskilt sig på denne tid, idet gorillaen, chimpansen og mennesket har nogle anatomiske specialiseringer tilfælles samt visse reaktioner af blodet og kromosomernes form, som ikke findes hos orangutang og gibbon. Derfor er der nu nogle specialister, som foretrækker at klassificere Hominoidea på følgende måde:

Familie: Hylobatidae

Slægt: Hylobates - Gibbonaber (undertiden opdelt i 2-3 slægter)

Familie: Pongidae

Slægt: Pongo - Orangutanger

Familie: Hominidae

Slægter:

Pan - Gorillaer og chimpanser

Homo - Mennesket

aber, social organisation.

Med undtagelse af adskillige halvaber, som lever alene, er alle primater (dvs. aber i videste betydning) selskabelige. De fleste er dag dyr, og alle natarter tilhører, med en undtagelse, halvaberne. Primater er i det store og hele frugtspisere, men nogle arter lever hovedsagelig af insekter. De er alle mere eller mindre knyttet til træer. Man kan skelne imellem fem hovedtyper af social organisation hos primaterne.

1. Den mest almindelige er »gruppen med flere hanner«, som består af flere voksne hanner, sædvanligvis et tilsvarende eller større antal hunner samt af ikke-voksne individer. Denne gruppetype findes både hos arter, der holder til på jorden, og arter, der opholder sig i træer, samt hos arter, der lever i savanne- og skovområder. Nogle, men ikke alle arter, er territoriale. Denne kategori omfatter makakaber, Macaca spp, gule bavianer, Papio cynocephalus, brøleaber, Alouatta palliata, gorillaer, Gorilla gorilla, hulmaner , Pres bytes entullus, manganeyer, Cercocebus albigena, grønne marekatte, Cercopithecus aethiops, kattaer, Lemur catta, akumbaer, Lemur macaco, sifakaer, Propithecus verreauxi og måske dødningehovedaber , Saimiri sciurea, og edderkopaber, Ateles geoffroyi.

2. Den næstalmindeligste organisationstype er »gruppen med én han«, som består af en enkelt voksen han, flere voksne hunner og unger. Som ved den første type forekommer denne gruppe på alle vigtige levesteder (i træer og på jorden, på savannen og i skoven). Eksempler herpå er: guerezaer, Colobus guezera, husaraber, Erythrocebus patas, de fleste langurer, Prebytis spp, og de fleste marekatte, Cercopithecus spp. De fleste grupper med en han er territoriale.

3. »Haremsgrupperer ligeledes karakteriseret ved en enkelt voksen han, en hun eller en gruppe hunner, der holder sig tæt til ham, og unger. Men disse grundenheder slutter sig hyppigt sammen med andre tilsvarende enheder i store ustabile grupper og adskiller sig herved fra type 2. Denne organisationstype er karakteristisk for kappebavianer, Papio hamadryas, og geladaer, Theropithecus gelada.

4. »Familiegrupper« forekommer hos gibboner, Hylobates lar, og springaber, Callicebus moloch. Grupperne består af en enkelt voksen han, en enkelt voksen hun og deres unger.

5. Chimpansen, Pan troglodytes, synes at mangle enhver form for stabil grundenhed, og alle mulige grupperinger af individer forekommer.

Makakaber og gule bavianer har mange lighedspunkter med hensyn til socialorganisation og betragtes under et her. Bavianerne lever i det store og hele på jorden på den afrikanske savanne, og makakaberne bebor, til trods for at de er jordaber, hovedsagelig det åbne skovland i Nordafrika, Sydøstasien og Japan. Disse arter lever i grupper med flere hanner, som består af 10-80 eller flere individer. De voksnes kønsforhold er omkring en han for hver to hunner. Hannerne kan leve alene, når de bliver voksne, for senere at slutte sig til andre grupper. Hver gruppe har et område, til hvilket dyrene begrænser deres daglige aktivitet. Gule bavianer har større områder end makakaber - indtil 39 km². Hver gruppe har et eller flere arealer, hvor alle medlemmerne tilbringer natten sammen. Områderne forsvares kun lidt eller slet ikke. Når to grupper står over for hinanden, giver den mindst dominante efter for den mest dominante. Dominans inden for gruppen omfatter alle gruppens medlemmer med undtagelse af ungerne og er et væsentligt træk i organisationen. En voksen hans rang er således vigtig, når den ønsker at indlede samlivsforhold med modtagelige hunner. Makakabernes og bavianernes rangordener er strengere end hos de fleste andre primater. Hos bavianer kan der forekomme et centralt hierarki eller en sammenslutning af voksne hanner, hvis medlemmer i forening kan dominere andre voksne hanner, som ellers ville dominere de enkelte medlemmer af sammenslutningen. Hos makakaber har man ikke konstateret sådanne centrale sammenslutninger. Men det sker, at forskellige andre kombinationer af gruppemedlemmer slutter sig sammen, og disse kan midlertidigt vende om på normalt bestående dominansforhold.

Artikel billede

Hvidpensel-silkeabe, en af de små egernaber

Makakgrupper består af et antal undergrupper, som, skønt de bliver sammen med gruppen, til en vis grad er uafhængige af den. Disse undergrupper består af en voksen hun og hendes unger, hvoraf nogle kan være voksne. Derfor er gruppen sammensat af undergrupper af nært beslægtede dyr, og medlemmerne af hver undergruppe påvirker hinanden hyppigere, end de påvirker medlemmer af andre undergrupper.

Artikel billede

Portræt af hungorilla, en af de store menneskeaber fra Afrika.

Gorillaen, som lever i Vestafrika og det østlige Congo, er den af menneskeaberne, der opholder sig mindst i træer. Om dagen færdes den hovedsagelig på skovbunden. Gorillaer optræder i sociale grupper på to til tredive individer, som i gennemsnit indeholder fire voksne hanner, seks voksne hunner og otte unger i forskellige aldre. Grupperne bevarer en stabil sammensætning i måneder eller år. Kun voksne hanner skifter grupper eller lever alene. Hver gruppe er »nomadisk«, idet den bevæger sig ret vilkårligt inden for et hjemstedsområde på 26-39 km² og sjældent overnatter på samme sted to nætter i træk. Dette område forsvares ikke som et territorium og det overlappes hyppigt af nabogruppers hjemstedsområder. Det hænder tit, at grupperne møder hinanden, men sådanne møder resulterer kun i ringe eller ingen aggressiv adfærd. Under disse møder kan individer fra hver gruppe blande sig imellem hinanden, men i alle tilfælde indeholder hver gruppe, når de skilles de samme individer som før mødet. De voksne hanner er indbyrdes underkastet en rangorden, og de dominerer over de voksne hunner. Der eksisterer øjensynlig ingen rangorden blandt de voksne hunner. Man kender ikke ret meget til gorillaernes seksuelle adfærd.

Andre arter har en organisation, der ligner den, der forekommer hos makakaber og bavianer, men holder til i træer og lever i skovområder.

De trælevende brøleaber i Central- og Sydamerika lever i grupper på to til femogfyrre individer, som i gennemsnit indeholder tre voksne hanner, syv voksne hunner og seks unger. Gruppens aktivitet er begrænset til et forholdsvis lille territorium, som forsvares imod andre grupper af brøleaber. Enlige hanner forekommer, men er sjældne. Adfærden inden for gruppen er almindeligvis »fredsommelig« uden nogen tydelig rangorden. Brunstige hunner kan parre sig med alle gruppens voksne hanner.

Artikel billedeArtikel billede

Forskellige abeformer er her anbragt i et slags »abestamtræ«, der viser de forskellige udviklingsliner man tænker sig evulotionen har fulgt.

Blå linje er vestaber, røde linjer er østaber, menneskeaber og mennesker.

Ud fra et lille antal gruppetællinger, som er foretaget, har man konstateret, at den afrikanske mangabey, som holder til i træer, også lever i grupper med flere hanner. Disse dyr er i lighed med brøleaberne stærkt territoriale.

Syd- og Centralamerikas dødningehovedabe og edderkopabe synes at udvise en variation af gruppen med flere hanner. Der er kun foretaget få pålidelige observationer af dødningehovedaber, men de grupper, man har optalt, omfatter flere voksne hanner og det dobbelte antal voksne hunner. Gruppen forbliver imidlertid ikke samlet hele dagen igennem, men opdeler sig i undergrupper på mellem fem og otte individer, der samler føde og bevæger sig omkring sammen. Disse undergrupper består sædvanligvis af drægtige hunner, hunner med unger eller voksne hanner. De unge dyr færdes hyppigt sammen med de voksne hunner. Undergrupperne forener sig med andre undergrupper midt på dagen, og om natten sover de i det samme træ eller i hvert fald i nærheden af hinanden.

Ederkopaben udviser, ifølge begrænsede oplysninger, nogen lighed med dødningehovedaben og har en basisgruppe med flere hanner, der skilles om dagen og samles om natten og i hvileperioderne midt på dagen.

Madagaskars halvaber frembyder nogle kontraster til andre primater, der har en gruppeorganisation med flere hanner.

Sifakaen lever i grupper på imellem to og ti individer. Antallet af voksne hanner i hver gruppe er det samme eller højere end antallet af voksne hunner, og de fleste grupper indeholder mindst to, men undertiden helt op til seks voksne hanner.

Disse halvaber har et hjemstedsområde på 1-2,6 ha (10.000-20.600 m"), men forsvarer kun et territorium, der er omkring halvt så stort. Der synes at være ringe eller ingen dominans blandt gruppens medlemmer. Ligesom alle madagaskarlemurer har sifakaen en skarpt afgrænset yngleog fødesæson. Akumbaen lever i grupper på fire til femten medlemmer med to til otte voksne hanner, to til syv voksne hunner samt unger. Som hos sifakaen er de voksne hanner talrigere end de voksne hunner i de fleste grupper. Endvidere synes akumbaen at være territorial.

Kattaen holder mere til på jorden end både sifakaen og akumbaen. Den er også territorial, men territorierne kan være Indtil 5 ha store. Hver gruppe omfatter tolv til fireogtyve voksne og ungdyr. Nogle grupper har flere voksne hanner end voksne hunner.

I andre grupper er det modsatte tilfældet. Alle grupper indeholder imellem fire og otte voksne hanner og imellem tre og ni voksne hunner. Det synes som om, der i kattagrupper består en tydelig rangorden blandt hannerne og en forholdsvis tydelig rangorden blandt de voksne hunner. Men hunnerne er dominante i forhold til hannerne, hvilket er modsat de fleste primatsystemer. Aggressionen blandt de voksne hanner tiltager i yngletiden.

Kappebavianen og geladaen på Etiopiens tørre savanne har mange lighedspunkter inden for deres sociale organisation, men afviger fra alle andre primater, selv fra arter af samme slægt. Disse to arters sociale grunden hed består af en enkelt voksen han, en eller flere voksne og halvvoksne hunner og deres unger. Disse enheder kaldes »haremer«. Seksuel aktivitet forekommer udelukkende inden for haremet, og gennemsnitshyppigheden af samkvem mellem individer hen over enhederne er langt mindre end inden for hver enhed. Disse haremer slutter sig ofte sammen med andre haremer og danner større grupper eller »hjorde«, der kan tælle adskillige hundrede individer. Desuden forekommer der grupper, som består udelukkende af hanner. De er sammensat af alle de hanner, kønsmodne og ikke-kønsmodne, som ikke har været i stand til at finde en hun. Hjordene dannes almindeligvis i tusmørket på soveklipper, og når flere haremer mødes på særlig fordelagtige steder. Hjordene omfatter ikke altid de samme medlemsgrupper fra den ene dag til den anden. Haremer slutter sig til og forlader disse større grupper efter behag. Om dagen kan hjorden bevæge sig omkring i samlet flok, men ofte opdeles den i mindre hjorde bestående af to eller tre haremer, eller enkelte haremer fouragerer alene. Hverken haremet eller hjorden opretholder et territorium.

Artikel billede

Hunmarekat på vagt ved sin store unge

Det er kun ganske lidt forskning, der er udført, med hensyn til de afrikanske marekatte, som lever i træer og skove, men det ser ud til, at størstedelen af disse arter lever i grupper med en han, og at grupperne s størrelse er fra to til tredive individer. Forholdet mellem antallet af voksne hanner og hunner er som en til fem eller seks. Voksne hanner uden for gruppen lever alene eller i grupper. Det vides ikke, om disse grupper er territoriale, men sandsynligheden taler herfor. Der findes en marekat, grøn marekat, som lever i grupper med flere hanner og med syv til femogtredive medlemmer. Grønne marekatte, som holder til på grænsen imellem skov og savanne, opholder sig mere på jorden end andre marekatte. De forsvarer et territorium på 0,2 til 0,7 km², Der findes en klart defineret, lineær rangorden hos de voksne dyr, og der forekommer af og til sammenslutninger af individer med den virkning, at der vendes op og ned på den normale rangfølge, selv om det kun er midlertidigt. Den grønne marekats sociale organisation ligner derfor mere makakabens end de nærbeslægtede marekattes.

Husaraben er en vidt udbredt abe, der lever på jorden i savanneområdernes græs- og skovland i Vest- og Østafrika. Husaraberne er nærmere beslægtede med marekatte end med andre aber. De lever i grupper med en han og ni til tredive individer. Kønsfordelingen hos voksne er omkring en han for mellem fire og tolv hunner. Hanner uden for gruppen lever enten enkeltvis eller i små grupper. Husarabernes hjemstedsområde er stort, indtil 52 km², Det er sjældent, at grupper mødes, men når det sker, fortrænger den største gruppe den mindste. På grundlag af begrænsede iagttagelser ser det derfor ud til, at der findes territorier inden for denne art, men hvordan de opretholdes, ved man ikke rigtig. Mens føden indsamles, spreder husarabegruppen sig over et stort område. Det forekommer sjældent, at gruppen sover i det samme område to nætter i træk, og ligesom om dagen er medlemmerne spredt. Husarabehunnens rolle er hovedsagelig at tage sig af sig selv og sit afkom, mens den voksne han, bortset fra forplantningsfunktionerne, har til opgave at være på vagt over for rovdyr eller andre grupper af husaraber.

Man har fundet to basale gruppeorganisationer hos hulmanen i Indien og på Ceylon. I Nordindien og på Ceylon lever medlemmerne af denne art i grupper med flere hanner. Disse grupper er forholdsvis store med gennemsnitlig toogtyve individer. Grupperne i disse egne lever i områder på 1,3 til 5,2 km² og de er i nogen grad territoriale. Nogle få voksne hanner lever alene eller i grupper med fra to til ti medlemmer. I Sydindien er gruppeorganisationens mønster imidlertid anderledes. Her indeholder grupperne kun en voksen han, fem til syv voksne hunner samt unger. Gruppens gennemsnitlige størrelse er ca. seksten dyr. Disse grupper forsvarer et territorium på omkring 0,18 km². I områder, hvor grupper med en han er almindelige, er der også mange enlige hanner samt ustabile grupper af udelukkende hanner, som tæller helt op til 60 individer. Enlige hanner forsøger ofte at overtage enkelthansgrupper, og hvis dette lykkes for dem, udstøder de den oprindelige han. Følgelig består der inden for denne art to grundorganisationer. Den ene ligner i mange henseender makakabernes og bavianernes grupper. Den anden ligner grupperne inden for husaraber og marekatte. Andre langurer, Presbytis cristatus og Presbytis johnii, har sociale organisationer, der mest ligner hulmanens.

Den afrikanske sort-hvide guereza, der holder til i træer, er nært beslægtet med de asiatiske hulmaner og lever ligesom disse hovedsagelig af blade. Guerezaen lever i grupper med en han. Disse grupper har imidlertid en tendens til at være mindre end hulmanernes enkelthansgrupper og tæller fra to til tretten individer. Enlige hanner og grupper, som udelukkende består af hanner, forekommer. Hver gruppe med en han forsvarer et territorium på ca. 0,16 km², hvilket omtrent svarer til gruppens hjemstedsområde.

Artikel billede

Studier over forskellige primaters bygning. Billedet viser en sammenligning af hjernen og skelettet, samt forskellige fodformer.

I modsætning til de fleste primater har chimpanserne ikke stabile grupper, bortset fra moderen og hendes unger. De bevæger sig omkring i midlertidige grupper, som opretholdes i nogle timer eller dage. Disse grupper kan inddeles i fire større kategorier: 1. Blandede grupper af voksne og unger af begge køn og alle aldre. 2. Modergrupper bestående af voksne hunner og unger. 3. Grupper der består af voksne og halvvoksne hanner og hunner, og som ikke indeholder helt unge dyr. 4. Grupper af voksne og halvvoksne hanner eller hunner. Endvidere forekommer enlige individer, almindeligvis voksne hanner. Alle disse grupper har en tendens til at være forholdsvis små, sædvanligvis under ti individer. Disse smågrupper forener sig ofte med andre grupper, uden tegn på aggression, og ved sådanne lejligheder kan individerne skifte gruppe. Lejlighedsvis opstår store grupper på steder med rigelig føde. Derfor kan bestanden hos chimpanser ikke inddeles i adskilte stabile samfund.

Voksne chimpanser har et område på indtil 77 km² og kan tilbagelægge fra 1,6 til 16 km om dagen. Ligesom gorillaen er chimpanserne »nomader«, idet de sædvanligvis sover et nyt sted hver nat, og selvom de bliver inden for det samme område, følger de ikke en regelmæssig rute i deres daglige søgen efter føde.

Voksne hanchimpanser danner en forholdsvis tydelig rangorden og dominerer almindeligvis hunnerne. Hos voksne hunner er der en mindre tydelig rangorden. Mens de er i brunst, ledsages de fleste hunner af et antal voksne og halvvoksne hanner, som de parrer sig med i flæng.

Blandt gibbonerne har man kun studeret en art, men sandsynligheden taler for, at de andre arter af denne slægt har en lignende social organisation og adfærd. Gibbonerne er de mindste af menneskeaberne og dem, der lever mest i træerne, idet de sjældent kommer ned i skovbunden. De lever i klimaksregnskovene i Sydøstasien i grupper, der består af en voksen han, en voksen hun og deres ikke-kønsmodne afkom. Den maksimale størrelse af gruppen er seks. Hver gruppe forsvarer et territorium på 16-122 ha. Den voksne han er mest aktiv ved territoriets forsvar. Gruppens størrelse holdes på under seks, hovedsagelig ved en fjendtlig holdning over for fremmede voksne, og det gælder også i forholdet til unger, der er ved at blive voksne, især under fødesøgning. Når ungerne bliver voksne, afbryder de derfor forbindelsen med forældrene og forlader enten familieenheden eller udstødes af den af de voksne. Gibboner er monogame.

Den sydamerikanske springabe udviser mange paralleller til gibbonen. Disse små primater lever i grupper på to til fire medlemmer og består af en voksen han og en voksen hun med afkom. De opretholder små territorier, og det sker kun sjældent, at nabogrupper kommer ind på hinandens område. Ligesom hos gibbonerne forsvares territorierne ved hjælp af ritualiserede bevægelser og lyde.

Denne oversigt behandler tre punkter.

For det første: Der forekommer mange forskellige former for social organisation inden for primater.

For det andet: Mange nært beslægtede arter har fjernet sig radikalt fra hinanden med hensyn til social organisation, og omvendt er der blandt fjernt beslægtede arter sket en udvikling i retning af samme form for social organisation.

For det tredje: Inden for en enkelt art kan der forekomme mindst to organisationstyper.

 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,4 (8 stemmer)
Siden er blevet set 10.996 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Mobiltelefoner i folkeskolen, skal det forbydes?


Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her