Jorden er næsten 5000 millioner år gammel, og i det meste af dette tidsrum har der eksisteret dyre- og planteliv på dens overflade. Mennesket har bestået i omkring en halv million år. Omregnet til en anden tidsskala har mennesket, hvis jordens alder sættes til et år, kun eksisteret i 50 minutter, og det moderne menneske, Homo sapiens, har været til stede i betydelig kortere tid! Det er nødvendigt at have noget kendskab til jordens historie, og til uddøde dyrearter og planter, for at kunne forstå den store mangfoldighed af liv, som vi ser omkring os i dag.
Den geologiske lagfølge
Virkningerne af erosion og aflejring. I løbet af den geologiske tid nedbrydes bjergarter, der dannes bjerge og bakker, af forskellige kræfter som f. eks. solen, regnen og isens indvirkning. Erosionens produkter føres bort af vinden, isen og vandet og aflejres i floder og på havbunden. Efterhånden som geografiske træk udslettes, ophobes lag af sedimentbjergarter gradvis.
Jorden omkring os forekommer ved første blik yderst stabil. Bjerge, sletter, floder og have synes at have forandret sig meget lidt, siden mennesket første gang optegne de sine indtryk af de geografiske omgivelser. Men skinnet kan bedrage, for i virkeligheden forandrer jordens geografi sig hele tiden. Da denne kendsgerning første gang blev påvist af tidlige geologer, som f. eks. Hutton i 1795 og Lyell i 1830, fandt de fleste mennesker den vanskelig at acceptere, fordi det enkelte menneskes levetid, eller endog hele den historiske tid, er så uendelig kort sammenlignet med jordens alder, og da geologiske processer kan foregå yderst langsomt, bliver deres virkninger måske først synlige efter tusinder eller millioner af år.
Blandt de vigtigste geologiske processer finder man nedbrydningen af bestående bjergarter og dannelsen af nye: erosion og aflejring. Begge disse processer er kontinuerlige. Bjergarter nedbrydes af solens og regnens virkning, af gletschere på bjergsider og af bølgernes virkning på kysten. Yderligere frembringer kemiske og biologiske midler lignende resultater på mindre iøjnefaldende måder. Erosionens produkter, brudstykker af bjergarter, som i størrelse går fra enorme kampesten til småsten og sandkorn, helt ned til lerpartikler mindre end 0,01 mm i diameter, føres med af gletschere, vinden og vandet. Lidt efter lidt falder de til ro; kampesten og groft grus i strømlejer. sand i floder og søer eller på tørt land i ørkenområder, sand og mudder langs kyster og det fineste mudder og bunds l am i dybe have. Efterhånden som disse aflejringer ophobes, dannes der langsomt klippelag, kendt som sedimentbjergarter. Hvert lag øger trykket på de underliggende lag, og gradvis bliver mudderet, sandet og gruset sammenpresset, mens deres partikler bindes sammen af mineraler, der i opløst tilstand gennemsiver dem, indtil slamsten, sandsten og konglomerater opstår. Andre sedimentbjergarter dannes ikke af erosionsprodukter, men af dyrerester. Således er kalksten og kridt ofte dannet af havdyrskaller og havdyrs skeletter.
Sedimentbjergarterne skaber på denne måde en rækkefølge af lag eller bænke med ældre bjergarter neden under de yngre bjergarter. Den totale tykkelse af disse lag kan være tusinder af meter, repræsenterende aflejringer i de forløbne 3.500 millioner år. For nemheds skyld er jordens geologiske historie opdelt i fire æra: kænozoikum, mesozoikum, palæozoikum og prækambrium, og de tre første æra er igen inddelt i elleve perioder: kvartærtiden, tertiærtiden etc., frem til kambrium. Hver af disse perioder har et navn, som er baseret på det, der kaldes en typesuccession. En succession er en rækkefølge af klippelag, som repræsenterer kontinuerlige aflejringer i en speciel tidsalder. En typesuccession er den første, som får navn. F. eks. blev en succession først identificeret i Wales og blev døbt kambrium, efter Cambria det gamle navn for Wales. Efter at den var blevet identificeret og navngivet, kaldes denne succession kambrium, uanset hvor i verden den findes. Enhver nylig opdaget succession, uanset hvor på jorden den forekommer, kan derefter beskrives ved sammenligning med typesuccessionen. Trias (tri = tre) er en anden typesuccession. Den blev fundet i Tyskland og kaldes sådan, fordi der var tre aflejringsfaser: Nedre trias i søer og floder, mellemste trias i havet og øvre trias i søer og floder.
Opbygning af et stamtræ.
Kranier af små krybdyr benævnt procolophonider, betragtet fra siden og ovenfra. Alderen af bjergarterne, hvori hver type blev fundet, angives af de vandrette inddelinger, og kontinentet, hvor de blev fundet, af de lodrette inddelinger.
Kranierne er anbragt således, at de danner et stamtræ. Linien, som forbinder hver type, viser retninger, hvori udviklingen menes at være foregået; med andre ord repræsenterer de teoretiske nedstigende linier.
Hvordan dyrerester bliver indlemmet i de geologiske vidnesbyrd. En dinosaur drukner i en oversvømmet flod, og dens krop kommer til at ligge på flodbunden, hvor den hurtigt dækkes af sand og mudder. Disse aflejringer danner de lag af bjergarter, som kaldes sedimentbjergarter. I dette eksempel blev klippelagene vippet, før erosion fandt sted, og fossilerede rester af dinosauren afsløredes på overfladen af en stejl skråning i Utah, USA.
Fossilernes vidnesbyrd. Hvorledes bidrager kendskab til jordens sedimentære historie til vor forståelse af liv? Forestil Dem en scene for cirka 200 millioner år siden i et område, som nu optages af Utah, U.S.A. Landskabet er fladt, Rocky Mountains vil først blive dannet om 100 millioner år, og den halvtropiske vegetation består af træbregner og ginkgo. En flok dinosaurer, måske forfulgt af rovdyr, tvinges til at vade over en oversvømmet flod, og nogle af de svagere medlemmer drukner og føres bort af strømmen. Under sådanne omstændigheder rådner kadavere op eller findes af ådselsædende dyr og fortæres. Ved denne lejlighed bliver dinosaurkroppene imidlertid opfanget af en sandrevle, hvor oversvømmelsens vand aflejrer bundfald med usædvanlig stor hastighed. Før nedbrydningen kan finde sted, er dinosaurerne begravet i sandet. Dette sand skulle komme til at udgøre netop et lag i de tusinder af fod sand, der aflejres i løbet af de efterfølgende ti millioner år. I dag udgør det Morrison-formationen fra den amerikanske juratid, og erosion har afsløret skeletterne af hine ulykkelige dinosaurer inden i disse bjergformationer. Som i ovenstående eksempel er organismer blevet begravet inden i sedimentbjergarter, lige siden det først kendte fossil, en alge, blev præserveret for ca. 3.000 millioner år siden. Således bærer bjergarterne vidnesbyrd om det fortidige og nutidige livs udviklingshistorie, fossilernes vidnesbyrd. Nogle dyrs fossilvidnesbyrd er meget fuldstændige, og nogle gruppers historie, f. eks. hestenes (Equidae), kendes meget nøje. Micraster, et søpindsvin, er endnu et eksempel, som består af en serie af fossiler, der udviser en næsten umærkelig forandring i løbet af kridttiden. Et mere typisk eksempel er Procolophonidae. Disse var små krybdyr, der sandsynligvis levede i underskoven og åd planter og insekter. Der er fundet rester af dem i Sydafrikas og Europas bjergarter fra permtiden og nedre trias; i Europas bjergarter fra mellemste trias og i øvre trias' bjergarter i Amerika. Under et studium af disse dyr opstillede Dr. E. H. Colbert fra American Museum at Natural History, New York, deres kranier efter alder, og det blev tydeligt at se, at visse forandringer havde fundet sted. øjet blev større, pigge dannedes på hovedet, tændernes antal af tog, kæberne blev kortere og kraftigere, og kæbemusklerne blev større. Af disse observationer kunne man udlede to hovedtyper af konklusioner. For det første viste forandringer i tandog kæbestrukturen, at procolophonider var ved at blive mere afhængige af planteføde, i lighed med de gnavere der lever i dag. For det andet antydede den gradvise forandring af deres struktur, at fossilerne var beslægtede, og det var muligt at konstruere et stamtræ, som viste, hvordan evolutionen inden for disse dyr var foregået (se fig. s. 12). På samme måde sammenstykker palæontologer andre forhistoriske dyrs historie, og deres resultater kan udtrykkes i sådanne udviklingsdiagrammer, som bruges til at illustrere udviklingen hos de større grupper i dette leksikon. Det er klart, at man ved mere om nogle arter end om andre, idet fossilernes vidnesbyrd aldrig er fuldstændige. Fossiler dannes lettere i havbundens aflejringer, derfor er vort kendskab til havdyrenes historie bedre end til landdyrenes. Sædvanligvis bevares kun de hårde dele af dyr, og fossilvidnesbyrd om dyregrupper med bløde legemer, som f. eks. ledorm ene (Annelida), findes i virkeligheden ikke. Til trods for disse huller giver fossilernes vidnesbyrd imidlertid zoologen et yderst veltalende bevis på den organiske evolutions kendsgerning.
Billedet overfor: geologisk tidsskala og iossilernes vidnesbyrd. Til venstre angives de epoker og perioder, hvori jordens geologiske historie er inddelt. Udviklingsdiagrammet viser fossilvidnesbyrdets varighed hos de større dyre- og plantegrupper.
1 Urdyr
2 Alger
3 Xenusion
4 Svampe
5 Polypdyr
6 Armfødder
7 Snegle
8 Trilobitter
9 Pighude
10 Bregner
11 Kæbeløs fisk
12 Muslinger
13 Arthrodirer
14 Rhipidistier
15 Crossopterygii
16 Lungefisk
17 Nautiloider
18 Leddyr
19 Primitive lchthyostega
20 Bruskfisk
21 Actinopterygii
22 Lepidodendron
23 Krybdyr
24 Pattedyrlignende krybdyr
25 Ammonitter
26 Øgler og slanger
27 Havskildpadder
28 Ichthyosaurer
29 Plesiosaurer
30 Cynognathus
31 Cycadeoider
32 Nåletræer
33 Krokodiller
34 Pterosaurer
35 Øglefugle
36 Pattedyr
37 Padder
38 Dinosaurer
39 Fugle
40 Insektædere
41 Dækfrøede
42 Kødædere
43 Menneskeaber
44 Elefanter
45 Pungdyr
46 Hvaler
47 Flagermus
48 Mennesket
49 Aber
50 Uparrettåede hovdyr
51 Parrettåede hovdyr.