Det er ikke kun i lyd og tone, katten udtrykker sig - den
har også et kropssprog.
Katten disponerer over et uhyre varieret sprog. Den er et af
de få dyr, der sammen med nogle få andre dyr af katteslægten kan frembringe to
slags tonearter: spinden og mjaven. Den første lyd kan defineres som en slags
indre sprog, der udstødes med lukket mund, et fænomen, som til dels stadig er
uforklarligt. Den anden udtrykkes med lyde, moduleret på forskellige måder, der
alle har en ganske bestemt betydning.
Først troede man, at den tamme kat havde et strubehoved med
dobbelt stemmeridse, hvoraf den ene benyttedes til mjaven og den anden til
spinden. Siden har man konstateret, at de øvre stemmebånd i virkeligheden kun
var simple strube-slimhindefolder, og at de sandsynligvis kun spillede en meget
begrænset rolle ved lyddannelsen. Fortolkningen af dens mjaven, som findes i en
meget vidtstrakt skala, er også kompliceret. Katten har et langt større
stemmeregister end hunden; man har opregnet 63 forskellige stemmelyde, hvoraf
hver enkelt kan variere i toneart og styrke, og dyret går uden anstrengelse fra
en dyb tone til diskant.
Vil man overbevises om dette, er det tilstrækkeligt at lytte
til elskovsdialogen mellem en han- og en hunkat eller den vrede sang hos et par
hankatte, der skal til at slås. De mjavende lyde gør det muligt for katten at
sammensætte ord, der har en meget nøjagtig betydning for dens artsfæller.
Men katten har også et gestussprog. Den udtrykker sig gennem
kroppens stillinger og mimik. Hvis katten for eksempel mener sig truet,
indtager den en meget karakteristisk stilling, der er beregnet på at få den til
at syne større end den er for at skræmme modstanderen. Den krummer ryg, dens
hår rejser sig, halen svulmer op og pisker rasende i luften, dens ører lægger
sig, mens den giver en mere eller mindre dyb brummen fra sig. Hvis den derimod
føler sig tryg og vil indsmigre sig hos sin ejer, kommer den hen og gnider sig
op ad hans ben og strækker hovedet frem for at blive kærtegnet, alt imens den
spinder af glæde. Halen er et vigtigt element i kattesproget. Når katten holder
sig i defensiven, parat til angreb, bliver den større i omfang og bevæger sig i
stødvise ryk. Når den er tilfreds og ingen frygt forstyrrer kattens
nysgerrighed, rejser den sig lodret i vejret. Hvis den forbliver ubevægelig,
næsten vandret, er katten afventende, og hvis den føres hurtigt ind under
kroppen, er den bange.
Se adfærd, musikken og katten, psyke, spinden.