Logo

autøkologi og synøkologi

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

To arter af edderkopper 1. Pirata piraticus, 2. Lycosa pullata giver et eksempel på autøkologi. Den ene art lever på sphagnummossets top, den anden på vandoverfladen nedenunder.

Førstnævnte er studiet af en bestand (population) af en bestemt organisme i forhold til dens miljø, mens sidstnævnte refererer til studiet af forholdene imellem grupper af forskellige arter og deres miljø. Ved autøkologiske studier lægges der sædvanligvis vægt på organismens livshistorie og adfærd som led i tilpasningen til miljøet. Synøkologiske studier koncentrerer sig ikke kun om det fysiske miljø, men forsøger også at finde ud af og forklare den gensidige påvirkning, der foregår imellem de forskellige arter i samfundet. Grænsen imellem autøkologi og synøkologi er i virkeligheden ikke fast og skarp (synøkologiske studier indbefatter ofte mange autøkologiske kendsgerninger), og betegnelserne bruges ikke mere i så vid udstrækning som før. I deres sted er begrebet »organisationsniveau« vokset frem. I dette system sættes de forskellige områder af Økologien i relation til det biologiske organisationsniveau, der studeres. De mest almindelig anvendte omfatter henholdsvis individ, population, samfund og økosystem. De første områder svarer til udtrykket autøkologi, mens synøkologi omfatter både studiet af samfund som sådan og det indbyrdes afhængige kompleks af et samfund og dets karakteristiske fysiske miljø, som udtrykket økosystem beskriver. Forskellen imellem de to sider af Økologien illustreres måske bedst ved eksempler, der i store træk skildrer de anvendte metoder. Et interessant autøkologisk studium af to arter af jagtedderkopper, Lycosa pullata og Pirata piraticus, illustrerer dette punkt. Begge arter forekommer i tørvemoser i Danmark, i hvilke Sphagnummosset er vandtrukket året rundt. De enkelte stilke af tørvemosset vokser til ca. 10 cm over vandoverfladen, hvor de danner et buskagtigt vækstdække. Resultatet er to overflader, vandets og sphagnummossets.

Udbredelsen af de to arter blev undersøgt i naturen, og den temperatur og fugtighed, de foretrak, blev undersøgt i laboratoriet. Skønt de to edderkopper altid fandtes sammen i moserne, kom de sjældent i kontakt med hinanden, idet den ene, Lycosa pullata, levede på overfladen af sphagnummosset, mens den anden, Pirata piraticus, levede på vandoverfladen. Den første art foretrak en temperatur på 30°C i laboratoriet og valgte en fugtighed, der lå et stykke under mætningspunktet. Pirata derimod foretrak lavere temperaturer, omkring 20-22°C, og en fugtighedsmættet luft. Den temperatur, hvor varmedød sætter ind (dvs. hvor dyret dør, hvis det opholder sig der ud over en ganske kort tid) blev også målt. Den fandtes at være ca. 35°C for Pirata og 43°C for Lycosa. Målinger af mikroklimaet foretaget på overfladen af sphagnummosset og vandet viste, at de to edderkoppers foretrukne temperatur- og fugtighedsværdier svarede meget nøje til de værdier, der fandtes på deres respektive levesteder. En yderligere interessant observation viste, at når Pirata-hunnerne bar ægkokoner på bugen, ændredes hele deres adfærdsmønster. I denne periode plejede de at kravle op på toppen af sphagnumstænglerne og stikke bugen samt den vedhæftede kokon op i den varmere luft ovenfor. Den bedst mulige temperatur for udviklingen af æggene ligger øjensynlig et godt stykke over den, der er bedst for den voksne edderkop og under udrugningen ændredes den foretrukne temperatur fra 20-22°C til 2630°C, blot nogle få grader under det punkt, hvor de voksne ville lide varmedøden.

Som en modsætning til måden at undersøge økologiske problemer på giver studiet af nedbrydningen af agern et eksempel på et synøkologisk studium. Nedbrydningsprocessen er påvirket af selve agernets bygning, der omfatter tre dele. Yderst den hårde træagtige skal. Inden for denne skal findes parenkymvævet og fiber lagene, der ikke er så hårde som skallen, men også har en beskyttende funktion. Og endelig er der selve kernen, den levende kim, som har et højt fedtindhold og er den vigtigste fødekilde for organismer, der lever i agernet. Nedbrydningen af agern kan inddeles i fem stadier, baseret på den successive ødelæggelse af de forskellige bestanddele beskrevet ovenfor.

Stadierne er: 1. ethvert trin i det indledende angreb på nødden, som ikke forhindrer udvikling af kimen; 2. ødelæggelsen af kimen af f.eks. en insektIarve; 3. nedbrydningen af parenkymvævet og fiber lagene og af ekskrementmassen og det døde kimvæv, der er ladt tilbage efter trin 2; 4. nedbrydningen af den træagtige skal og »bægeret« og 5. det såkaldte »opdyngnings«-trin, hvor skallen har mistet sin identitet og er under optagelse af jordbunden.

Trin 1 og en del af trin 2 foregår sædvanligvis, mens agernet stadig hænger på træet. De mest betydende af de første kolonisatorer er snudebillen, Curculio rectus, og en natsommerfugl, Melissopus latiferreanus. Førstnævnte lægger et æg i nødden, og larven, der kommer, graver sig igennem kimen og æder omkring halvdelen af den undervejs. Natsommerfuglen lægger sine æg på nøddens yderside, og larven gnaver sig igennem skallen og æder også kimen. I dette tilfælde behøver hver larve to til tre nødder for at afslutte sin udvikling.

Trin 2 skabes sædvanligvis af de oprindelige kolonisatorer plus en anden natsommerfugl, Valentinia glanduella. Larven af denne art lever af resten af kimen og de oprindelige angriberes ekskrementer, som de omdanner til tørre, fiberagtige småkugler. I løbet af dette trin trænger desuden larver af to arter af galmyg ind i nødden. Disse mygs betydning er sandsynligvis, at de medfører svampesporer, hovedsagelig en art af Penicillium og en af Fusarium, der påbegynder kimens nedbrydning.

På trin 3 gennemgår parenkymvævet og fiberlagene i ydervæggen en nedbrydning. Denne forårsages i det store og hele af de ovenfor nævnte svampe, når galmyggens larver forlader kimen og går ind i parenkymlaget. Når dette lag begynder at blive blødt, trænger to arter af springhaler, Tullbergia og Xenylla, ind i store mængder. Disse lever både af svampene og cellematerialet, og bidrager således til nedbrydningen af parenkymvævet.

På trin 4 består nødden af en hul skal. Nedbrydningen af denne skal forårsages af en af følgende svampearter: Honningsvampen (Armillaria mellea) er i stand til at nedbryde træagtigt væv og forårsager en »hurtig« nedbrydning. Skaller, der blev angrebet af denne art, blev nedbrudt fuldstændig på et år. Den anden svampeart (Chaetomium aleatum) kan kun nedbryde cellulose, og denne arts nedbrydning af skallen foregår yderst langsomt. På dette trin af nedbrydningen søger mange dyr, der er karakteristiske for skovbunden i almindelighed, tilflugt i skallen.

Endelig falder den svækkede skal gradvis sammen under trin 5 og indgår i skovbundens muld. Der kan nu foretages en sammenligning af de to fremgangsmåder ved undersøgelsen af Økologiske problemer, og deres fordele og ulemper kan kort beskrives. Det første eksempel, viser tydeligt at udbredelsen af de to edderkopper kan forklares af miljøets fysiske faktorer. Det viser også, at dyrets adfærd ikke er fastlagt, men forandrer sig på en måde, der har tendens til at forøge overlevelsesmulighederne for arten som helhed. Opmærksomheden samles således om de to edderkoppers grundlæggende biologi som en faktor, der påvirker »egnethed« til miljøet. Det bør imidlertid nævnes, at selv inden for dette tydeligt autøkologiske studium, findes der et synøkologisk skelet, eftersom edderkoppernes udbredelse står i forhold til strukturen af det plantesamfund, de lever i. Endvidere giver sådanne studier af, hvad dyrene foretrækker, kun grænserne for deres præstationsmuligheder, og inden for et egnet miljø vil størrelsen af bestanden sandsynligvis blive afgjort af andre faktorer.

Sådanne faktorer udgør en vigtig del af synøkologiske studier. Det ses tydeligt af det andet eksempel, at nedbrydningen af agern langtfra er en tilfældig proces, men følger en klart defineret række af stadier. Hvert af disse stadier forårsages af en mere eller mindre konstant gruppe af dyr og mikroorganismer. Tidsforholdet imellem de forskellige medlemmer af dette samfund og måden, hvorpå forskellige mulige føderessourcer deles mellem forskellige dyr og mikroorganismer, ses tydeligt. Hver af de på hinanden følgende grupper af dyr ændrer miljøet inden i agernet på en sådan måde, at der gives adgang for den næste gruppe. Vægten lægges derfor ikke så meget på virkningen af det fysiske miljø på dyrene som på samspillet imellem forskellige dyr, og deres indvirkning på selve miljøet. Det er klart, at både autøkologiske og synøkologiske metoder har fordele og ulemper. Den ene, autøkologien, har en tendens til at være intensiv, medens den anden, synøkologien, er ekstensiv (i udtrykkenes rette forstand). Selvom de begge to giver nyttige bidrag til Økologien, skal de hver især suppleres af den anden, hvis vi Ønsker at opnå et klart syn på de naturlige systemers funktioner.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 2.338 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Nu når nytårsaften er overstået, hvad synes du så om fyrværkeriet?


Effektiv reklame - klik her