Opflaskning af moderløse- eller overskudskillinger kræver
speciel stor indsats.
Det forekommer undertiden at en unaturlig moder forlader
afkommet eller går til angreb på det. Hun kan også afvise de svageste i kuldet,
fordi de er defekte eller simpelt hen fordi hun ikke har mælk nok til at
opfostre dem alle. Ulykkelige omstændigheder ved fødslen eller sygdom kan
berøve ungerne deres mor eller svække hende for meget til, at hun kan opfostre
dem. I alle disse tilfælde må killingerne have en plejemor, eller man må selv
opflaske dem, hvis de skal overleve.
Den letteste metode og sikkert den metode, der falder
heldigst ud, er at finde en anden hunkat, som lige har mistet en killing, eller
som har overskud af mælk og kan klare en ekstra killing. Der er blevet forsøgt
mange kneb for at få en plejemor til at acceptere en moderløs killing som en af
hendes egne. Hvis en hoppe eller et moderfår har mistet et føl eller et lam,
bindes det døde dyrs skind om den moderløse, og dette trick er faldet heldigt
ud. Det lader sig næppe gøre med katte, men hvis man gnider killingen med lidt
mælk, som forsigtigt klemmes ud af plejemoderen, vil den få en lugt, som får
den til at virke som en af hendes egne.
Man kan også bruge urin, og dette er en metode, der også kan
anvendes for at få et ældre dyr til at acceptere et nyt ungt medlem af
husholdningen. Det hjælper, hvis plejemoderen ikke får lov til at amme et par
timer, inden den moderløse præsenteres for hende. Mælkespændingen giver ubehag,
og udsigten til lindring vil gøre ammen mindre kritisk over for den nye
killing. Når den forældreløse først en gang har fået die, er det usandsynligt,
at plejemoderen vil afvise den.
Dersom der ikke er nogen passende kat til rådighed, kan man
måske overtale en tæve eller et andet dyr med mælk til at acceptere en moderløs
killing, men svigter det, må man enten aflive killingen eller killingerne eller
selv være plejemor. Dette er ikke et arbejde, man kan tage let på, Man skal
overtage alle moderens pligter - ikke blot ernære dem, men også holde dem varme
og rene.
Det første krav er et varmt sted uden træk. Der er mange
meninger om, hvordan det ideelle temperaturmønster bør være, men som en generel
regel for de første dage må temperaturen holdes på ca. 32 °C. De næste fire-fem
dage på 29 °C og et par uger senere helt ned til
21 °C. Den bedste måde, hvorpå man kan holde dem varme er at
indrette en varmekasse.
Den letteste måde er at anbringe en 40 watt-pære hængende
ned i en trækasse. Hold pæren mindst femten cm fjernet fra killingerne, og nedsæt,
efterhånden som de bliver ældre, temperaturen ved at hæve pæren i vejret. Lyset
kan forstyrre killingerne, og en lampe under kassen kan give rigelig varme uden
dette problem, men det er sværere at kontrollere temperaturen på den måde. Sørg
for rigelig udluftning, så der ikke er brandfare. En mere kostbar, men effektiv
løsning er brugen af en infrarød lampe, som ikke vil forstyrre dem.
I nødstilfælde kan en almindelig varmedunk redde en killings
liv. Svøb den ind i et håndklæde for at sprede varmen lidt, og sørg for at den
ikke bliver kold, da den så vil afkøle killingerne i stedet for at varme dem.
Hvis man ikke har en varmedunk kan en plastic-flaske være en god nødhjælp.
Endnu enklere er det at sætte temperaturen op i hele det rum, killingerne befinder
sig i, men det vil de fleste familier finde uudholdelig varmt. Almindelig
komælk egner sig ikke som fødemiddel til killinger.
Kattemælk har et langt højere proteinindhold, og selv mad,
fremstillet til spædbørn og hundehvalpe, er ikke velegnet. Usukret inddampet
mælk (ikke kondenseret mælk) er den enkleste løsning, men alle opdrættere har
deres egne opskrifter. En som har vist sig at være vellykket, kan fremstilles
af:
2 spiseskefulde kondenseret mælk,
2 spiseskefulde kogt vand,
¼ teskefuld kornsirup eller glukose,
¼ teskefuld koncentreret kødekstrakt.
Hvis man er heldig har den lokale dyreforretning måske et
færdiglavet produkt, specielt fremstillet til killinger, eller dyrlægen er
måske i stand til at sætte en i forbindelse med en sådan forhandler, så man kun
behøver at ty til andre udveje i nødstilfælde. Hvis man overtager killingernes
opfostring helt fra fødslen, uden at de i det hele taget har fået mad fra
moderen, så bed dyrlægen om hjælp, for her løber man en stor risiko - den
første føde fra moderen er fyldt med antistoffer, der giver immunitet mod de
almindelige kattesygdomme.
Der findes endog flere teorier om killingers end om menneskebørns
ernæring. Halvanden teskefuld mad hver fjerde time skulle være rigtigt til at
begynde med, men hvis sammensætningen ikke er righoldig nok, behøver de måske
mere. Øg gradvis mængden efterhånden som de vokser til. Vær tålmodig - nogle
killinger sluger maden i løbet af et øjeblik (og når først de er kommet til
dette stadium spildes en del af det, så de ikke får nok), mens andre tager
deres tid. Vej hver killing hver dag, og hold regnskab med vægten. Dersom
vægten ikke øges støt, er der noget galt. Hvis en killing skriger på mere mad,
så lad den få den.
Hvis dyreforretningen har en flaske specielt beregnet for
killinger, er det den bedste måde at made dem på. En dukkeflaske vil, hvis den
har den rigtige sut, være en god erstatning. Man kan foretrække at bruge en
pipette af den slags, man bruger til øjendråber - eller undertiden til at
påfylde fyldepenne med. Vær forsigtig med ikke at trykke på gummisprøjten, så
mælken tvinges ned i killingens mund, lad den selv suge den ud. Hvis man
tvinger for meget mælk i killingen, kan man kvæle den, eller det kan forårsage
lungebetændelse - en sygdom, som kræver mange kunstigt opflaskede killingers
liv, når de kun er et par dage gamle. Som en meget midlertidig foranstaltning
kan man give en killing et sammensnoet rent lommetørklæde, dyppet i mælk, at
sutte på - men det må ikke indeholde rester af vaskepulver eller stivelse.
Forsøg ikke på at fodre killingen i kassen. Sæt Dem med et
groft håndklæde på skødet - for ikke at blive snavset og for at give killingen
noget at gribe fat i. Killingen støttes mod håndfladen, mens man forsigtigt
holder dens hoved mellem tommel- og pegefinger og giver den flasken eller
pipetten med den anden hånd. Mælken bør være omkring 38 °C. Hvis killingen ikke
er interesseret, så forsøg med en dråbe mælk på dens næse eller klem en dråbe
ud af sutten, mens den forsigtigt skubbes ind og ud af killingens mund. Hvis
den gylper for meget ned og er ved at kvæles, løftes dens ryg hurtigt i vejret,
så det, der kom i den gale hals, kommer op igen.
Man bør få en killing til at bøvse, akkurat som et spædbarn,
men i stedet for at lægge den over skulderen gnider man dens mave for at få
luften ud. Strygninger fra top til tå med et hjørne af håndklædet vil virke som
moderens ru tunges" bearbejdning, og en blid massage under halen" med
en klud, dyppet i lunkent vand vil stimulere den til at få afføring. Dens
afføring må hverken være flydende eller for fast. Hvis den har tynd mave
mindskes indholdet af sirup eller andre væsker i kostsammensætningen. Man bør
også bade ejnene= hver dag med en vatpind, dyppet i en saltopløsning,
borsyreopløsning eller mineralolie. Væn de moderløse killinger til at labbe
væske i sig og til at spise fast føde på samme måde som de andre killinger.
En kattemor vil som regel oplære sit afkom til ikke at
snavse lejet til og til at benytte en toiletbakke, så snart de selv er i stand
til at komme hen til den. Hvis man selv opfostrer dem, må de anbringes på
bakken og opmuntres til at lade vandet eller besørge ved, at man masserer dem.
I praksis volder det færre problemer, end man forestiller sig. Naturligvis kan
små killinger en gang imellem befinde sig for langt væk fra bakken til at nå
derhen i tide og forrette deres ærinde, eller en spændende leg kan få dem til
at glemme sig selv. Lidt overbærenhed kan være nødvendig.
Begynd i øvrigt på deres opdragelse så tidligt som muligt.
Afskræk dem fra at lege med elektriske ledninger, tilskynd dem til at bruge et
kradsetræ og måske, hvad der er det vigtigste, væn dem til at omgås mennesker
og til at blive plejet og passet af dem. Lad dog ikke små børn lege med en
meget lille killing, da der kan indtræffe uheld.
Hvis en enkelt killing får diarré, er der ingen grund til at
blive grebet af panik. Den har sikkert kun spist noget, den ikke kunne tåle.
Lad den ikke spise noget i 12 timer, så er det sandsynligvis i orden.
Hvis hele kuldet har tynd mave, må der være blevet foretaget
en forandring i kosten, eller den er blevet serveret for kold fra køleskabet.
Måske har madskålen ikke været ordentligt vasket, eller maden har stået fremme
for længe. Prøv at finde ud af årsagen og prøv en sulte-behandling. Hvis diarréen
fortsætter, så tag en prøve med til dyrlægen.