Øret

Ørernes bevægelighed gør at katten kan lokalisere, hvor lyden kommer fra.

Kattens øre omfatter tre dele: det indre øre, mellemøret og det ydre øre.

- I det indre øre ligger hørenervernes nerveender samt de halvrunde gange, hvor ligevægtsorganet er placeret.

- Mellemøret ligger lige bag trommehinden, som er stor, ovalformet og stærkt indad hvælvet. Trommehulen indeholder en række små knogler: hammer, ambolt og stigbøjle, som er meget udhulet i midten.

- Det ydre Øre, som via høregangen leder lyden mod mellemøret er oprejst og trekantet og har form som en åben fremadrettet tragt. Huden, som dækker det, er meget stram på den indre overflade og dækket med fine hår på ydersiden. Tragtens størrelse varierer noget afhængigt af racerne, men når den syner meget lille hos perserne, skyldes det til dels den tætte pels, som skjuler den nederste del.

Det ydre øre er rigt forsynet med voks- og fedtkirtler. Nogle muskler giver tragten bevægelighed, hvilket gør det muligt for katten at lokalisere lydene bedre.

Katten er lige så veludrustet til at høre som til at se.

Ørets sygdomme

Det drejer sig især om lidelser, der har sæde i øregangen eller på tragten, det vil sige i højde med det ydre øre, men infektionsbetingede skader eller betændelser kan ødelægge trommehinden og frembringe alvorlige lidelser i mellemøret eller det indre øre.

Otitis, ørebetændelse, kan have talrige årsager: fremmedlegeme, infektion, snyltere.

Akut ørebetændelse viser sig ved en voldsom vedholdende smerte. Øregangen fyldes med hvidliggult pus. Behandles denne sygdom rigtigt med antibiotika eller svampemidler alt efter årsag, aftager den hurtigt uden at give følgesygdomme.

Øremider, Otodectes cynotis, katten kan angribes af en speciel slags øremider. Denne arts specifikke mide, der smitter fra kat til kat, men ikke fra kat til menneske, udvikler sig i ørets hud og fremkalder stærk kløe. Dyret kradser sig voldsomt og forvolder betydelige skader på tragtens ydre overflade. Hvis man kærtegner dens øre, ser man den bevæge poten vildt til den samme side. Øregangen fyldes med gråligt eller brunligt ørevoks, og man kan med lup skelne miderne. Til behandlingen anvendes parasitmidler i specielle sammensætninger (Lonclan, Terpineol, osv.).

Kronisk otitis er ofte resultatet af forsømmelser i behandlingen af de to førnævnte lidelser. Det væsker til stadighed fra øret, og en ildelugtende og materiefyldt væske løber ud neden for øretragten. Smerten varierer. Katten ryster hyppigt på hovedet eller kradser sig. Ved hjælp af oprensning med antiseptiske midler, behandling af eventuelle mideangreb og antibiotika, kan det til sidst lykkes at få bugt med ondet, men det tager som regel lang tid. De beskadigelser, kradsningen forvolder, fører ofte til bristning af en blodåre under huden, hvilket fremkalder et hæmatom i øret. øret, der svulmer op af blodet, som har samlet sig mellem huden og brusken, forekommer tæt tillukket, og man må foretage et lille snit for at udtømme blodansamlingen.

Når en ørelidelse angriber det indre øre, fremkalder den funktionsforstyrrelser, dårlig balance og epilepsiagtige anfald.

Se balance, hudsygdomme, nervesystem, soignering, sygepleje.

Jævnlig pleje af ørene er nødvendig og kan foretages af ejeren. Alvorligere øresygdomme skal behandles af dyrlægen.