Ansjosen er en lille sildefisk, der findes i enorme mængder, især i tropiske have.
FAMILIE: Engraulidae. ORDEN: Clupeiformes. KLASSE: Pisces.
En familie af sædvanligvis små og sølvglinsende fisk, som er beslægtede med sildene og findes i tempererede og tropiske have. Nogle få arter går op i ferskvand, eller holder permanent til i floder. Man kan straks se forskel på ansjoser og enhver anden lille, sildelignende fisk, idet ansjosen har en spids snude, der rager ud over munden og den lange og slanke underkæbe. Kroppen er slank og mere eller mindre sammentrykt afhængig af arten. Rygfinnen og gatfinnen har bløde stråler, og halen er kløftet. De sølvagtige skæl mistes let. De fleste arter bliver sædvanligvis 10-15 cm lange, men nogle få arter kan blive 30 cm. Ansjoserne, hvoraf der er ca. 100 kendte arter, er hovedsagelig tropefisk med nogle få arter i tempereret vand. Af de sidstnævnte er den europæiske ansjos, Engraulis encrasicolus, bedst kendt. Denne art, der har en aflang, rund krop, forekommer i store stimer fra Norge og sydpå til Middelhavet og Afrikas vestkyst og danner grundlag for omfattende fiskeri. En fisk meget lig denne findes ud for den amerikanske Atlanterhavskyst og i Det caraibiske Hav samt ud for Sydafrikas, Japans og Sydaustraliens kyster. Den udgør en af de tre vigtigste arter i det store »Iwashi«-fiskeri i Japan. Ud for Nord-, Syd- og Centralamerikas Stillehavskyst findes Engraulis mordax mod nord og E. ringens mod syd, og disse er også af anselig økonomisk betydning, idet fangsten ud for Perus kyst for få år siden var den største af nogen enkelt fiskeart i verden (selv uden undtagelse af den berømte menhaden i det amerikanske Atlanterhav). Ansjoserne i den vestlige halvkugles tropeegne har alle glat bug uden den serie af savtakkede skæl, der findes hos sildene og ansjoserne i det Indiske Ocean og Stillehavet. Ansjoserne i sidstnævnte område viser et antal mærkelige specialiseringer. Hos nogle arter af Thryssa er kroppen stærkt sammentrykt, gatfinnen er meget lang, og det største ben i overkæben, maxillare, er forlænget bagud således at det fortsætter bag ved hovedet til roden af brystfinnerne eller endog til midten af gatfinnen (T. setirostris). Dette lange kæbeben s funktion kendes ikke. Den højest specialiserede af formerne i det Indiske Ocean og Stillehavet er arten Coilia, den rottehalede ansjos, hvor kroppen er konisk og ender i en lang tråd med en meget lille halefinne i enden, mens gatfinnen løber i hele længden og indeholder mere end 100 finnestråler. Yderligere er de øverste stråler af brystfinnerne trådformede. Skønt medlemmer af Coilia findes på lavt vand langs kyster eller i mudrede flodmundinger, har en art meget fremtrædende rækker af lysorganer (fotoforer) nær bugkanten, en karakter der især findes hos dybhavsfisk. Ud over ansjosfiskeriet i de tempererede have findes der er temmelig stort, lokalt fiskeri i det Indiske Ocean og Stillehavet, hvor man koncentrerer sig om de små 10-13 cm arter af Stolephorus. Ansjoserne er også en vigtig kilde til levende mading til brug for tunfiskeriet, især ud for Centralamerikas Stillehavskyst, hvor arten Cetengraulis mysticetus er almindelig brugt.
den europæiske ansjos, Engraulis encrasicolus
.............................................................................................................