Logo

biller

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Artikel billede

ORDEN. Coleoptera. KLASSE: Insecta. RÆKKE: Arthropoda.

En typisk billes morfologi, Til venstre vises insektet med en af dækvingerne løftet, hvorved flyvevingen kan ses.

Fællesnavn for alle insekter, der tilhører ordenen Coleoptera (= skedevinger), hvor det forreste vingepar er omdannet til dækvinger (elytra), der næsten altid mødes i en lige linie ned langs midten af ryggen. Endvidere har biller normalt bidende munddele, der er fremadrettede, og en livscyklus med larvestadier og puppestadium.

Biller er den største dyreorden med næsten 300.000 beskrevne arter. Med hensyn til kropsstørrelse dækker de størstedelen af insekternes var variationsområde. De mindste og letteste er de fjervingede biller (Ptiliidae), af hvilke nogle arter er mindre end 0,04 cm lange. De tungeste er goliat-, elefant- og herkulesbillerne (Scarabaeidae). Både herkulesbiller og visse træbukke (Cerambycidae) bliver indtil 16 cm lange, og der er beretninger om, at nogle træbukke (f.eks. Titanus giganteus) kan blive 20 cm lange. Biller har også et stort udvalg af former og farver, der strækker sig fra matte, sorte løbebiller til strålende, metalliske pragtbiller (Buprestidae). Både form og farve skyldes hudpanseret eller kutikulaen. Da denne ofte er meget hård, er biller hårdføre nok til at overleve ulykker eller angreb, som ville invalidere andre insekter. Biller er i virkeligheden den mest tydelig pansrede orden af en pansret klasse.

Artikel billede

Han-eghjort med stor »gevir«

Artikel billede

Hun-eghjort, Lueanus cervus, mangler »gevir«.

Artikel billede

Melorme, larver af billen, Tenebria molitor, et skadedyr i korn møller, der bruges meget som foder til stuefugle og andre kæledyr.

Bygning. De bidende munddele består af stærke kindbakker (mandibler) dækket af overlæbens hudlap (labrum), og riveog børsteformede kæber (rnaxiller), der fører føden bagud til munden over den bakkeformede underlæbe (labium). Bag ved denne findes gula, et strubeområde, der er karakteristisk for biller. Hos nogle biller er munddelene omdannet til stikkende og sugende redskaber. Palperne på kæber og underlæbe er føle- og smagsorganer. Følehornene (føle- og lugteorganer) har sædvanligvis 11 led og varierer fra tråd- eller børsteform til en mængde forskellige køtleforrner. øjnene er store hos dagrovdyrene, men er små eller mangler hos visse hulearter og hos mange larver.

Artikel billede

En blå snudebille Eupholus fra New Guinea.

Artikel billede

Herkulesbille, Dynasres hercules, han.

Artikel billede

Goliatbille, Goliathus giganteus, en af de største biller. De findes i Afrika.

Ovenfra er forbrystet et stort, bevægeligt led mellem hovedet og den bageste del af kroppen. Sidstnævnte består af kropsegmenter nr. 2 og 3 og bagkroppen, og alle tre dele er dækket af dækvingerne, selvom enden af bagkroppen kan stikke en smule frem. Hos rovbiller (Staphylinidae) stikker flere segmenter af den meget bevægelige bagkrop frem. Dækvingerne, der ofte er rillede og tætsluttende, beskytter de skrøbelige bagvinger. De er fastgjort med en lillebitte, trekantet plade, scutellum. Når denne skydes fremad, kan dækvingerne løftes og vingerne foldes ud. Stærke flyvere som f.eks. torbister og træbukke kan flyve over store afstande, men de fleste biller er mindre dygtige flyvere, og nogle løbebiller og snudebiller kan ikke flyve.

Biller lever enten på jordens overflade og vegetation eller lige under den, og deres vaner fremgår tydeligst af deres benbygning. Aktive løbere (f.eks. løbebiller) har lange, slanke ben, mens fødderne hos klatrende arter som bladbiller og snudebiller er brede og bærer puder af klæbende hår. Hos jordlopper (Chrysomelidae) og nogle snudebiller er bagbenene veludviklede springben, mens forbenene hos mange gravende biller er udvidede og piggede. Hos de fleste vandbiller er mellemog bagben flade og forsynet med hårbræmmer til svømmebrug. og hos hvirvlerne danner disse ben korte, brede skovle til skøjtning på overfladen.

Klassifikation. Der findes to store og to små underordener af Coleoptera.

1. Archostemata omfatter de mest primitive nulevende biller (Cupedidae), der var de dominerende biller i permtiden for 200 millioner år siden.

2. Adephaga er den næststørste underorden med omkring 12 familier af hovedsagelig kødædende land- og vandbiller. Løbebillerne (Carabidae) danner den største familie. Vandbillerne omfatter vandkalve (Dytiscidae) og hvirvlere (Gyrinidae).

3. Polyphaga er langt den største underorden med omkring 130 familier, der udgør 90% af alle biller. Store familier er snudebiller (Curculionidae, den største dyrefamilie), bladbiller (Chrysomelidae), træbukke (Cerarnbycidae), vandkærer (Hydrophilidae), ådselbiller (Silphidae), blødbiller (Cantharidae), rovbiller (Staphylinidae), torbister (Scarabaeidae), pragtbiller (Buprestidae), skyggebiller (Tenebrionidae), smældere (Elateridae), og mariehøns (Coccinellidae).

4. Myxophaga har kun nogle få, små familier.

Artikel billede

Udbredelse. Biller er den mest udbredte orden både på landjorden og i ferskvand. De findes næsten overalt undtagen i havvand. De mere ualmindelige levesteder omfatter ørkener (især Tenebrionidae), huler, strandbredder, alle typer af ferskvandslokaliteter (adskillige familier), fuglereder, termitboer og myretuer (der er mange måder at passe ind i myresamfund på) og de fleste af menneskets oplagrede produkter. Nogle af de største familier (f.eks. snudebiller og løbebiller) findes udbredt over hele verden, mens andre familier har en mere begrænset udbredelse. F.eks. forekommer de kødædende vandkalve hovedsagelig på den nordlige halvkugle, mens pragtbiller hovedsagelig er en tropisk gruppe. Mange arter er begrænset til små områder, men mere end 100 arter biller er nu kosmopolitter, idet mennesket har udbredt dem over hele kloden.

Artikel billede

Larven af eghjorten, Lucanus cervus, der lever forrådnet træ, stikker her hovedet frem, så man ser de kraftige kindbakker.

Forplantning og livs cyklus. Selvom det ofte er vanskeligt at skelne imellem kønnene, har hannerne hos nogle biller stærkt forstørrede kindbakker (eghjorte) eller horn (herkulesbiller), og hos andre har hunnerne ikke vinger, som hos sankthansorme. Hunnen hos sankthansormene bruger lys til at tiltrække hannen, mens andre biller bruger særlige dufte (f.eks. barkbiller). Den efterfølgende parringsleg er sædvanligvis en simpel proces, og det samme gælder æglægningen. Hunnen har ikke en egentlig læggebrod, skønt snudebiller ofte bruger snuden til at bore et hul med. De glatte æg lægges enten tilfældigt eller i en forberedt hulning. Lejlighedsvis laves der en særlig ægkapsel, som den flydende silkekokon hos vandkærer (Hydrophilidae). Hvis ægget ikke lægges i nærheden af larveføden, kan der anbringes et fødelager (f.eks. gødningsbiller). Nogle gødningsbiller udviser en grad af forældreomhu, der er sjælden hos biller, skønt den også forekommer hos ådselgravere (Silphidae), barkbiller og Passalidae.

Billelarver varierer betydeligt, men de har alle enten bidende eller stikkende og sugende munddele. Hovedets kapsel er sædvanligvis hårdere end resten af kroppen, der kan ende med et par korte tappe. Benene er store og piggede hos aktive arter (løbe- og rovbiller), mindre og svagere hos mindre aktive arter (smælderlarver og torbistlarver) og mangler hos larver, der lever omgivet af deres føde (snudebiller). Mange larver har tre larvestadier, men der kan være indtil 12 eller flere, som hos smælderlarver. Puppen er sædvanligvis skjult, ofte i en jordcelle og af og til i en kokon, og vedhængene ligger fri på kroppen. Hos nogle få biller (f.eks. mariehøns) ligger puppen udsat, og vedhængene er klæbet til kroppen. De mærkeligste livshistorier forekommer hos arter, hvor larvens aktive første stadium efterfølges af halvparasitiske stadier som hos plasterbiller (Meloidae) med græshopper som vært. Længden af billens livscyklus varierer fra kun en eller to uger til over fem år. I et enkelt tilfælde, en træbuk i en meget tør fyrretræssøjle, ved man, at den først er kommet frem 45 år efter, at træet var fældet.

Artikel billede

Snudebillen Eupholus kickleri fra New Guinea, Hertzog Mountains, Vagau.

Fødeoptagelse. Biller, og navnlig deres larver, æder næsten alle slags animalske og vegetabilske stoffer og endog en del uorganiske stoffer. De fleste er planteædende og omfatter snudebiller, som æder alle plantedele, og bladbiller, som hovedsagelig lever af de bløde væv. Planteædere er almindeligvis specialister og æder måske kun en særlig del på et særligt tidspunkt. Træbukkenes og barkbillernes larver graver gange i træstammer, mens smælderlarver og torbistlarver æder rødderne. En del store biller tager kun nektar, mens mange små arter lever af svampe. De fleste Adephaga er kødædende og omfatter grådige jægere som sandspringere (Cicindelidae) og de store vandkalve. Mange af rovarterne har specialiseret sig i visse typer af bytte; f.eks. Polyphaga, mariehøns. æder hovedsagelig bladlus og skjoldlus, mens myrebiller (Cleridae) jager barkbiller.

Der findes kun få parasitiske biller, men disse omfatter såvel udvendige parasitter (f.eks. Leptinidae, der inkluderer en bæverparasit) som invendige parasitter (f.eks. Rhipiphoridae, der inkluderer en hvepseparasit). Det er meget almindeligere blandt biller at leve af affaldsstoffer, især gødning og ådsler, som altid forekommer. Gødningsbiller som f.eks. skarnbasser (Geotrupidae) graver tunneler i og under kokasser, men nogle store arter som skarabæen triller en gødningskugle bort for at fortære den i ro og fred. Forrådnende ådsler hjemsøges af en række biller, hvoraf nogle få lever af selve ådslet (f.eks. nogle Silphidae), men de fleste lever af fluemaddiker osv. lndtørrende ådsler leverer føde til hud- og benspecialister (f.eks. klannere, Dermestidae). Ådselgraverne Necrophorus er særlig interessante, idet et par kan begrave en hel død rotte eller en lille fugl som føde for parret selv og deres unger.

Beskyttelsesadfærd. De fleste biller enten flygter eller »stivner« for et rovdyr. Således kan løbebiller og rovbiller sædvanligvis løbe hurtigt, mange biller kan flyve, og nogle kan springe enten ved hjælp af forstørrede bagben (jordlopper) eller, som hos smælderne, ved at folde sig sammen som en lommekniv og springe op i luften. Truede plantebiller falder ofte omkuld og stivner, således at de kan overses. De bedste til denne manøvre er pillebillerne (Byrrhidae), hvor både ben og følehorn kan lægges ind i riller i kroppen. Camouflage kan også bidrage til ubemærkethed, som det ses hos de grønne blad biller og snudebiller. Nogle biller smager ilde og viser dette ved hjælp af advarselsfarver. Mariehønsenes farvemønstre er eksempler herpå. Omvendt kan ubeskyttede biller efterligne arter, som har beskyttelse, sådan som tilfældet er med hvepsebillen, Clytus arietis. Nogle arter har ubehagelige sekreter. De mest iøjnefaldende er bombarderbillerne. Brachinus, hvor den eksplosive ladning, der afgives med stor træfsikkerhed fra bagenden, ikke blot lugter ilde, men også er skoldhed. Mange voksne biller og larver kan frembringe lyde ved at gnide to dele af kroppen mod hinanden. I nogle tilfælde frembringes disse lyde, når billen forstyrres, som f.eks. hos vandbillen, Hygrobia hermanni.

Økonomisk betydning. Biller har ringe lægevidenskabelig betydning, skønt nogle arter indeholder blæredannende midler såsom cantharidin (hos plasterbiller (Meloidae) f.eks. spansk flue, Lytta vesicatoria) og paederin (nogle Staphylinidae). Endvidere er nogle små indiske gødningsbiller en sjælden årsag til diarré. De økonomisk betydningsfulde biller er skadedyr, der forgriber sig på landbrugs-, tømmerog lagerprodukter. En mængde bladbiller, snudebiller, smælder larver og torbistlarver angriber afgrøder. F.eks. er coloradobillen, Leptinotarsa decemlineata, en blad bille, der angriber kartofler. Den bredte sig hurtigt over Europa efter ankomsten fra Nordamerika i 1922, men den har hidtil været under kontrol.

Artikel billede

Billepupper ligger som regel skjult i jorden og ser ud som denne løbebillepuppe.

I Danmark har den ikke fået fodfæste, skønt adskillige eksemplarer hvert år flyver til de sydlige øer og Bornholm fra vore nabolande. Tømmer gennembores på alle trin fra skov til møbel af snudebiller, barkbiller, træbukke og borebiller (f.eks. træorm og dødningeur).

En alvorlig bivirkning fra mange biller, der lever af afgrøder og tømmer, er overførsel af svampe- eller virussygdomme fra plante til plante. Oplagrede fødevarer kan smittes af melorm og rismelsbiller (Tenebrionidae) og kornsnudebiller, men andre materialer fra museumsgenstande til blykabelarmering kan udsættes for billeangreb. Imidlertid er ikke alle biller skadedyr, idet mange (inklusive løbebiller, rovbiller og mariehøns) er nyttige rovdyr. Den første heldige biologiske bekæmpelse af skadedyr foregik således ved indførsel af en australsk mariehøne, Rodolia cardinalis, til Californien, hvor den nedkæmpede et angreb af citrusskjoldlus i 1888-90.

.............................................................................................................

Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,7 (6 stemmer)
Siden er blevet set 6.420 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• Allike - Corvus moneduloI hele Europa, Nordasien og Nordvestafrika. Holder sammen i flokke ...
• Gøg - Cuculus canorusI hele Europa og næsten hele Asien og Afrika. Europæiske gøge overvintrer i Afrika syd for...
• anadrome fiskBetegnelse for fisk, der fra havet går op i floderne for at yngle. Udtrykket bruges også...
• Isfugl - Alcedo atthisI hele Europa med undtagelse af det nordligste; østpå til Asien, sydpå til Nordvestafrika;...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os

Smæk insektet!