Logo

beskyttelsesfarver

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

Krabbe-edderkoppen kan langsomt skifte farve fra hvidt til gult, så den ligner kronbladene.

Et middel, hvormed dyr kan skjule sig for deres fjender, idet de enten udnytter kroppens normale farver eller form, eller skifter farve, så den afstemmes efter baggrunden

En almindelig måde, et dyr kan skjule sig på, er ved at udviske sit omrids. Dette kan gøres på flere måder. Lad os først betragte begrebet modskygning. En cylindrisk genstand, der belyses ovenfra, vil kaste en skygge langs de nederste kanter, så der fremkommer et mørkt område. Dette gælder også for et dyrs krop, men hvis undersidens farve er lysere end ryggens, udlignes skyggens virkning, og dyrets omrids er mindre synligt. Skindet på en hares bug er meget lysere end på dens ryg, en slående kontrast, når dyret ligger på siden, men når en hare trykker sig mod jorden, bliver den vanskelig at opdage.

Mange fisk har mørk ryg og sølvglinsende bug. I dette tilfælde tjener camouflagen et dobbelt formål, for når fiskene ses nedefra mod vandets sølvagtige overflade, er de utydelige, fordi farven på bugen falder sammen med baggrundens farve. Modskygningen er vendt om hos nogle dyr. Nilmallen f.eks. har lys ryg og mørk bug, men den svømmer altid med ryggen nedad; den kaldes også rygsvømmende malle. Næsten det samme gælder for aftenpåfugleøjelarven. dens farvetegning er omvendt, men det er dens normale stilling på grenen også.

Modskygning nedsætter skyggens virkning, men skyggen kan også elimineres ved, at dyret antager en fladtrykt form således at kroppens sider flades ud og mødes med jorden i en jævn overgang. En ung triel trykker sig, når den skræmmes, og presser hoved og hals mod jorden, mens fjerene spredes ud til siderne. Da den også har beskyttelsesfarver, er den meget vanskelig at få øje på. En del firben med en ret flad form trykker sig og breder kroppen ud til siderne. En gekko, Uroplates fimbriatus, har frynser langs kanten af kæben og en bred fremstående kant på hver side af halen, hvilket alt sammen hjælper med til at reducere skyggen, når dyret ligger stille. En anden vigtig gruppe af camouflagemønstre er de såkaldte opløsende farvetegninger. Et dyr, der falder sammen med baggrunden, og som har en eller anden måde at reducere sin skygge på, vil være næsten usynligt, men det er sjældent, at levested et byder på en ensartet baggrund for dyret. Derfor kan en farve, som falder sammen med baggrunden det ene sted, gøre dyret iøjnefaldende et andet sted. Men det er »kontinuiteten af en overflade, afgrænset af en særlig kontur eller et særligt omrids«, der gør et dyr genkendeligt som sådant og udskiller det fra baggrunden. Derfor kan det skjule sig hvis det er vanskeligt at skelne denne kontur. Farvemønstre bestående af striber og pletter afleder betragterens opmærksomhed fra formen, der bærer farverne. Virkningen øges stærkt, hvis en af farverne er den samme som baggrundens, idet de dele af dyret da »forsvinder«, og hele formens sammenhæng går tabt, den så at sige opløses. De brune og gråbrune farver hos en del voksne natsommerfugle opfylder denne funktion på en fortræffelig måde, når de slår sig ned f.eks. på træernes lavdækkede bark. Meget tydelige kontrasterende bestanddele af et mønster kan med særligt held opløse et ellers iøjnefaldende særpræg. Et sådant særpræg hos fisk, fugle eller pattedyr er deres skinnende øjne. Men særpræget formindskes, når øjet indgår i en sort stribe langs siden af hovedet eller måske i hele kroppens længde. Andre sorte striber kan bidrage til at bryde dyrets omrids. Fisken Eques laneeolatus er et udmærket eksempel herpå.

Hvor mønsteret træder stærkt frem med lyse farver ved siden af mørke linier, opstår der en tredimensional virkning. På denne måde bliver en slange som kobberhovedet, der findes i Nordamerika, vanskelig at se mod det nedfaldne løv, idet dyrets glatte overflade fremtræder som brudte småflader i alle vinkler, ligesom de sarnmenkrøllede og spredte nedfaldne blade på skovbunden.

Artikel billede

Sommerfuglen på dette billede ses at have en forbløffende lighed med et stykke af en kvist, selv når den ses nær på.

Mange fugle som viber eller spover, der bygger rede på jorden, lægger æg med typiske gulbrune eller olivengrønne farver, afbrudt af uregelmæssige pletter af brunt, der gør det vanskeligt at skelne dem mod den baggrund, som de spraglede omgivelser danner. Nogle arter af fugle, der ruger på jorden, som f.eks. natravne, lægger imidlertid iøjnefaldende, hvide æg, men disse skjules da af beskyttelsesfarverne på den voksne fugls krop, idet den bliver på reden, når faren truer, i stedet for at forlade den, som en spove gør.

Artikel billede

Slethvarren er sandfarvet og lever på sandbund.

Hos nogle dyr mødes linier af kontrasterende farve, når dyret hviler, og de sammenfaldende linier danner et opløsende mønster, som ved at være kontinuerligt, f.eks. hen over krop og ben, skjuler dyrets form. Nogle af de padder, der lever i træer, giver glimrende eksempler herpå. Træfrøen Megalixalus fornasinii har farvebånd i længderetningen, som, når den hviler med benene trukket ind mod kroppen, smelter sammen til to brede, lyse bånd, der gør det vanskeligt at se dyret.

Zebraens striber virker skjulende på to måder: dels bryder de omridset, når dyret står i åbent landskab, dels afspejler de i højt græs stråenes lodrette linier og skjuler på denne måde dyret, der falder sammen med baggrunden. Sådanne direkte efter ligninger af baggrunden ses ofte. Nogle flynderfisk kan tilpasse deres kropfarve til den baggrund, de ligger på. Forandringerne skyldes ændringer i størrelsen af forskellige kromatoforer (farveceller) i huden. Lignende ændringer i kromatoforerne foregår hos rejer og andre krebsdyr. De formidles gennem øjnene, som påvirker nerve- og hormonkontrollen af kromatoforerne (hos fisk hovedsagelig nervøs kontrol, hos krebsdyr hormonal kontrol).

Efterligning af genstande i naturen vil gøre dyrene mindre iøjnefaldende, forudsat de befinder sig på et sted, hvor disse genstande forekommer i stort antal. Vandrende pinde er ikke blot lange og tynde, men de står også på en kvist med kroppen i en vinkel, der svarer til den vinkel, sidekvistene har. En af disse vandrende pinde, Parasosibia pana, hviler med hovedet nedad og griber fat om kvisten med det andet benpar, mens resten af kroppen holdes ud fra kvisten i en vinkel. Bagbenene holdes tæt ind mod kroppen. Målerlarver indtager lignende stillinger. Andre insekter efterligner blade, og ligheden er så detaljeret, at dyret har aftegninger, der ligner årerne i et blad, og hos nogle endog fugleklatter eller de skimmelsvampe, der vokser på bladet.

Det er vanskeligt at forestille sig, at disse mønstre kunne være opstået uden at have en funktion, og forsøg beviser deres effektivitet. Et simpelt eksperiment er at anbringe voksne vandtæger i akvarier med sandbund, hvor nogle af disse insekters farve gør dem mindre synlige end andre mod sandbunden. En elritse eller to i akvariet æder nogle af billerne, og det er tydeligt, at elritsen hovedsagelig tager dem, der er dårligst skjult. I det industrielle England fortrænger den sorte form af birkemåleren den lyse

Artikel billede

Væsel-makien, Lepilemur mustelinus, har en brunlig dragt, der ligner træstammerne.

form, men hvor den industrielle luftforurening er mindre, forekommer den hvide i større mængder. De lyse er især godt camouflerede, når de sætter sig på lavet på en træstamme, men luftforureningen ødelægger lav. Træets nøgne bark sværtes dernæst af den sodfyldte luft, og med denne bark som baggrund er den mørke birkemåler mere effektivt skjult end den lyse. Hvis blandede populationer af lyse og mørke birkemålere slippes løs i et ikke-forurenet område, vokser antallet af lyse insekter ved den efterfølgende indfangning, mens det modsatte sker i røgsværtede områder. Direkte observation viser, at insektædende fugle som rødkælke, der lever af disse natsommerfugle, lettere fanger den farvetype, der afviger mest fra baggrunden. Natsommerfuglens adfærd indebærer, at hver form vælger den baggrund, der giver det bedste skjul. Denne slags adfærd, der tjener til at udnytte farvemønsteret. findes også hos sommerfuglelarver, der har omvendt farvning af kroppen. I stedet for en dorsal lysreaktion, dvs. at de reagerer på lyset ved at vende oversiden imod det, har disse insekter ventral lysreaktion, hvilket får dem til at vende deres mørkt farvede underside opad. Se også mimicry.

 

Artikel billede

Larven af sommerfuglen Opisthograptis luteoiator ligner en kvist.

Artikel billede

Den bladlignende løvgræshoppe, Tanusia brullaei er fra Sydamerika.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 2.609 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.