Logo

banteng - Bos javanicus

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

FAMILIE: Bovidae. ORDEN: Artiodactyla. KLASSE: Mammalia.

En art vildokse i Sydøstasien, der er nært beslægtet med gauren. Bantengen er mindre end gauren og har en gennemsnitshøjde på 170 cm. Den har længere ben og en mindre rygkam. Ligesom hos gauren har benene hvide »strømper«, men i modsætning til denne har bantengen også en hvid plet på bagdelen. Hornene er mere kantede og er i gennemsnit 60 cm lange hos tyrene, men kun omkring 30 cm hos køerne. Panden imellem hornene er nøgen og stærkt forhornet. Bantengen er vidt, men ikke sammenhængende udbredt. Den typiske race fra Java, B. j. javanicus, har horn, der breder sig til siderne med et tværmål på 60-75 cm, og tyrene er skinnende blåsorte, hvorimod køerne er gulbrune. Hos Borneo-racen, B. j. lowi er tyren e chokoladebrune med horn, der vokser mere lige opad. Det er desuden et meget mindre dyr. Der findes ingen bantenger på Sumatra, og i Burma, Thailand, Cambodja og Vietnam er den lokale race, B. j. birmanicus, normalt gulbrun hos begge køn. I Cambodja er dog omkring 20% af tyrene sortagtige, og i de thailandske distrikter på Malaccahalvøen er de fleste tyre sorte. Borneo's banteng kaldes temadau. I Burma kaldes den tsaine og i Cambodja ansong. Der hersker nogen tvivl om, hvorvidt der findes ægte, vilde bantenger i Malaya, skønt der bestemt findes 70 i Kedah, men det kan være forvildede tamdyr, eller de er for nylig indvandret fra Thailand. Uanset hvor de kommer fra, er de tilstrækkelig nye for malajerne til at blive kaldt »sapi utan(vild okse).

Bantenger er stadig talrige på Sydøstasiens hovedland og på Borneo, men på Java har den fremadskridende opdyrkning og den store befolkning reduceret deres antal og område, og den javanesiske race er en truet form. Sandsynligvis er der kun 300 overlevende på Java, hvoraf de fleste befinder sig i Udjung Kulon-reservatet på den vestlige spids.

I modsætning til gauren foretrækker bantengerne fladt eller bølget terræn med lyse skove og lysninger med græs og bambus. De er mindre sky end gauren og trænger oftere ind på opdyrkede marker. De lever i hjorde på 10-30, men mange tyre lever alene undtagen i brunsttiden. De er mere eller mindre natdyr, idet de kun æder om natten og tidligt om morgenen. Om dagen ligger de i skoven og tygger drøv. I monsuntiden vandrer de op i bjergene, undertiden op til 600 m, for at æde de unge bambusskud. I tørketiden vender de tilbage til de græsbevoksede dale. Brunsttiden varierer fra sted til sted. I Burma og Manipur (deres nordligste område) parrer de sig i september og oktober, og kalvene fødes i april og maj. Kalvene er rødlige, og køerne er kønsmodne på 2 år, tyrene lidt senere.

På Bali har bantengen længe været husdyr og danner en karakteristisk race, der er mindre end den ægte banteng, med en større hudfold på halsen (doglap) og lavere rygkam; hannerne er aldrig helt sorte. I dele af Indonesien bruges balioksen i vid udstrækning som trækdyr og malkekvæg. På Bali og Lombok har nogle forvildet sig. På Java er tæmningen af bantengen af en nyere dato, og de tamme dyr adskiller sig næsten ikke fra de vilde.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 2.639 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.
Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?





Effektiv reklame - klik her