Denne ejendommelige race, der udvikledes sidst i 1960'erne i
Californien, er nu anerkendt af National Cat Fanciers Association. I udseende
ligner ragdoll'en meget birmakatten, men dens krop er kraftigere, hovedet
bredere og pelsen tykkere, og den oprindelige opdrætter hævder, at den ikke
behøver at blive børstet. Der er blevet udviklet brunmaskede og lillamaskede
varieteter, og begge kan have en let hvid stribe på næsen og hvid halespids,
men dette har ikke væsentlig betydning. De skal imidlertid have birmakattens
hvide sokker. Killingerne fødes hvide og får først deres endelige farve, når de
er cirka halvandet år gamle. Trods farverne er de på ingen måde beslægtet med
siameseren, og de har en meget stilfærdig stemme.
Racen stammer fra en hvid persisk hunkat, der kom alvorligt
til skade ved et trafikuheld. Tilsyneladende har hendes afkom alle sammen unikke
anlæg. De er overordentlig rolige og fysisk så afslappede, at de bogstavelig
talt hænger over ens arm som en kludedukke eller en sæk. Det lader til, at de
har mistet enhver fornemmelse for fare, og de synes ikke at føle smerte,
hvilket gør dem umådelig sårbare. De kan ikke slås og er et let bytte for andre
dyr, som kan dræbe en ragdoll i løbet af et par minutter. De lægger sig ned
midt i trafikken og falder i søvn.
De er på ingen måde skrøbelige, men de må holdes væk fra
fremmede dyr, børn, der kan gøre dem fortræd, og fra andre farer. Forandringer
i adfærd eller tilstand bør iagttages omhyggeligt for tegn på dårligt helbred
eller kvæstelser. Ragdoll'en er blevet beskrevet som »det nærmeste man kan
komme til at have en rigtig baby og dog have et dyr«, men dens passive og
afhængige natur kan for mange katte-elskere forekomme at være nøjagtigt det
modsatte af de træk, som gør katten så tiltrækkende.
Avl og salg af ragdolls kontrolleres omhyggeligt af
International Ragdoll Cat Association, der søger at overholde en minimumspris
og begrænse avlen af nært beslægtede.
Racen er ganske ukendt i Europa.
Flame point Ragdoll
