Hudsygdomme

Fx ses hudsvampeinfektion tydeligt på denne kats snude og højre forpote.

Huden kan blive udsat for forskellige læsioner, især sår, der, afhængigt af deres karakter, behandles med almindeligt desinfektionsmidler eller med sammensyning under lokalbedøvelse.

Alopeci er mere eller mindre udbredt håraffald, der viser sig enten ved tilsynekomst af hårløse pletter eller ved almindelig udtynding af pelsen. Det udvikler sig som regel uden kløe, når årsagen er ernæringsmæssig eller hormonal, men det kan også fremkaldes af eksem eller af hudsvampelidelser.

Man kalder en infektion for eksem, når der fremkommer kløe og håraffald. Den kan have forskellige årsager og vise sig under forskellige former (akut, kronisk, osv.). Væskende eksem er som regel akut; det giver sig pludselig til kende med rødme og irritationspletter, som katten slikker utrætteligt. Tørt eksem begrænser sig som oftest til hudkløe på en hud, der er dækket med skæl.

Om årsagen til eksemer vides ikke ret meget. I øvrigt ville det være rigtigere at tale om flere årsager, da denne sygdoms opdukken er betinget af mange faktorer: dyrets almentilstand, mangel på motion, hormonale forstyrrelser (specielt dem, der skyldes tidlig kastration) og alvorlige fejl med hensyn til ernæringen. Kløen kan afhjælpes med antihistamin præparater eller eventuelt kortisonpræparater, indgivet gennem munden eller påsmurt lokalt. Disse behandlingsmidler har ikke særlig stor virkning, hvis lidelsen skyldes en upåvist allergi.

Foruden eksemer kan man se forskellige sygelige beskadigelser dukke op på huden, blandt hvilke kan nævnes sår, bylder og insektstik. Vorter er sjældne, men undertiden ses cyster og svulster. Endelig, som hos alle dyr, fremkalder forbrændinger beskadigelser, der går fra almindelig irritationsrødme til dybtgående ødelæggelse af overhuden og læderhuden.

Ringorm

En af de hyppigste og mere frygtede hudsygdomme hos katte er ringorm, der ikke, som man skulle tro efter navnet, er en ormelidelse, men en hudsvampelidelse. Når denne lidelse har fået dette navn skyldes det, at de svampeinficerede elementer på hud og i pels ofte får en nærmest ringformet karakter med en vold i ringens ydre rand. Det er på dette sted at infektionen er aktiv, medens den i ringens centrum er i ophelen. Lidelsen kan forårsages af en hel række forskellige svampe (de såkaldte patogene svampe). En af de hyppigste er Microsporum canis, der bl.a. er karakteriseret ved at den kan lyse gylliggrønt flourescerende under Woods lys, en art ultraviolet lys med bølgelængden 3300-3600 Å.

Man må dog ikke glemme, at der kan være tale om mange andre svampe som årsag til ringorm, der ikke kan lyse, hvorfor denne undersøgelse kun er brugbar, når man vil følge udvikling og behandling af en Microsporum-infektion.

Lidelsen viser sig hos den inficerede kat i begyndelsen som enkelte små pletter med begyndende håraffald. gerne 1 mm over selve huden, således at katten får et karseklippet udseende. Senere kan der komme skeldannelse i midten af strukturen, og man kan få indtryk af en voldformet rand. Nogle af svampeinfektionerne følges af voldsom kløe og dette kan få katten til at kradse sig og derved sprede infektionen til andre hudområder. Efterhånden breder elementerne sig, samtidig med at ophelingen starter centralt. Fortsætter lidelsen ubehandlet, vil den i langt de fleste tilfælde hele op af sig selv i løbet af nogle måneder.

Rammer lidelsen derimod katte der enten går under dårlige forhold i udhuse, bure eller mindre løbegårde. hvor de ikke kan få normal motion, eller er katten syg af andre årsager, fx fejlernæringslidelser eller kræftlidelser, kan svampeinfektionen tiltage og kan efterhånden udvikle sig til en generel svampeinfektion. Lidelsen er smitsom ved direkte overførsel af sporer fra kat til kat eller ved tilfældig overførsel af sporer fra omgivelserne til en modtagelig kat.

Normalt smittes katte med helt sund og intakt hud ikke, men findes der rifter eller sår, eksem eller mere generelle faktorer som ovenfor nævnt, kan sporerne få fodfæste, og en ringorm kan udvikle sig.

Behandlingen er relativt simpel, og kan i de lettere tilfælde gennemføres som en lokalbehandling af huden med et af de moderne bredspektrede svampemidler som fx miconazolnitrat. I mere udtalte tilfælde skal behandlingen suppleres med en såkaldt generel behandling med fx griseofulvin, idet man her skal huske, at dette middel ikke uden videre bør gives til drægtige katte. Under alle omstændigheder står man sig ved at rådføre sig med dyrlægen, da mange af de såkaldte husråd er ganske uden virkning.