Logo

beskyttelsesadfærd

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

Den europæiske natravn, Caprimulgus europæus, sover og bygger rede på jorden og har en enestående lighed med sit underlag.

Handlinger, adfærdsmønstre, hvorved dyr skjuler sig for, afskrækker eller distraherer rovdyr (predatorer) og således hindrer disse i at angribe.

Beskyttelsesfarver gør et dyr lidet synligt, og der er således mindre sandsynlighed for, at det ses, men for at opnå den heldigste brug af denne camouflage må dyret opføre sig på en særlig måde. Hvis kroppen har såkaldt modskygning med en lysere farve på undersiden, må dyret placere sig således, at det har ryggen vendt mod det indfaldende lys. Et godt eksempel på, hvorledes adfærd gør farvemønsterets effektivitet størst mulig, ses hos larverne af sommerfuglen Hyloicus pinastri, der findes på fyrretræer. De unge sommerfuglelarver er stribede på langs og ligger parallelt med nålene, men på det sidste stadium erstattes denne farve af tværstriber. På dette trin ændres adfærden, idet larven nu placerer sig således på grenen, at af tegningerne blander sig med den nederste ' del af nålene.

Da predatorerne delvis kender byttet på, at det bevæger sig, kan byttedyret gøre rovdyrets arbejde vanskeligere ved at stivne. Dette fjerner effektivt en af de stimuli (påvirkninger), der kan fremkalde et angreb, medens det samtidig forhindrer stedfæstelse af byttet. Det er typisk for biller, insekter og sommerfuglelarver, at de »spiller døde«, Når de slås af planten, de kravler på, frembringer tabet af kontakt imellem fod og underlag denne adfærd. De stivner krampagtigt, sædvanligvis med benene trukket op mod kroppen, og uden at reagere på nogen påvirkning, som f.eks. berøring. Trynesnogen, Heterodon platyrhinus og den almindelige snog, Natrix natrix, hvæser og åbner gabet, når de stimuleres kraftigt. Hvis dette ikke jager den ubudne gæst væk, vender de sig om på ryggen og ligger helt ubevægelige, som om de var døde. Udtrykket »playing possum«, dvs. »lege opossum«, kommer af den nordamerikanske opossums adfærd, idet denne ved fare ligger slap på jorden med tungen ud af munden og lukkede øjne. Den finder sig i, at man skubber til den, og gør ikke forsøg på at flygte. Denne trancelignende tilstand varer i flere minutter. Endvidere vil den, hvis man vender den med den rigtige side opad, øjeblikkelig rulle om på ryggen igen og spille død.

Det er muligt, at nogle af de »frygtindgydende« stillinger, nogle sommerfuglelarver indtager, er beslægtet med det at spille død. Når således en larve af aftensværmen Leucorhampha ornatus berøres, løfter den bagenden af kroppen og viser noget, der ligner et slangehoved. Nogle sommerfuglelarver har som en del af deres farvetegning tydelige øjepletter, der synes at have den funktion at jage predatorer bort. At sådanne aftegninger er effektive, har man set hos natsommerfugle som Automeris medusae, der har en øjeplet på oversiden af hver bagvinge. I normal hvilestilling er disse pletter skjult af forvingerne. Forvingerne slås øjeblikkelig fremad og afslører øjepletterne, når den siddende natsommerfugl forstyres. Eksperimenter med mønstre, der ligner disse øjepletter, viser, at fugle skræmmes bort fra føden, hvis de findes i nærheden. Jo mere mønstrene ligner øjne med f.eks. skyggetegninger, der giver en tredimensional virkning, jo mere effektive er de. Dette står sandsynligvis i forbindelse med den skræmmende virkning, som uglers øjne har på små fugle.

De fleste pattedyr løber kun bort fra en fjende, når den kommer inden for en »kritisk afstand« fra dyret. Men hvis pattedyret forfølges af det andet dyr, og afstanden imellem dem aftager, kan den udmærket vende sig og indtage forsvarsstilling. Pattedyr der, som bæltedyret har et kroppanser, ruller sig sammen til en kugle, således at alle deres sårbare dele er gemt bort. Pigge virker voldsomt afskrækkende på en fjende, der er ved at angribe, og f.eks. hulepindsvin har en typisk forsvarsstilling, hvor de rejser piggene og rasler med dem. Da de samtidig vender ryggen til angriberen, står denne over for piggenes spidser.

Dyr kan anvende skadelige og ubehagelige sekreter til at drive angribere på flugt med. Stinkdyr er almindelig kendt for denne adfærd. De vender sig om med bagenden til fjenden og sprøjter indholdet af deres analkirtler på ham. Dette kombineres sædvanligvis med en eller anden slags særlig adfærd. Således stamper en art, Mephitis mephitis, med bagbenene. En anden art, Spilogale gracilis, står på forbenene i omkring fem sekunder. Insekter bruger også kemiske midler til at afskrække deres angribere. Bombarderbillen. slægten Brachinus, der her i landet kun findes på Bornholm, har fået navn efter sin evne til at affyre en nøjagtigt rettet stråle. Det er nok til at jage normale predatorer som andre biller og myrer bort. En bille har tilstrækkelig »ammunition« til 20 skud. Stoffet er en blanding af kinoner (som også bidrager til dannelse af kutikulaen) og skydes ud af en luftart, der dannes ved en kemisk reaktion inden i kirtlen.

Det kan ofte være effektivt at bortlede et rovdyrs opmærksomhed. Adfærd af denne slags findes ofte hos fugle, der bygger rede på jorden (se undvigelsesreaktion). Det er ikke ualmindeligt at se den voksne fugl løbe bort fra reden, idet den opfører sig på en en eller anden iøjnefaldende måde, som tjener til at aflede angriberens opmærksomhed fra reden. Ofte opfører fuglen sig som om den var kommet til skade, f.eks. ved at slæbe den ene vinge efter sig. Dette kan forøge dens tiltrækning som et eventuelt bytte. De tiarmede blæksprutters reaktion på fjender er også en afledningsadfærd. Den sky af mørkt blæk, som en opskræmt tiarmet blæksprutte udsender, afleder nemlig snarere rovdyrets opmærksomhed fra blæksprutten, end den fungerer som et røgslør.

Fugle i flokke og fisk i stimer er beskyttet mod visse rovdyr ved at optræde gruppevis. Stære, der flyver i åben formation, trækker tæt sammen ved synet af en vandrefalk eller spurvehøg. Rovfuglen tøver da med at angribe, måske fordi den tætsluttede flok virker som en helhed, der ikke udløser angreb. Det er sikkert meget hensigtsmæssigt, for hvis den dykker mod en af stærene, risikerer den at komme til skade ved at kollidere med de andre. Falken venter på sin chance, til der kommer en efternøler. Pattedyr i grupper er også sikrere end enlige dyr. Moskusoksen f.eks. danner en tæt forsvarsgruppe med ungerne i midten, hvis de angribes af ulve.

Undertiden lever to arter sammen, som beskytter hinanden indbyrdes. Dette er f.eks. tilfældet hos de store blandede flokke af bavianer og impalaer man ofte ser i 0stafrika. En advarsel fra en af arterne opfanges af den anden, og alle dyrene tager flugten. Desuden drives geparder, der kun angriber impalaerne, på flugt af de vrede bavianer.

Artikel billede

Gabun-viperen, Bitis gabonica, er næsten usynlig blandt de nedfaldne blade.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 2.462 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad hedder USA’s næste præsident?




Effektiv reklame - klik her