En menneskelig egenskab, som tillægges dyr. Det består som regel i, at man ser menneskelige motiver og følelser i dyrenes adfærd. Det bruges som et middel til at »forklare« adfærden. Men denne forklaring forudsætter, at dyrs og menneskers nervesystem fungerer på samme måde, bl.a. at dyr har noget, der ligner den menneskelige forstand, og denne forudsætning må i bedste fald siges at være højst usikker.
Psykologien som videnskab afhænger af muligheden for adfærdsanalyse ved selviagttagelse. Eftersom det accepteres, at mennesker alle har en forstand af samme slags, kan analysen udbygges til en generalisering, der gælder alle mennesker. Det er imidlertid umuligt for et dyr at meddele, hvad der foregår i dets forstand (hvis det har en sådan). Derfor er psykologien en subjektiv videnskab, hvorimod etologien, studiet af dyrenes adfærd, stræber efter at være objektiv. Tinbergen efterlyste i 1942 sådanne objektive beskrivelser af dyreadfærd ved brug af ord, der så vidt muligt ikke har et følelsesmæssigt indhold. Derfor skal man helst undgå ord som »skræk« og »angst«, fordi de giver en underforståelse af noget, der ligner menneskelige følelser. I praksis er det vanskeligt at undgå brugen af sådanne ord, og de kan ofte erstatte lange og vidtløftige udtryk, som ville være nødvendige i deres sted. Det er lettere at undgå at tillægge dyr menneskelige motiver og hensigter. Ved at holde sig så strengt til Tinbergens idealer som muligt kan man give en adfærdsbeskrivelse, der kan sammenlignes med andre forskeres beskrivelser at samme art under andre omstændigheder, eller af andre arter. Da sådanne sammenligninger er af stor betydning i etologien, er det tydeligvis en værdifuld fremgangsmåde. Den opfattelse, at et dyr opfører sig hensigtsmæssigt på en måde, der fører til et biologisk nyttigt mål, er naturlig, men uvidenskabelig. Det er ikke nødvendigt at antage, at et adfærdsmønster, der udløses af en eller anden påvirkning fra omgivelserne, udføres med et mål for øje. Dette er i særlig grad rigtigt, når adfærden stort set synes at være medfødt. Når et dyr har lært, at en vis handling medfører en belønning i form af føde, kan man med større rimelighed hævde, at handlingen udføres for at opnå føden. Til trods herfor, og forudsat at man er klar over farerne, er antropomorfisme et nyttigt værktøj ved udformningen af eksperimenter, når disse skal være mere passende til dyrets evner, og kan give nyttige oplysninger til brug ved yderligere objektive studier.
Anders And er vel et godt eksempel på antropomorfisme
.............................................................................................................