Selskabshunde. Meget langpelsede hunde skal tidligt vænnes
til den omfattende pelspleje, så processen kan være en daglig hyggestund og
ikke en magtkamp.
Blandt de utallige opgaver, hundene altid har påtaget sig,
er der en, som ikke må glemmes. Der har i årtusinder levet hunde, som først og
fremmest har skullet være til glæde og godt selskab for deres mennesker.
Gruppen af selskabshunde består med enkelte undtagelser af
små hunde. De fleste er ikke højere end ca. 30 cm over skulderen.
Dværge forekommer inden for alle arter af skabninger. Der
har også altid eksisteret hunde, som var betydeligt mindre end de øvrige hunde
i flokken. I nogle tilfælde har de savnet tilstrækkelig livskraft, så naturen
selv hurtigt har sorteret dem fra. I andre situationer har mennesket grebet ind
og aflivet de svageste individer.
Der kræves et vist materielt overskud, før man kan begynde
at interessere sig for hunde, der ikke er i stand til at arbejde for føden. Det
overskud har man dog tidligt fået inden for alle kulturer. Undermålerne fik lov
til at leve og kom ind i varmen som selskab for husets kvinder og som
legekammerater for børnene.
Fra billeder og arkæologiske fund kender man små
selskabshunde flere tusind år tilbage i tiden. De var overklassens yndlinge i
Kina og Japan, og de var til fornøjelse og adspredelse i Tibets klostre. De
glædede ægyptere såvel som nordboer. Og de havde en høj social position i de
syd- og mellemamerikanske indianerkulturer.
Man kan følge dværghundene videre op gennem tiden. Det
vrimler med dem på portrætter af Sydeuropas førende familier. Fra hofferne
bredte de sig til adelens slotte og godser, videre til det stadig mere
velhavende borgerskab i byerne og derfra til menigmand overalt.
FLERE SLAGS DVÆRGE
Små hunde varierer lige så meget i udseende som deres større
slægtninge. Men der er forskel på dværge.
Nogle er bare små. De er miniudgaver af de noget større
typer, og alle detaljer står i samme forhold til hinanden uden væsentlige
afvigelser. Disse dværge er blevet til gennem en bevidst udvælgelse, hvor
mennesker gennem generationer har avlet videre på de mindste hunde, de har
kunnet finde. De små pudler og dværgspaniels som cavalier king charles spaniel
og papillon er typiske eksempler på sådanne racer.
Hos andre dværge har kun hovedformen ændret sig, mens
kroppen har bevaret sine proportioner. Kraniet er nærmest kuglerundt, og
hovedet virker æbleagtigt med det korte, spidse næseparti og de store øjne.
Verdens mindste hunderace, chihuahua, er en sådan dværg.
Endelig er der den form for dværgvækst, hvor de lange
rørknogler standser deres vækst meget tidligt. Det er en arvelig tilstand, som
også kendes fra mennesker. Man taler om kondrodystrofe 'dværge, når hoved og
krop er af nogenlunde normal størrelse, men benene er ekstremt korte. Blandt
selskabshundene gælder det pekingeser, men ellers er gravhundene det mest
udbredte eksempel på sådanne dværge.
OVERDÅDIG PELS ELLER SLET INGEN
Med en egentlig selskabshund må man være forberedt på lidt
ekstra arbejde. Den går ofte ikke så langt, at den når at slide kløerne
tilstrækkeligt. Den skal derfor jævnligt have klippet negle. Foderet er tit
blødere eIler mere findelt, så der lettere dannes tandsten. Den skal derfor med
mellemrum have renset tænder for at bevare dem intakte.
Mange selskabshunde har en overdådig pels, som kræver lang
tids daglig pleje. Det er vigtigt at gøre sig dette klart, inden man taber sit
hjerte til en af de pelsrige racer. Har man ikke tiden til at passe pelsen,
tjener det hunden bedre, hvis man vælger en mindre krævende af slagsen.
I øvrigt har man beretninger om, at der flere steder på
kloden har levet hunde helt eller næsten uden pels. I Kina, Peru og Mexico har
racerne overlevet helt frem til vore dage. Kineseren, som findes både med og
uden pels, hører hjemme blandt selskabshundene, mens de mellem- og
sydamerikanske racer betragtes som spidshunde. For at kompensere for den
manglende pels, har de hårløse hunde et par grader højere legemstemperatur end
andre hunde, og de har derfor gjort gavn som levende varmedunke.
KARAKTERTRÆK
Karaktertrækkene hos selskabshundene er lige så forskellige
som racernes oprindelser, og det er meget vanskeligt at generalisere for hele
gruppen.
For de mindste racers vedkommende gælder det dog ofte, at de
lettere føler sig truet for eksempel af legende børn og andre hunde. Det kan
resultere i skarpe udfald, som er stort set ufarlige for modstanderen, fordi
hunden ikke er større, men som kan bringe den lille hund selv i fare. Under
alle omstændigheder er dens opførsel ikke mindre uønsket, fordi den er lille.
Man kan gøre meget for at afværge tendenser til uheldig
adfærd ved allerede fra begyndelsen at give hvalpen mange behagelige oplevelser
og overkommelige opgaver at løse. Den skal opbygge sin selvtillid gennem
tryghed og gode erfaringer. At overbeskytte hunden for eksempel ved at tage den
op på armen, så snart noget ukendt viser sig, gør kun ondt værre.