Mynder. Situationen kan skifte lynhurtigt fra en fredelig
leg med en bold sammen med andre whippet til en ustoppelig jagt efter noget,
der bevæger sig ude på marken.
Mynder er drivende jagthunde, som jager ved hjælp af synet,
mens de øvrige fortrinsvis bruger næsen. Mynderne er bygget til fart. De er
lynhurtige, og deres jagtlyst er selv i dag nærmest ubændig.
Det bliver til stadighed diskuteret, om det er de højbenede
mynder, der er de oprindelige jagthunde, eller de ofte mere massive drivende
jagthunde. Formentlig ligger sandheden et sted midt imellem.
Forskellen på de to typer er, at de drivende jagthunde
snuser sig frem til vildtet, mens mynderne skal have det præsenteret, så de kan
se det. Da man gik på jagt med mynder, havde man sandsynligvis tit begge slags
hunde med. Støverne blev brugt til at rejse vildtet, hvorefter mynderne
afsluttede jagten, for de var hurtige nok til at indhente haren eller hjorten
og knække dens nakke med et kraftigt bid.
Myndejagten har sin oprindelse i Mellemøsten. De hurtige,
men ikke særlig udholdende mynder har deres styrke på de åbne vidder, hvor det
vildt, de skal jage, kun kender et forsvar en panisk flugt. I et bevokset
landskab, i skove eller på mere ufremkommelige steder, har mynderne ikke en
chance. Her kræves ihærdighed og beslutsomhed. Hellere en sikker næse end
hurtige ben.
ORIENTALSKE OG NORDISKE Mynder.
Flere af mynderacerne er ældgamle. De har været kendt i
flere tusind år, og de har ikke ændret sig meget i mellemtiden. De er stadig en
fryd for øjet. Smukke, elegante og harmoniske i bygning. I hver detalje bygget
til fart.
De folk, der vandrede mod Europa og befolkede det, kom fra
sletterne i øst, og de havde sikkert mynderne med. De oprindelige orientalske
mynder blev i tidens løb til en lang række lokale racer, tilpasset forskellige
former for terræn og forskellige vildttyper.
De folkeslag, som blev fordrevet fra Centraleuropa blandt
andet kelterne og slaverne havde drivende jagthunde. Dem tog de med sig til de
græsklædte højdedrag på De Britiske Øer og nordpå til Ruslands stepper sammen
med nogle af de nye hurtige hunde. Dermed opstod formentlig den anden
hovedgruppe, de svære og tunge nordiske mynder som irsk ulvehund, skotsk
hjortehund og borzoi.
FRA JAGT TIL SPORT
Jagt med mynder er i dag forbudt i stort set hele verden.
Men det er typisk for de spillelystne briter, at de allerede forinden havde
fundet på at vædde om jagtens udfald. Blev det den gule eller den tigrede hund,
der fik fat i haren? For at undgå efterfølgende diskussioner, når hundene
lignede hinanden for meget gav man dem et rødt og et blåt dækken eller brede
halsbånd på.
Jagten var blevet til en sport. Haren var nu blot en rekvisit.
Sådan drives sporten endnu under betegnelsen coursing. Haren er her reduceret
til et hareskind, som trækkes i siksak hen over græsset. Sideløbende bragte man
sporten ind på en afgrænset bane, hvor flere mennesker kunne følge skuespillet
hele vejen og deltage i væddemålet.
Hundevæddeløb er stadig en populær forlystelse i
Storbritannien og måske endnu mere i USA. I Danmark afholdes lignende
arrangementer, men der er ikke så mange penge på spil her til lands. Her
foregår det mere på hobbyplan, men der er ingen tvivl om, at hundene nyder det
i fulde drag.
KARAKTERTRÆK
Myndernes væsen er uanset race præget af en ubændig
jagtlyst, som ligger gemt lige under overfladen hos selv den mest veltilpassede
og velopdragne familiehund. En mynde kan formelig eksplodere blot ved synet af
en hares hoppende pudderkvaste bag langt ude på en mark. Og den lader sig ikke
standse. Den beruser sig i den grad i det at løbe og løbe stærkt, at den intet
andet sanser. Knappen til høreapparatet er totalt slået fra.
Den største fare for en mynde i den situation lurer i
nutidens trafik. Jagten kan hurtigt udvikle sig til en tragedie, så det er
klogt at holde hunden i snor, hvis den ikke befinder sig inden for en
beskyttende indhegning. Man skal også være forsigtig med at slippe en mynde
sammen med små hunde, der kan forveksles med et jagtbytte.
Selvom mynderne elsker at løbe, er de overraskende nok ikke
specielt motionskrævende. Mange af dem er tilfredse med et par friske daglige
gåture som afveksling til den hjemlige hygge i sofahjørnet eller foran
brændeovnen. De store racer har naturligvis brug for en del plads at røre sig
på, men kun de toptrænede væddeløbsmynder har behov for et egentligt
træningsprogram.
Ved første blik kan især de små mynder virke sarte og lidt
skrøbelige. Det er imidlertid skinnet, der bedrager, for de er lige så sunde og
robuste som alle andre hunde. Dog kan de mest tyndpelsede uanset størrelsen
godt være lidt kuldskære. De sætter pris på et dækken, når vinteren byder på
regn, slud og sne.
De fleste mynder er selvbevidste og let reserverede. De
orientalske racer har en karakteristisk evne til ligesom at se igennem en og ud
mod fjerne horisonter. De er opmærksomme og reagerer umiddelbart på ukendte
lyde, uden at man kan kalde dem direkte vagtsomme.