Jagthunde apporterende. Glæden ved vand ligger dybt i en
labrador retriever. Den går uanset årstiden gerne en stor omvej ved udsigten
til en svømmetur
En anden gruppe specialister inden for jagthundene er de,
der har fået til opgave at hente det nedlagte vildt. Gruppen består af spaniels
og retrievere, og den omfatter således nogle af de allermest populære
familiehunde.
Til en særlig form for jagt i den tidlige Middelalder
opsatte man store fangstnet og lod en flok hunde skræmme fugle og andet
småvildt frem mod nettene. Udbyttet har næppe været overvældende, men dog
rigere end ved den jagt med rovfugle, der på samme tid blev drevet af
overklassen hovedsagelig som tidsfordriv.
Det har sikkert været en meget blandet type hunde, man har
brugt til formålet. Muligvis har man allerede dengang haft nogle af de kraftige
spaniels, som kom til at danne grundlag for en række stående hønsehunde som
setterne i Storbritannien og lignende racer flere steder i Vesteuropa.
Efterkommere af den oprindelige type har man senere kaldt stødende fuglehunde.
SPANIELS
Sideløbende med udviklingen af de stående hønsehunde
fortsatte arbejdet med de stødende fuglehunde. Det skete især på De Britiske
Øer, men også i Holland og Tyskland tog man del i det.
Spaniels fik nu en ny opgave. Når fuglene var nedlagt,
skulle hundene løbe ud og hente dem ind til jægerne. De blev derefter kaldt
apporterende jagthunde.
Det skulle være hunde med gode næser, så ikke noget af
jagtudbyttet gik tabt. Det skulle også være robuste hunde, der kunne arbejde
både på land og i vand uanset temperaturen. De skulle have en størrelse, som
passede til terrænet og til plantevæksten på stedet.
Hurtigheden var mindre vigtig. Den havde man brug for hos de
stående hønsehunde. Efter skuddet var fuglene døde, og de løb eller fløj ikke
længere nogen steder. Hjælperne kunne derfor godt være mere sindige, bare de
var grundige.
En særlig gruppe apporterende jagthunde er blevet yderligere
specialiseret. Det er de såkaldte vandhunde, der henter fugle, som er faldet i
det våde element. De fleste er skabt under mildere himmelstrøg i Frankrig,
Italien, Spanien og Portugal, men også Holland, Irland og USA har deres
vandhunde.
RETRIEVERE
Store spaniels har formentlig også været med til at skabe de
mest effektive apportører af alle, nemlig retrieverne.
De fik deres storhedstid, da man begyndte at afholde
klapjagter. På en sådan jagt bevæger en kæde af mennesker sig hen over
terrænet, så de driver vildtet hen mod de ventende jægere. Med mellemrum sender
man retrievere ud for at hente det nedlagte vildt og bringe det ind til
jægerne.
Til den opgave kræves ro, koncentrationsevne og
samarbejdsvilje samt en virkelig god næse. Egentlig jagtlyst er der ikke det
store behov for hos den enkelte hund.
Det er præcis de samme egenskaber, der har gjort retrieverne
så velegnede til de mange andre opgaver, de er gode til at løse. De yder en
fantastisk indsats som blindeførerhunde og hjælpehunde for handicappede. De
assisterer politi og toldvæsen i eftersøgning af narkotika og sprængstoffer. De
snuser sig frem til råd i træ. Som redningshunde finder de mennesker, der er
begravet under ruiner, jordskred eller laviner.
Retrieverne har meget at tilbyde såvel jægere og andre
aktive hundefolk som alle dem, der har hund primært for fornøjelsens skyld.
KARAKTERTRÆK
Mentalt er der mange ligheder mellem spaniels og retrievere,
og begge typer er med rette populære familiehunde.
I hverdagen er en spaniel glad og hengiven over for sin
familie. Man må dog være forberedt på et lidt højere aktivitetsniveau end hos
retrieverne, ligesom jagtinstinktet ofte er mere intakt. Begge dele kan hos
enkelte hunde vise sig som tendens til lidt skarphed, hvis hunden ikke tilbydes
tilstrækkelig motion og beskæftigelse.
Retrieveren er generelt tålmodig og overbærende, og den går
kun sjældent på jagt på eget initiativ. Den er lærenem og samarbejdsvillig, så
den nødvendige opdragelse forløber oftest uden problemer. Men opdrages og
beskæftiges skal den ligesom alle andre hunde. Når man anskaffer en retriever,
må man også være forberedt på, at den godt nok er opmærksom, men den er ikke
ligefrem vagtsom. Nogle retrievere er i øvrigt meget madglade, så ejeren bør
hele tiden være opmærksom på hundens vægt og om nødvendigt sætte ind med mere
motion i tide.