- Indledning

Heste er smukke og højt udviklede dyr. Studiet af de forskellige racer og deres historie er et bredt emne, og i løbet af årene er der udviklet en særlig terminologi, der beskriver hestenes fysiske og psykiske karakteristika. Det er vigtigt at kunne disse begreber for at få det fulde udbytte af beskrivelserne i race-guiden.

Fysiske karakteristika - Begreber

Temperament beskriver hestens mentale og åndelige egenskaber. Eksteriør henviser til hestens bygning eller skikkelse. I forbindelse med jagt og ridesport har disse begreber stor betydning.

En hests bygning eller skikkelse er bestemt af skelettets form. En dårlig bygning øger risikoen for overbelastning og skader og begrænser hestens ydeevne, fx kan en for stejl skulder betyde, at hesten ikke springer og galopperer så godt som en hest med skrå skulder. En dårlig bygning påvirker også hestens adfærd.

Den ideelt byggede hest skal stå med vægten ligeligt fordelt på alle fire ben, og bagbenene skal stå nøjagtig lige bag forbenene. Hvert benpar skal være ens og hovene skal pege lige frem. Ofte forekommer der dog afvigelser fra idealet. For forbenene gælder det, at står hovene for tæt på hinanden, kalder man det snævert stillet, står de for langt fra hinanden kaldes det vidt stillet. Peger hovene indad kaldes det indfodet, peger de udad kaldes det fransk stillet. For bagbenene gælder det, at peger haserne indad og tåspidserne udad, er hesten kohaser, mens hesten har snævert stillede hove, når haserne peger udad.

Er hesten bredtstående med bred bringe, betyder det ofte, at hesten er langsom. Hvis bringen derimod er smal, kan hesten have problemer med balancen.

Haserne skal være lavt ansat, hvilket betyder, at den nederste del af bagbenene skal være kortere end den øverste del. Det giver den bedste vægtfordeling og formindsker risikoen for overbelastning.

Set fra siden skal haseledet være på linie med kastanien på forbenene. Forpiben skal være kortere end underarmen.

Hvis hesten har en god dybde, betyder det, at der er masser af plads til hjerte og lunger. Benenes længde bør ikke overstige hestens dybde eller gjordemål målt fra manken til albuen.

Hvis hestens ben er for lange, lukker den meget dagslys ind - der er altså meget plads under hesten. Hvis den er kortbenet og kompakt, lukker den ikke meget dagslys ind, hvilket er en fordel.

Hvis hesten har en kort ryg, betyder det, at afstanden mellem det sidste ribben og hoften ikke er mere end en håndsbredde. Dette er tegn på styrke og udholdenhed. En lang ryg indikerer, at ryggen er svag, og at hesten bevæger sig dårligt.

Svajet ryg opstår, når hestens kryds sidder højere end dens manke. Det er en yderst skadelig bygningsfejl, da sadlen vil glide fremefter og gnave sig ind i skuldrene. Det gør hesten øm, og det kan skade muskler og hud. Det giver også rytteren en ubehagelig følelse af at falde forover. Krydset bør være på højde med manken eller være lidt lavere placeret - det giver den bedste ridestilling.

Hestens hals måles fra bagsiden af øret til forsiden af skulderbladet, og den ideelle hals skal have samme længde som hoved, skuldre og ryg. Svanehals beskriver en lang, tynd hals, der kan se elegant ud, men som giver dår- lig balance og som er uønsket i rideheste, da de let kan unddrage sig biddets virkning.

Skrå skuldre betyder, at hesten er i stand til at tage lange skridt og derved bruge mindre energi under arbejdet.

Hestens personlighed kan til en vis grad aflæses af dens hovedform. En lige profil indikerer, at hesten er ukompliceret og lærenem, mens et hoved med konkav profil (araberprofil) kan betyde, at hesten er følsom og frygtsom. En hest med lige pande og konveks næseryg har et romersk eller ramskoppet hoved. Denne hest er ofte stædig og lærer langsomt.

Farver og aftegn

Hestens farve og aftegn har udviklet sig i løbet af millioner af år, for at give dyret den bedst mulige kamuflage i naturen. Jo tættere hestens farve er på omgivelsernes farve, jo lettere kan den skjule sig for rovdyr.

Den ældste heste- og ponyfarve er dun (gullig beige) med sorte områder - man, pandelok, hale og det nederste af benene. I områder, der ikke er særligt grønne, kan dun-farvede heste let skjule sig.

Der verserer mange historier om gode og dårlige farver til heste. Rødlige heste skulle efter sigende være meget iltre, sorte skulle være ondskabsfulde og ikke særligt udholdende, brune og mørkebrune skulle være pålidelige osv. I virkeligheden spiller farven ingen rolle med hensyn til temperament eller evner.

Den eneste undtagelse er hvide heste med lyserød hud. Disse heste er langt mere ømfindtlige over for vejret end andre heste, fordi den lyserøde hud mangler farvepigmentet melanin. Den lyserøde farve stammer fra blodet, der cirkulerer lige under den farveløse hud. Da huden er mindre modstandsdygtig over for sol og fugt og dermed over for bakterier, bliver hesten hyppigere inficeret med hudsygdomme, bliver solskoldet og får allergier.

Den varietet der findes blandt hestenes farver er opstået gennem selektiv avl og har intet med kamuflage at gøre. Visse heste, fx palomino og pinto (gylden med lys man og hale og broget) fremavles for deres særlige farver. I løbet af de sidste 100 år har man i Tyskland fremavlet Marstall Cremellos isabella-farvede køreheste -heste, der trækker en vogn.

Nogle heste har en mørk stribe hår ned langs ryggen. Den kaldes enten en urstribe eller slet og ret ål. Nogle fa ponyracer og en del æsler har desuden en mørk stribe, der krydser ålen ved manken.

Aftegn er hvide områder på kroppen, benene og hovedet. Disse begreber er fastlagt af de forskellige avlsforbund. På kroppen kan der være tale om zebra-striber på ben, hals, manke eller på bagpartiet; ansigtshvirvler (et mønster af hår omkring et midterpunkt). Aftegn på benene kan bl.a. være sokker (hvidt område på koden og piben) eller hvidt ben (hvide områder der strækker sig op over knæet eller haseleder). Aftegn på hovedet benævnes stjerne (en lille hvid plet på panden); strimmelblis (en hvid linie, der strækker sig ned over hestens ansigt); blis (en bred linie, der strækker sig fra øjne til mule); hjelm (pande, øjne, næse og dele af mulen er hvide); snip (et hvidt område omkring eller i det ene næsebor); og ringøje (blåligt eller hvidligt øje).

Højde

En hests højde måles fra jorden til det højeste sted på manken. Det er vigtigt, at hesten står med vægten ligeligt fordelt på alle fire ben på et plant underlag, når den måles.

I de engelsksprogede lande bliver hestens højde angivet i hands - en hand er 10,16 cm, hvilket er den gennemsnitlige bredde på en mands hånd. I andre lande, heriblandt Danmark angives hestens højde i centimeter og meter.

Racer og typer

Siden mennesket tæmmede hesten, har man gennem selektiv avl med heste med forskellige særpræg skabt hesteracer med de fysiske og psykiske egenskaber, der var nødvendige på det givne tidspunkt. Mange forskellige racer er blevet udviklet i løbet af århundrederne, og de ændrer sig hele tiden. Visse racer uddør, fordi mennesket ikke længere har brug for dem; det er mange træk- og kørehesteracer er eksempel på. Gamle racer bliver ændret og nye racer bliver udviklet for at imødekomme de skiftende behov. I løbet af de sidste tyve år har der været en stigning i interessen for ridning, både konkurrencemæssigt og fornøjelsesmæssigt, og man har udviklet særlige racer netop til disse formål.

En ny race bliver officielt anerkendt, når der oprettes en stambog. Der findes to slags stambøger. En ny race har som regel en åben stambog, det betyder, at hingst og hoppe ikke nødvendigvis er af samme race, men de skal dog være raceheste. En åben stambog tillader den fortsatte udvikling af racen og krydsningsavl, der kan rette op på de fejl, der måtte opstå. Ældre racer har en lukket stambog, hvilket betyder at begge forældre skal være registrerede medlemmer af den bestemte race.

Kategorier

Man opdeler heste i fire kategorier: ponyer, koldblod, varmblod og fuldblod.

Ponyracer skal være under 148 cm i Danmark, men der er andre forskelle på ponyer og heste end højden. Mange ponyracer er opstået i naturen, hvilket har givet dem en naturlig intelligens og udholdenhed, som man sjældent ser hos hesteracer. De bliver sjældent syge eller lamme. De har primitive træk og i de fleste racer nedarves forældrenes karakteristika til føllene.

Koldblodsheste er en gruppe af svære arbejdsheste. De har et blidt temperament, er føjelige, udholdende og hårdt arbejdende.

Til fuldblodsheste hører både orientalsk og engelsk fuldblod, der begge kendetegnes ved det fyrige, stolte og livlige temperament.

Varmblodsheste er den mest omfattende gruppe i dag. Det er i denne gruppe sports- og ridehestene hører hjemme og nogle af de lettere trækheste. Racerne i denne gruppe er af blandet oprindelse. De fleste af racerne nedstammer fra araberen, men ved at krydse den med pony eller trækhest, er de fremavlede heste blevet temperamentsfulde, udholdende, medgørlige og hårdtarbejdende og mere robuste end arabere og fuldblodsheste.

Der findes visse hestekategorier, der ikke forekommer i en stambog, men som alligevel er anerkendt som særlige typer, fx cob, hack og hunter. Det er dog muligt at have en registreret fuldblods hack eller hunter.

Hack

Navnet hack stammer formentlig fra ordet hackney eller haquenai, der i middelalderen refererede til en lejet hest af dårlig kvalitet. I løbet af årene kom udtrykket til at dække over rideheste i modsætning til jagtheste (hunter).

I dag er en hack en ridehest af meget høj kvalitet. En hest til folk, der kan lide at ride og tage sig godt ud. En hack skal ikke blot have gode manerer og et flot udseende, den skal også være velopdragen, have gode bevægelser, reagere hurtigt på hjælperne (rytterens hænder, underben, sæde og stemme), og den skal kunne hoppe over lave hegn. I Europa er en lille fuldblodshest med en smule araber i sig en populær hack, hvorimod man i USA holder mest af den, kaldte Saddlebred Horse.

Hunter

Disse heste skal kunne bære rytteren sikkert, bekvemt og fornuftigt under jagten i det åbne terræn.

Forskellige jagtområder kræver forskellige hesteryper.

På flade områder med store, åbne marker og høje hegn, er hurtighed og frygtløse spring af yderste vigtighed, og her er fuldblods eller næsten-fuldblods heste mest egnede. I bjergrige eller uvejsomme områder er krydsninger mellem fuldblodsheste og en let trækhest eller en pony mest velegnet. De er rolige, sikre på benene, er udholdende og har en god selvopholdelsesdrift.

Ridepony

Rideponyen er blevet udviklet for at skabe en race, der især er velegnet til børn. De indfødte racer, der har udviklet sig vildt i naturen har mange værdifulde kvaliteter: de er intelligente, hårdføre og sikre på benene. De indfødte racer er dog ikke nødvendigvis de bedst egnede racer til børn, da de har en meget bred ryg og ofte er stædige. Det har længe været almindeligt at krydse de indfødte racer med araber eller fuldblod, for at skabe ponyer med god tilpasningsevne, atletiske evner, elegance og et mildt sind blandet med de indfødte ponyers karakter og udholdenhed.

Cob

Disse heste er kompakte og stærke. Det er kun welsh cob, der er klassificeret som en race. Disse heste er resultatet af en krydsning mellem en tung hunter-hoppe og en fuldblodshingst, eller mellem en welsh cob-hoppe og en fuldblods ride-pony eller måske endda en araber-hingst.

En cob er lydig og rolig og giver en behagelig ridetur uden den store fart. En cob er ideel til alle, der har brug for en rolig hest. En cob er også utrolig stærk og kan bære en tung rytter hele dagen under jagten.

SÅDAN BRUGES DETTE SITE

Selvom mange heste- og ponyracer stammer fra et bestemt land eller region, er de nu spredt ud over hele verden. I dette site er de opdelt efter deres oprindelsessted. Kendte og mindre kendte heste- og ponyracer er nævnt. De enkelte afsnit giver oplysninger om oprindelsessted, historie og deres brug i dag. Racens udvikling anskueliggøres ved at opstille forfædrene i kronologisk orden fra racens tilblivelse til det 20. århundrede. Nøgleinformationerne kan findes under følgende overskrifter: Oprindelse, farve, højde, fysik, træk, temperament, brug. Derudover er den kategori hesten tilhører angivet under navnet: koldblod, varmblod, fuldblod eller pony.

Oprindelseslande

Følgende lande er nævnt:

Nordamerika

Sydamerika

England og Irland

Vesteuropa

Skandinavien

Sydeuropa

Østeuropa og Centralasien

Mellemøsten og Afrika

Fjernøsten og Oceanien

Uden oprindelsesland