FAMILIE: Apidae. ORDE : Hymenoptera. KLASSE: Insecta. RÆKKE: Arthropoda.
Dufte spiller en stor rolle i honingbikoloniens liv. Denne honingbi er afbildet, mens den vifter sin egen duft ud i luften med vingerne.
Gruppe af årevingede insekter. Bierne adskiller sig fra andre medlemmer af denne orden ved at indsamle nektar og pollen til deres larver. Til dette formål er kroppen dækket med forgrenede fjerlignende hår, som bruges til indsamlingen af pollen fra blomster. Pollen, indsamlet på denne måde, børstes senere ned i et specialiseret pollentransportudstyr, »kurven«, som ofte findes på bagbenene, men også på andre dele af kroppen f.eks. har bladskærerbier en tæt hårbevoksning på bagkroppens underside. Biernes munddele er sammenlåsede og forlængede til et rør, der bruges til indsamling af nektar. Tungens længde varierer stærkt fra den ene art til den anden og bidrager til at afgøre, hvilke blomster der kan besøges. Nektar bæres tilbage til reden i en særlig forstørret del af fortarmen, der kaldes honningmaven eller kroen.
Nogle bier, som f.eks. de velkendte humlebier og honningbier, er sociale og lever sammen i kolonier, der består af dronningen og hendes voksne og umodne afkom. Men størstedelen af de omkring 19.000 biarter er enlige; generationer af forældre og afkom overlapper ikke hinanden, der består intet samarbejde imellem dem, og der findes ingen arbejderkaste. Nogle biarter (især dem, der tilhører familien Halictidae) viser forskellige overgangsstadier til social. adfærd, og da det er vanskeligt at anbringe dem inden for en af kategorierne, betegnes de undertiden som halvsociale bier.
En honningbi i færd med at samle pollen fra æbleblomster
Almindeligvis forekommer enlige bier over hele jorden, inklusive den nordlige polarkreds, hvor som helst der er egnede blomstrende planter og redesteder, men de er talrigst i varme, regnfattige halvørkenregioner.
Der er stor forskel på de forskellige arters redesteder. De fleste enlige bier bygger rede i jorden, men nogle kan, afhængig af arten, vælge en jordbund, der er leret eller sandet, løs eller kompakt, som ligger i åbent terræn eller er beskyttet og dækket af vegetation i forskellig udstrækning. Imidlertid er kun veldrænet jord egnet, og længden af den hovedgang, som bierne graver, bestemmes i nogen grad af fugtighedsniveauet i jorden. Hovedgangens længde og gangsystemets form varierer ligeledes fra art til art. Cellerne, som ungerne opdrættes i, kan ligge på linie i selve hovedgangen eller kan bygges for enden af korte sidegange, der går ud fra hovedgangen. Cellerne er indvendig beklædt med et tyndt lag af vandtæt materiale. Overfladeindgangene er undertiden tydelige at se på grund af tuer og høje af udgravet jord.
Nogle enlige bier, der bygger rede over jorden, bruger plantestængler fra brombær eller hindbær, mens andre graver sig ind i døde kviste og grene og udgraver den bløde marv eller kernevedet. Til fremstillingen og foringen af cellerne bruges mudder eller afgnavede stykker af blade og kronblade.
Det er vigtigt, at reden er i nærheden af egnede planter, som leverer den nektar og det pollen, som larverne får. Enlige bier indsamler store mængder af proviant. Hver celle forsynes med en klump pollen, sædvanligvis vædet med nektar, som det tager adskillige ture at indsamle. Når pollenklumpen er stor nok, lægger hunnen et æg på den og forsegler indgangen til cellen. Hun påbegynder derefter provianteringen af en ny celle. Når ægget udklækkes, befinder larven sig i en seng af pollen, som skal give næring til hele dens udvikling. Hunnen, som lagde ægget, har ingen kontakt med den voksende unge.
Udviklingen på larvestadiet er meget følsom over for forandringer i fugtigheden, og hvis en pollenklump bliver for tør, kan larven dø. Dette gælder især bier, som bygger rede under jorden, hvor forholdene sædvanligvis er mere konstante, mere end det gælder bier, som bygger rede i plantemateriale over jorden. Det er i virkeligheden muligt at fjerne mange bladskærerbier fra deres celler og opdrætte dem på pollenklumper ved stuetemperatur og en relativ fugtighed over 50%.
Efter at larven har taget næring til sig i et par uger, er den fuldt udvokset og indleder et hvilestadium, hvor den er mest modstandsdygtig over for variationer i temperatur og andre fysiske betingelser i miljøet. Mange bier overlever vinteren eller andre perioder med ufordelagtige betingelser i dette hvilestadium. Sædvanligvis varer hvilestadiet ni eller ti måneder, men i ørkenregioner kan det vare flere år, før nedbøren bliver tilstrækkelig stor til at bierne kan fuldende udviklingen. Tilbagekomsten af fordelagtige forhold efterfølges som regel af et kort puppestadium og fremkomst. Det er dog ikke altid sådan. Hos nogle arter af jordbier, Andrena, varer larvernes hvilestadium kun i nogle få uger, før de forpupper sig, og de tilbringer vinteren i deres celler som voksne. Andre bier (f.eks. vejbierne, Halictus) kan til gengæld komme frem fra deres celler sent på sommeren og overvintre i jorden om efteråret og vinteren.
Hanner af enlige bier kommer frem før hunnerne, og hvor ungerne udvikles i en lineær række i gange eller stængler, indeholder cellerne nær ved udgangen hanner. Den tidlige fremkomst af hannerne er fordelagtig, idet den gør det muligt for hunnerne at blive befrugtet hurtigt efter fremkomsten. Hos nogle arter afpatruljerer hannerne ligefrem redestederne med dette formål for øje, og parringen foregår undertiden inde i gangene. Imidlertid foregår parringen sædvanligvis nær de blomster, som hunnerne henter pollen fra, og hannerne begrænser deres aktivitet eller venten til de plantearter, der besøges af hunnerne. Hanner hos andre arter foretager patruljeflyvning langs levende hegn og anden vegetation, hvor der ikke søges føde, og sandsynligvis mødes de to køn langs sådanne flyveruter. Selve parringen varer få sekunder. Kort tid efter parringen udvælger hunnerne steder, hvor de kan bygge deres egne reder. Der findes en tendens hos mange biarter til at vende tilbage til deres oprindelsessted. Denne sociale vane kan medføre store sammenhobninger af bier inden for små områder (f.eks. forskellige arter af Andrena og Nomia). Nogle biarter indsamler konsekvent kun føde fra en planteart eller fra en gruppe af beslægtede arter. Sådanne bier siges at være oligolektiske. Tidspunktet for biens fremkomst er sædvanligvis synkroniseret med værtsplantens blomstring, og biens daglige flyveperioder ligger ofte på den tid, hvor værtsplanten præsenterer dagens pollenproduktion.
En honningbidronning ses her siddende på larvekamrene i færd med at lægge æg. Hun er omgivet af en kreds af arbejderbier, der overvåger æglægningen.
1) Jordhumle, Bambus terrestris. hun, arbejder og han. 2) Stenhumle, Bambus lapidarius, hun og han. 3) Snyltehumle, Psithyrus rupestris, 4) Agerhumle, Bambus agrorum, dronning og arbejder. 5) Snyltebi, Coelioxys elongata.
Biernes sprog: 1) runddans, for afstande under 50 m. 2) ottetalsdans, for afstande over 100 m. Den virkelige afstand fremgår af den hastighed, hvormed bien vrikker med bagkroppen. Jo større afstanden er, jo langsommere vrikker den. 3) viser nektarkilden og 4) viser kuben. I den nederste række vises otteralsdansens mønster i henhold til nektarkildens position i forhold til solen.
Af almindelige danske enlige bier kan følgende nævnes:
Langhornsbien, Eucera longicornis, er meget karakteristisk med sine lange følehorn, der hos hannen er lige så lange som kroppen. Rederne anlægges ofte kolonivis på leret og tør jordbund.
Bladskærerbien, Megachile centuncularis, gnaver ovale udsnit ud af især rosenblade. Disse anvendes til udforing af rederne, der anlægges i huller i gammelt træværk eller i jorden.
Vejbierne, Halictus, anlægger deres reder i fast jordbund, f.eks. på stier og havegange, i form af 30-40 cm dybe gange. En af de største arter, Halictus quadricinctus, fortsætter med at fodre larverne indtil disse har forpuppet sig.
Jordbierne, Andrena, graver selv deres boer på tørre, helst sandede skråninger. De er ofte værter for snyltende bier, f.eks. blodbier, Sphecodes, og hvepsebier, Nomada.
De sociale bier omfatter humlebierne (Bom bus), de brodløse bier (Melipona og Trigona) og honningbierne (Apis). Humlebier lever i tempererede klimaer og er forholdsvis talrigere i det arktiske område end enlige bier, hvorimod de brodløse bier er talstærke i troperne. Ligesom humlebierne har de brodløse biers rede eller bo vandrette grupper af celler, der indeholder adskilte afdelinger for nektar og pollen samt yngel. Der findes tre arter af honningbier. Den mest udbredte art er Apis mellifera. Dens evne til at regulere temperaturen og fugtigheden i reden sammen med dens evne til at overleve dårlige perioder ved hjælp af oplagret føde har utvivlsomt spillet en stor rolle ved dens kolonisation af det meste af verden.
Enhver honningbikoloni indeholder tre kaster. Moderen eller den frugtbare hun: »dronningen«, de ufrugtbare hunner: »arbejdere og de frugtbare hanner: »droner«. Sædvanligvis er der kun en dronning i hver koloni, men indtil 60.000 arbejdere. Under naturlige forhold består en honningbikolonis rede af en serie lodrette vokstavler i et hult træ eller en hule, under en fremspringende klippe eller et lignende læ. På hver side af hver vokstavle er der en serie sekskantede celler, hvori ungerne opdrættes, og hvori honning og pollen oplagres. Det meste arbejde i kolonien udføres af arbejderne. De arbejdere, der fødes om foråret og sommeren, påtager sig almindeligvis en række pligter, som i nogen grad afhænger af udviklingen af visse kirtler i kroppen. Til at begynde med renser de således celler og fjerner efterladenskaber, men efter et par dage er særlige yngelfødekirtler i hovedet blevet udviklet så meget, at de kan fodre laverne med et proteinrigt sekret. Nogle få dage senere har vokskirtlerne, der sidder på bagkroppens underside, udviklet sig så meget, at de kan udskille voks og bygge en tavle. Andet arbejde inde i reden omfatter anbringelse af pollen i cellerne, modtagelse af nektar fra fødesamlende bier, omdannelse af nektaren til honning og bevogtning af indgangen til reden. Arbejdet, der udføres, afhænger ikke blot af arbejderens fysiologiske tilstand, men også af koloniens behov på det pågældende tidspunkt. I virkeligheden bruger en arbejder meget af sin tid på at »afpatruljere« tavlerne og bliver således klar over øjeblikkelige behov. En arbejder forlader reden første gang, når den er et par dage gammel, for at foretage orienterende flyvninger, således at den kan lokalisere boet i forhold til de omgivende landemærker, og når den er to til tre uger gammel, begynder den at søge efter føde. Dette vedbliver den med resten af sit liv, hvilket måske kun er ca. fire uger midt på sommeren, men helt op til seks måneder for bier, der kommer frem sidst på sommeren.
Honningbipupper; hver enkelt liggende i en separat celle i vokstavlen.
Honningbidroner bidrager ikke til koloniens opretholdelse, undtagen ved at befrugte dronningen.
Forseglet dronningecelle, set fra siden.
Ligesom enlige bier og humlebier indsamler honningbiernes arbejdere nektar og pollen, men de indsamler også af og til klæbevoks og vand. Klæbevoks er en klæbrig udsondring fra forskellige knopper, og bierne bruger det til at sammenkitte og spærre åbninger i dæk laget på deres reder og til at formindske indgangens størrelse. Vandet bruges til afkøling af reden og til fortynding af honningen. Når reden skal afkøles, spreder bierne vandet på vokscellernes overflade eller tager det på tungen for at fremskynde fordampningen. De bidrager også til afkølingen ved at vifte en luftstrøm igennem reden med vingerne.
De fleste ture efter føde drejer sig imidlertid om nektar eller pollen eller begge dele. Selvom honningbierne· ikke holder sig til en bestemt eller nogle få plantearter, sådan som mange enlige bier gør, har den enkelte bi en tendens til på hver enkelt fødetur at holde sig til kun en planteart. De kan endog vænne sig til at foretage deres flyvninger på den tid af dagen, hvor blomster af deres særlige art åbner sig eller tilbyder pollen, mens de på andre tider af dagen forbliver i reden. Men det er kun midlertidigt, at de holder sig til en bestemt blomsterart, og hvis den holder op med at blomstre eller af andre grunde ikke giver nektar eller pollen, vil de pågældende bier snart svigte den til fordel for en anden. Skønt nogle bier kan finde en særlig fødekilde selv, sker det oftere, at de får meddelelser om denne af andre bier. Biernes evne til at fortælle hinanden om en fordelagtig fødekilde er en af de mest bemærkelsesværdige biologiske opdagelser i dette århundrede. Ved hjemkomsten udfører en fødesamlende bi, der har haft heldet med sig, en »dans« på tavlens overside. Indslagene i denne dans viser retningen til fødekilden i forhold til solens retning fra redens indgang, og afstanden fra reden. Bier, som følger efter den dansende bi og modtager oplysningerne, får yderligere hjælp til at finde føden gennem de blomsterdufte, som hænger fast ved den dansende bis krop.
Den ivrighed, hvormed en dansende bi følges eller hvormed en heldig bis indsamlede føde modtages, afhænger af hvor stort koloniens øjeblikkelige behov er for den særlige type føde. Mens nektar altid er velkommen, er behovet for pollen særlig stort, når ynglens omfang er stort, og den indsamlede mængde står i forhold til størrelsen af den yngel, der er under opfodring.
Omvendt reguleres æglægning og yngel produktion i betydelig grad af den mængde pollen, en koloni kan indsamle. Dronningen er specialiseret til æglægning, og den kan i modsætning til humlebidronningen ikke udføre arbejdernes arbejde. Hendes ægproduktion når højdepunktet sent om foråret eller tidligt på sommeren, hvor hun kan lægge omkring 1500 æg pr. dag. For at opretholde så stor en ægproduktion er en stor proteintilførsel nødvendig, og arbejderne fodrer udelukkende dronningen med kirtelsekreter, for at denne kan finde sted. Dronningen lægger to slags æg, befrugtede æg, hvoraf der kommer arbejdere eller dronninger, og ubefrugtede æg, der bliver til droner. De dronefrembringende æg lægges i lidt større celler end de arbejderproducerende æg. Æggene, der indeholder arbejdere, klækkes til larver tre dage efter, at de er lagt, og efter at have modtaget føde i fem dage bliver. larverne til pupper, og det øverste af cellen dækkes med en hætte af voks. Larverne besøges og fodres mange gange (progressiv fodring) i modsætning til den massefodring, der foregår hos enlige bier. Efter 13 dage som puppe kommer de bløde dunede voksne frem. Der er da forløbet 21 dage fra æg til voksen. Dronernes larve- og puppestadium er lidt længere, nemlig 24 dage i alt. Foruden på deres størrelse er droneceller let genkendelige i løbet af puppestadiet på den meget mere konkave vokshætte.
Honningbier og den måde, hvorpå arbejderne bærer pollen. øverst: arbejderbi med pollen på hvert bagben. Nederst: drone og dronning. Til højre: del af bagben, 26 gange forstørret, der viser hår og »kurv«, som bruges til transport af pollen. En del af »kurven«, 165 gange forstørret.
Dronerne er store og kraftige med kort bagkrop. Til at begynde med fodres de af arbejderne, men efter en uges forløb kan de selv indtage føde fra koloniens honninglagre. De produceres sædvanligvis ikke før sent på efteråret. Deres eneste funktion er at befrugte enhver ung dronning og for at gennemføre det, må de være i besiddelse af kraftige brystflyvemuskler og store øjne. På varme eftermiddage samles de og afpatruljerer særlige områder 9-15 m over jorden, hvortil dronningerne tiltrækkes, og hvor parringen foregår. Dronernes højt specialiserede formeringsapparat omfatter en enormt udviklet penis, som rives af ved roden, når den vendes udad og føres ind i dronningens kønskammer, og dronen dør under parringen. Selvom hver dronning imidlertid parrer sig mere end en gang, kan kun forholdsvis få droner deltage i handlingen, og når sommeren nærmer sig sin afslutning, og dronernes anvendelighed er forbi, overlades de til sig selv i et hjørne af kuben, hvor de sulter, og lidt efter lidt hales de ud igennem kubens indgang.
Nye dronninger opdrættes i særlige celler, der hænger lodret ned fra vokstavlen. Dronningelarverne får særlig føde og opmærksomhed, og hele deres udviklingsperiode er kun 16 dage. De opdrættes enten til at erstatte koloniens dronning, når hun dør eller ikke er formeringsdygtig længere, eller fordi kolonien er ved at regenerere ved sværmning, og en ny dronning kræves til erstatning for moderdronningen, der forlader kuben sammen med sværmen. Bier, som tager af sted med sværmen, har alle sammen et honninglager i honningmaven, og så snart sværmen har slået sig ned i det nye hjem, omdannes noget af honningen hurtigt til voks, således at bygningen af den nye vokstavle kan påbegyndes.
Selvom vi nu kender mange af vore enlige og sociale biers livshistorie og individernes handlinger, mangler vi stadig at lære meget om, hvorfor og hvordan de udfører disse handlinger. Især er vi først nu ved at forstå de måder, hvorpå handlingerne hos de tusindvis af individer, der udgør en honningbikoloni, er koordinerede i forhold til koloniens behov. Indsamling af føde er biernes vigtigste opgave, for så vidt angår mennesket. Siden urtiden har mennesket plyndret vilde kolonier for deres honning, og honningbikolonier er i mange århundreder blevet holdt i forskellige stråkurve og trækasser, med det ene formål at indsamle en honninghøst ved sæsonens afslutning. Biavlsmetoderne er blevet forbedret konsekvent i årenes løb, men den største forbedring blev indført, da den engelske præst L. L. Langstroth opfandt en kube med udtagelige bitavler således, at biernes aktivitet kunne bestemmes til en hvilken som helst tid, og biavleren om nødvendigt kunne træffe passende foranstal tninger.
Skønt honningbien har stor økonomisk betydning i mange dele af verden, især i Nordamerika og Australien, gør den dog mennesket den største tjeneste ved at bestøve blomsterne, når den besøger dem for at samle nektar og pollen. I virkeligheden er mange af vore afgrøder som f.eks. frugttræer, rødkløver og pralbønner helt afhængige af insektbestøvning for at kunne sætte frugt eller frø. Andre som solbær, sennep og bønner frembringer rigeligere afgrøder efter bestøvning, Ofte har insektbestøvning også den virkning at frembringe større og bedre frugter. Det er umuligt at give en nøjagtig vurdering af de tjenester, som bierne yder landbruget og havebruget, men alle eksperter er enige om, at bestøvningen er af langt større værdi end den samlede honningproduktion.
Man udfører også forsøg, hvor man bruger humlebier til bestøvning af nogle af vore afgrøder, især rødkløver og lucerne. På forskellige forsøgsstationer over hele verden har man indført humlebidronninger, som skal påbegynde kolonier i fangenskab i laboratoriet eller specielt indrettede boer i marken, hvorefter de oprettede kolonier transporteres til steder, hvor der er brug for dem. Der er imidlertid meget at lære om humlebier, før de kan udnyttes økonomisk. Enlige bier udnyttes allerede kommercielt til bestøvning af lucerne, hovedsagelig i USA og Canada, og i mindre omfang i nogle få andre lande. F.eks. er den enlige bi Nomia melanderi som tidligere var begrænset til visse områder på grund af de særlige krav, den stillede til redestedet, i de senere år blevet indført i særlige, kunstige reder, hvor jordbunden har den rette struktur, alkalitet og fugtighed; sådanne reder er oprettet med betydeligt held i nærheden af lucernemarker. En anden bi, bladskærerbien, Megachile rotundata, bygger rede i gange over jorden, og særlige stader med tusindvis. af strå eller trærør anbringes på lucernemarker, der kræver bestøvning.
Vi er uden tvivl først nu ved at begynde at gøre rigtig brug af bestøvende bier. Mulighederne er enorme.
Huller i et stykke træ, boret af murerbi, Osmia rufa.
.............................................................................................................